SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

Keramiker Lea Mi Engholm i sit studio på Fyn. Foto: Dorte Krogh

CHROMA

Kunstnersammenslutningen CHROMA består af væver og tekstilformgiver Karin Carlander, strikdesigner og kunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm, en treenighed af værdier der knytter sig til kvalitet, materialenærhed og håndværk. De tre kunstnere har skabt en udstilling til Johannes Larsen Museet, hvor deres værker mødes og arbejder sammen – 90 års erfaring med hænderne i materialet.

Kæde er strik, væv og keramik i dynamisk dialog – en stedsspecifik udstilling på et museum, der alle dage har haft den kunstneriske udveksling som anker. Et anker, der i denne konstellation bliver en kæde af beslægtede fascinationer og dybe fagligheder.

 

KÆDE, 30. september – 10. december, 2023
www.johanneslarsenmuseet.dk

På Johannes Larsen Museet i Kerteminde kan du fra 30. september opleve udstillingen KÆDE, skabt og iscenesat af CHROMA aka strikdesigner og kunstner Iben Høj, væver og tekstilformgiver Karin Carlander og keramiker Lea Mi Engholm. KÆDE er en udstilling om håndværk, faglighed, materialitet og slægtskabet imellem dem. Jeg har hjulpet med tekster til udstilling og katalog, hvor vi bl.a. har haft denne samtale, som jeg har fået lov til at udgive her.  

Hvorfor hedder jeres udstilling KÆDE?

Karin: Vi blev sat sammen i 2017 til vores første udstilling CHROMA på Toldboden, der blev vist i Kerteminde Kunstforening, fordi de gerne ville udstille nogle professionelle udøvere med lokal forankring. Det var en virkelig god oplevelse, og her fandt vi ud af, at selvom vi arbejder i forskellige medier, har vi meget til fælles i forhold til proces og måder at arbejde på. Da vi var færdige med udstillingen, ville vi gerne fortsætte arbejdet i større skala på et museum. Og nu er vi her!

Iben: At være i dialog med andre udøvere har været interessant, fordi man ofte arbejder alene og har værksted alene. Der er noget i tiden, der handler om at søge sammen i det kollektive. CHROMA er i mellemtiden blevet navnet på vores udstillingsgruppe, så i år hedder vores udstilling KÆDE, fordi der er en sammenhæng mellem os og værkerne, ligesom vi forsøger at skabe sammenhæng mellem værkerne i udstillingen.

Lea: Naturen er en ubrudt kæde af processer, der fører videre til det næste. En kæde til forskønnelse, forplantning eller transformation. En kæde er en kobling af vores faglige led. Og så er der både kæde på væven, kæder af masker i strik, ligesom jeg snor leret, så det ligner et tov eller et reb i en kæde. KÆDE er en udstilling, hvor vi kæder os sammen. Både i ét fællesværk, men også i alle de andre betydninger af ordet.

Væver og tekstilkunstner Karin Carlander ved væven i hendes værksted i Raadvad. Foto: Dorte Krogh

 

Har det været udfordrende at arbejde sammen, når I er vant til at arbejde alene? Hvorfor er det kollektive stærkt som metode?

Karin: Vi ville gerne udfordre os selv. Vi er alle tre vant til at arbejde alene og fik derfor lyst til at tage tanken om dialogen og det kollektive til det yderste. Tænk, hvis man kan lave en udstilling, hvor man ikke kan se, hvor den ene starter, og den anden slutter? Kan man skabe følelsen af helhed, hvor alle tre materialer og fagligheder indgår på lige fod?

Iben: Det kollektive i processen, hvor vi inspirerer hinanden og finder fælles referencer og sammenfald disciplinerne imellem, giver mening i en tid, hvor vi søger det nære, de oprindelige materialer og en meningsfuld sammenhængskraft. Vi tror på det kollektive som metode og muligt modsprog til myten om den ensomme kunstner.

Lea: Det kollektive rum tvinger dig ud af den vante metode, du arbejder i. Vi søger ensomheden, når vi skaber. Det har vi brug for. Men vi har også brug for at sidde sammen og udvikle. Det er interessant, men også følsomt. Fordi det er nyt land, vi betræder. Det er berigende. Vi er gode til at lytte til hinanden og skubbe til hinanden. Vi borer meget i tingene og stiller høje krav.

Iben Høj har et særligt forhold til den røde farve og til mellemrum og muligheder. Foto: Dorte Krogh

Iben: Ja, nogle gange i en grad, hvor vi til sidst ikke kan sige, hvem der har sagt og gjort hvad. Det bliver en fælles ting, fordi vi har arbejdet os ind på hinanden i den proces.

Lea: Jo flere øjne på samme sag, jo flere ord kommer der frem og jo flere detaljer, får man øje på. Når vi tvinger os selv til at sætte ord på vores tanker og ideer, kommer man rundt om tingene på en grundigere måde og ser dem fra flere vinkler. Man ser noget, den anden ikke har set og kommer dybere ned i emnerne og den måde, vi arbejder på.

Karin: Vi har respekt for hinandens fagområder, selvom vi går ind i hinandens værker. Vi lægger meget tid i vores praksis hver især. Vores tilgang til vores fag kræver tid og fordybelse. Den måde, vi arbejder og vælger at udstille på, giver en fælles styrke til vores materialer og discipliner. De bliver foldet ud. Vi fordyber os i det, vi gør, men gør det sammen.

Lea: Vi kører paralelt, men tuner ind med hinanden. Vi krydser baner, deler udfordringer og sparrer med hinanden. Og bliver løbende klogere…

Iben: Det er udfordrende, men fællesskabet giver også muligheder, man ikke selv havde grebet. Man tør mere, når man er et kollektiv. Det er en styrke, der er spændende at arbejde med. Man inviterer ind og åbner op til, hvad der er svært. Hvor man er udfordret. Og får altid noget brugbart tilbage.

Lea: Det er en svær øvelse at blive enig om alle beslutninger, men når man så får talt sig ind på alle emnerne, bliver tingene bedre af det. Vi kommer omkring emnerne på en bedre og grundigere måde.

Iben: Den ensomme egoist er for nedadgående. Styrken i at være sammen som gruppe og finde sammen med fagfæller for at stå stærkere i feltet i stedet for at se hinanden som konkurrenter er meningsfuld. Det peger ind i en tid med overflod af produkter og stigende mangel på ressourcer, som ikke er hensigtsmæssig. Derfor giver den kollektive tanke mening på et dybere plan.

Karin: Vi står stærkere sammen, når vi er fagnørder og dybt nede i hver vores faglighed. Håndværksfag er vigtige. Og vi håber, at vores udstilling bidrager med relevans, for vores fag kræver fordybelse, viden og erfaring. Det håber vi, man kan se, mærke og forstå qua de værker, der er udstillet.

Tråde, der skyder sig op og under hinanden i væven, skaber dybe farvenuancer i Carlanders kyndige hænder. Foto: Dorte Krogh

 

Hvad betyder jeres erfaring?

Iben: Når man har brugt mange år på sit fag, så ligger der en kæmpe styrke i fagligheden og kompetencerne. Og forhåbentlig står der nogle udsagn, der bærer det i sig og vidner om den tid og den erfaring, det har krævet at udføre værkerne. Værdien af det forædlede håndværk og af den ånd, der både indeholder historien om tilvirkningen og den tid og tålmodighed, der er gået ind i det specifikke værk. Men værkerne indeholder også al den erfaring, der er gået forud. For mit vedkommende 30 år med at fintune blikket, mit håndværk sammen med forståelsen for farver og udtryk og hvordan elementerne spiller sammen.

Karin: Det betyder noget, at der er nogen, der fordyber sig. Og det kræver en faglig dybde og viden at skabe det, vi gør. Vi styrker hinanden i vores fagfællesskab. Det vil vi gerne vise på en sanselig og følsom måde.

Iben: Jeg bliver ofte mødt med undren og nysgerrighed, når folk ser mine værker – hvordan er de lavet, hvad er det? Ofte bliver jeg spurgt hvor lang tid det tager at lave et værk. 30 år! Det er jo netop den akkumulerede erfaring og ekspertise, man ser og oplever i værket. Alle de eksperimenter der ligger forud. Og så vil vi rigtig gerne slå et slag for kunsthåndværket som felt ved at vise det på et museum, hvor man normalt møder billedkunst.

Iben Høj har nyfortolket funktion og udtryk igennem sit arbejde med strikmaskinerne igennem hele sin karriere. Foto: Dorte Krogh

Lea: Det handler om materialet. Vi har brugt mange år på at forfine vores udtryk. Eksperimentere, lave fejl og opnå nye erkendelser. Det er jo her, man flytter sig, og det er noget af det, vi har på hjertet i denne udstilling. At udviklingen og nytænkningen sker i materialet.

Karin: Der er så meget larm i verden. Vi håber, at udstillingen kan give ro. At man er tilstede sammen med værkerne. Vi håber også, at vi kan give den besøgende en form for koncentration – at fordybelsen smitter.

Iben: Værdsættelsen af materialet er et vigtigt udgangspunkt for vores værker. Historisk set var det vævede linned noget af det mest værdifulde folk ejede! Generelt har vi mistet forståelsen for materialer, og hvad man kan bruge dem til. Vi vil gerne pege på det fantastiske i materialerne og det, man kan med dem. Det vil vi også gerne smitte publikum med.

Karin: Viden om materialerne er på tilbagegang. Folk er fremmegjorte overfor materialerne og de processer, der opstår, når man arbejder direkte i dem.

Lea: At vi har hænderne direkte i materialerne – hvorfor ikke bare få en maskine til at fikse det? Fordi udtrykket aldrig bliver det samme. Der sker meget i processen. Det er her, man opdager tingene. Meget af det, jeg laver, ville jeg ikke have opdaget, hvis en maskine gjorde arbejdet.

Iben: Det er i processen, at de nye idéer opstår.

Karin: Det er derfor, man har en tankestol i sit værksted…

Iben Høj har haft værkstedsophold på Statens Værksteder for Kunst, hvor flere strikmaskiner ved siden af hinanden har arbejdet sammen. Foto: Dorte Krogh

Hvordan har I grebet udstillingen an?

Iben: Vi ville gerne udstille på Johannes Larsen Museet, fordi museet igennem tiden har dannet ramme om kunstnermøder mellem forfattere, billedkunstnere og kunsthåndværkere. Noget, der gennemsyrer hele stedet, og for os fungerer som et knudepunkt for kreativ udveksling. Tanken om dialog og mødet mellem forskellige discipliner tiltalte os. Vi arbejder alle direkte i materialet. Det er også et tema på udstillingen. At materialerne giver publikum en sanselig oplevelse, fordi materialiteten og sanseligheden forstærkes igennem vores måder at arbejde med materialerne på.

Karin: Glidende overgange i vores materialer og farver. Nærvær. Vores værker kredser om materialet. Den materialebaserede tilgang binder os sammen. Museet har et anker i den omkringliggende natur. Vi kigger alle til naturen i vores praksis og er forbundet til landskabet og stedet. Det er en naturlig del af vores praksis og måde at arbejde og blive inspireret på.

Lea: Vi har også valgt at kigge på arkitekturen. Vi udstiller i den moderne del af museet, hvor man oplever værkerne i hver sit specifikke rum. Og vi har prøvet at iscenesætte dem i forhold til kig, akser og linjer i rummene, for der er fine sigtelinjer i bygningen, som vi har tænkt ind i den måde, vi har planlagt udstillingen. Vi arbejder også med lyssætning på værkerne – og dramaturgi i ét rum.

Arbejdet ved væven er langsommeligt og meditativt – og uden at man kender resultatet før tekstilet pilles af væven. Foto: Dorte Krogh

Hvordan arbejder jeres forskellige materialiteter sammen på udstillingen? Strik, væv og keramik?

Iben: Leas materiale repræsenterer en tyngde i forhold til vores lettere tekstile materialer. Men Lea arbejder meget stofligt. Karins arbejder er tættere end mine, hvor jeg fokuserer på mellemrummene, der, hvor der ikke er noget. Vi arbejder også alle tre meget med farveovergange.

Karin: Det er interessant, at vi arbejder på forskellige måder, hvor tingene spiller op til hinanden. Lidt ligesom komplementærfarver, hvor den måde vi arbejder på, giver noget til hinanden. Leas værker i ler ser nærmest tekstile ud.

Lea: Vi supplerer hinanden meget godt, og der er en fin balance mellem tyngde, lethed, struktur og variation, så oplevelsesplanerne er forskellige, alt efter om du befinder dig langt fra eller tæt på.

De taktile egenskaber, som Lea Mi Engholm får frem i sit arbejde med leret, er enestående i deres præcision og stoflighed. Foto: Dorte Krogh

Hvordan forholder I jer til det stedsspecifikke?

Iben: Vi er gået i aktiv dialog med museets historie for at befrugte hinanden og give mulighed for dialogen i det stedsspecifikke. At gribe samtalen på stedet.

Karin: Det udfordrer os alle tre, at vi skal være i nogle rum, der har så store formater. Det er fagligt udviklende og en fantastisk mulighed – og det er dejligt, at vi deler den med hinanden.

Lea: Vi har helt lavpraktisk taget rum for rum og set på, hvordan vi får værkerne bedst muligt i spil med arkitektur, rum, proportioner, lysindfald, farver og værker. Hvilke typer værker passer til hvilke rum og hvordan?

Iben: Processen er også bestemmende for det færdige værk, der ofte bliver skabt intuitivt i dialogen med materialet. Spydspidsen bliver spidsere og spidsere, jo mere erfaren man bliver. Og man er nødt til at forholde sig til, hvad handler det om for mig som udøver?

Karin: Vi har skabt ærlige værker til udstillingen, der bliver vist så enkelt som muligt. De er ikke pakket ind i monteringsløsninger af forskellig slags, men præsenteres enkelt og ærligt, som om de lige er taget ned af væven, strikkemaskinen eller kommet ud af ovnen. Værkerne har det liv, de har…

Iben: Det samlede udsagn er vigtigt – at vise det som kunsthåndværket kan. At udsagnene står. Og vidner om processen, tiden, materialerne, metoderne, teknikkerne, håndværket og ikke mindst kærligheden til vores tre fag.

Keramiker Lea Mi Engholm har værksted udenfor Nyborg. Hendes signatur er de ultra tynde tråde, som hun ruller i hænderne og fletter sammen til tekstillignende formationer. Foto: Dorte Krogh

CHROMA

Kunstnersammenslutningen CHROMA består af væver og tekstilformgiver Karin Carlander, strikdesigner og kunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm, en treenighed af værdier der knytter sig til kvalitet, materialenærhed og håndværk. De tre kunstnere har skabt en udstilling til Johannes Larsen Museet, hvor deres værker mødes og arbejder sammen – 90 års erfaring med hænderne i materialet.

Kæde er strik, væv og keramik i dynamisk dialog – en stedsspecifik udstilling på et museum, der alle dage har haft den kunstneriske udveksling som anker. Et anker, der i denne konstellation bliver en kæde af beslægtede fascinationer og dybe fagligheder.

 

KÆDE, 30. september – 10. december, 2023
www.johanneslarsenmuseet.dk

Vintervals og Sommerpolka – og Rosa i utakt

Vintervals og Sommerpolka – og Rosa i utakt

Vintervals og Sommerpolka – og Rosa i utakt

Rosa i utakt no. 3. Foto: Ole Akhøj

ANNE METTE LARSEN

Født i Århus 1961
Uddannet fra Århus Kunstakademi i vævning og maleri

Anne Mette Larsen er både væver, tekstilkunstner og designer. Hendes visuelle drivkraft i forhold til mønsterdannelse og komposition tager næsten altid afsæt i konteksten omkring hende – på rejser eller i hendes midtjyske baghave, hvor hun har boet det meste af sit liv.

Hun står bag koncept, design og produktion af kollektionen Midtjyske Tæpper, der er helt fantastiske i historie, æstetik og kvalitet (jeg taler af erfaring). Hun har også lavet scenetæpper, gulvtæpper og altertæpper til bl.a. Sporup Kirke.

Anne Mette Larsen har udstillet i ind- og udland og vundet adskillige priser gennem årene bl.a. Biennaleprisen for Kunsthåndværk og Design i 2011 – senest er hun tilknyttet Galleri Kant i København, hvor hun formidler kunsthåndværket i en billedkunstnerisk konkest.

Udstillingen Vintervals og Sommerpolka – og Rosa i utakt løber fra 29. septermber- 28. oktober. Der er lavet en lille bog om værker og optakt, som du kan tilgå her.

Annemettelarsen.dk

Anne Mette Larsen er kendt for sine omfangsrige tekstilprojekter, der ofte inkluderer cykelture til Østeuropa og Rusland. Hun er også kendt for at sætte rige ord på sine rejser, der bygger bro mellem ydre som indre erkendelser og væv. Hendes seneste projekt, der åbner på Galleri KANT 29. september, er ingen undtagelse. Her kombinerer hun sine værker med et digt, der taler med, ind i og udenom de tekstile værker og bliver til et samlet billede. Et nørdet, men charmerende et af slagsen…

Vintervals – mens vi venter
sådan tænkte jeg mens jeg indfarvede
papirgarn til nye værker
jeg havde alle billederne i hovedet
fra næsten et år med krig
der var meget grønt
beskidt hvid
mørke
og noget rødt

Sommeren bragte intet godt nyt
men æbletræerne sprang ud alligevel
det smittede af på farvebadene.

Vintervals no. 1. Foto: Ole Akhøj

Jeg havde lovet mig selv
at gå udenom den lyserøde,
det var ikke første gang
men så stak det helt af for mig …
hånden på hjertet – det blev ikke godt.
det gule frelste mig til sidst.

Vintervals no. 3. Foto: Ole Akhøj

En dag i slutningen af juli
midt i Småland
spiller Olena
den sorgfulde vals
og den kækkeste polka
hun er fra Ukraine
og det er vals og polka også
nu spiller jeg dem
mens jeg venter …

Sommerpolka no. 6. Foto: Ole Akhøj

OM VÆRKERNE
Alle værker er vævet på ARM-væv, en stor på Statens Værksteder for Kunst
og en lille på mit eget værksted. 24 skafter og skaftstyring.
2 lag i kæde, 2 eller 3 lag i skud på 4 partier.
Materialet er papirgarn i 3 kvaliteter, indfarvet med indhantrenfarve.
Jeg plejer at være ”frygtelig ternet”, troede ikke der rigtig var andet i mit dna …
men pludselig blev noget stribet. Det var ok.
Det ternede er der stadig – og drejlsblomsten. Trofast eller ej.
Jeg vævede Vintervals og ventede … på at noget godt skulle ske i verden.
Jeg væver ikke én til én, men det der fylder, finder på en måde vej ned i farvebadet og ind i trådene. Indimellem kan man se det, andre gange ikke.

Vintervals no. 1. Foto: Ole Akhøj

ANNE METTE LARSEN

Født i Århus 1961
Uddannet fra Århus Kunstakademi i vævning og maleri

Anne Mette Larsen er både væver, tekstilkunstner og designer. Hendes visuelle drivkraft i forhold til mønsterdannelse og komposition tager næsten altid afsæt i konteksten omkring hende – på rejser eller i hendes midtjyske baghave, hvor hun har boet det meste af sit liv.

Hun står bag koncept, design og produktion af kollektionen Midtjyske Tæpper, der er helt fantastiske i historie, æstetik og kvalitet (jeg taler af erfaring). Hun har også lavet scenetæpper, gulvtæpper og altertæpper til bl.a. Sporup Kirke.

Anne Mette Larsen har udstillet i ind- og udland og vundet adskillige priser gennem årene bl.a. Biennaleprisen for Kunsthåndværk og Design i 2011 – senest er hun tilknyttet Galleri Kant i København, hvor hun formidler kunsthåndværket i en billedkunstnerisk konkest.

Udstillingen Vintervals og Sommerpolka – og Rosa i utakt løber fra 29. septermber- 28. oktober. Der er lavet en lille bog om værker og optakt, som du kan tilgå her.

Annemettelarsen.dk