SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

Det færdige værk Tæt På Træer på Trapholt, hvor over 700 borgere deltog med syede patchwork-blade. Værket kan opleves indtil november 2022. Foto: Christian Brems

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi.

Ratzer har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

Tekstildesigner og kunstner Tina Ratzer har de seneste år spundet sine tråde i interaktive projekter med borgere i både Sydafrika, Kolding og Esbjerg. Projekter, hvor Ratzer både agerer mentor, faglig inspirator og kunstnerisk ansvarlig tovholder for værker, hun ikke aner, hvor ender. Hvordan skalerer man sit fag til konceptuelle samskabende værker?

På Tina Ratzers hjemmeside knytter der sig tre ord, når man googler hende: Kunst, tekstil, interiør. Netop de tre ord er sigende for hendes tekstile virke gennem mere end 20 år. Rækkefølgen er dog bagvendt, for hun startede med interiør. Med plaider, viskestykker og puder i økologisk uld og bomuld som en af de allerførste herhjemme. Hun var også en af de første nutidige formgivere, der fik plaider i produktion hos den lokale tekstilvirksomhed Silkeborg Uldspinderi, da hun tog kontakt til dem i jagten på en producent til hendes Tracks-plaid. Mødet endte med, at Ratzer blev den første ’nye’ designer for virksomheden i 20 år – og sammen skabte de en helt ny plaid, Twist a Twill, der siden er blevet en bestseller. Se det er en god historie. En anden god historie er hendes genbrug af egne overskudstekstiler. ’Left-overs’ som hun har brugt i en mini-kollektion af bamser, julepynt, puder og kunst.

Det imponerende flettede vægværk ‘Dansk’ på Dansk Design Center, 2004. Foto: Thomas Juul

Ratzers virke har det med at knopskyde. Med at vandre ad nye stier, fordi hun som menneske er sådan. Nysgerrig. Videbegærlig. Hands-on. Tidligt i sin karriere fandt hun ud af, at hun finder inspiration i sine omgivelser. I naturen. I blade, træer og fauna. Men i lige så høj grad på gaden. I et stykke tyggegummi på asfalten. Et gammelt klæde på et loppemarked. Et ubestemmeligt mønster på et grafittitag på en mur.

I 2004 cementerede Tina Ratzer sit første store stedsspecifikke værk på det hedengangne Dansk Design Center, hvor et flere meter højt patchworkflet dækkede trappeområdet op til første sal. Værket var ikke kun iøjnefaldende via sin højlydte farvesætning, det var også markant anderledes pga. sin bevidst ufærdige struktur. Trevlede tekstiler, der stadig trevlede efter udførsel, som et statement på tekstilers forgængelighed, sammensætning – eller livet i sig selv? Værket, der i øvrigt hed Dansk, satte for alvor Tina Ratzers navn på kortet med sit modige ’take’ på et ældgammelt fag. For hvem kunne være så flabet at turde det? At skabe så ’uperfekt’ et greb på en stedsspecifik installation så prominent et sted, de fleste formgivere ville give deres højre arm for at udsmykke?

Tina Ratzer er en brobygger. En af dem, der helt naturligt rækker ud og interagerer. Som menneske og fagperson. Siden hendes tekstile og nyskabende udsmykning på designcentrets domicil på H.C Andersens Boulevard har hun skabt adskillige udsmykninger og designet flere produkter for toneangivende designbrands. Som to parallelle spor, der ikke kun krydsbefrugter hinanden fagligt, men hjælper og komplementerer hinanden økonomisk, kunstnerisk og netværksmæssigt. De senere år er der kommet nye knopskydninger til. Dem, som handler om at fusionere alle de kompetencer, som tekstilkunstneren, designeren og mennesket Tina Ratzer har i sin rygsæk. Projekter, der handler om at samskabe med borgere om værker, der har et formål, der er større end det kunstneriske, nemlig det sociale, antropologiske og politiske.

Et projekt handlede om at interagere med en gruppe Sydafrikanske broderi-kvinder for at give dem inspiration og nye faglige værktøjer til deres fag. Det afstedkom en række workshops, hvor Ratzer tog kvinderne med ud i deres nærmiljø og lokale natur for at opleve farver, strukturer og former på ny. Workshops og værker fra Sydafrika deltog bl.a. i rejseudstillingen Travel as a Tool, der indtil videre har været vist i Finland, Sverige og Danmark. Under Corona-nedlukningen fik hun i samarbejde med Trapholt over syv hundrede borgere til at bidrage med syede patchwork-blade fra et træ, der betød noget for dem. Værket Tæt på Træer udstilles på Trapholt frem til november 2022 som en kunstig skov af patchwork-blade, der tematiserede kærligheden til naturen, nødvendigheden af at passe på klimaet og behovet for at indgå i et fællesskab.

Gavlværket Portal er et lysværk skabt i samarbejde med borgerne på Stengårdsvej 2019-2021. Foto: Torben Meyer

Ratzers seneste projekt hedder Portal og er et samarbejde med Statens Kunstfond om at inddrage borgerne i et udsat boligområde i Esbjerg. Resultatet af to års inddragende workshops med børn, unge, voksne og ældre er blevet til et lysværk på gavlen af en af boligblokkene ved Stengårdsvej. Et lysværk, der er omsat fra en 8 årig piges skitse, og som skifter lys- og farveholdning i 50 forskellige farvekombinationer i løbet af døgnet. Ratzer afholdte flere farveworkshops, hvor borgerne lærte at blande deres udvalgte farver ud fra de tre primærfarver; rød, gul og blå, og i samspil med enkle former fra boligblokkene blev farver og former smeltet sammen til et endelige værk.

Som formidler i feltet igennem lige så mange år som Ratzers virke, har jeg fulgt hendes arbejde, og er altid blevet fascineret af hendes evne til at gøre en dyd ud af nødvendigheden og til at se muligheder og fortællinger. Se, hvordan alle tråde kan bindes sammen i værker, der rækker ud over sig selv og ind i verden og de mennesker, der indgår i den.

Tina Ratzer og borgere fra Stengårdsvej i en farve-workshop i 2019. Foto: Torben Meyer

Hvordan bruger du dit fag til at få borgere i en boligblok til at skabe et værk sammen? 

De senere år har jeg brugt mit fag i fællesskab med andre på baggrund af mine erfaringer i Sydafrika. De eksotiske dufte og farver, varmen og den anderledes kultur var overvældende fantastisk og jeg gik på opdagelse på ny. Samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne nå at få det hele med hjem. Og så begyndte jeg at kode min egen proces sammen med dem, jeg underviste og så et kæmpe potentiale i at researche og dele i fællesskab. Jeg brugte mine workshops til at få et andet ’take’ på mit virke og fandt derigennem ny inspiration.

Efter tre-fire besøg i Cape Town begyndte jeg at samle de mennesker, jeg samarbejde med til middage for at sætte dem i stævne med mulighed for at samarbejde på tværs. Metoden tog jeg med hjem og den har også været min indgang til det borgerinddragende kunstprojekt på Stengårdsvej i Esbjerg, der er resulteret i lyskunstværket Portal.

Jeg bruger mit fag på flere måder, men research er nøgleordet. Jeg er nysgerrig på det, andre ser, og så skaber jeg et materiale derfra. I mødet inddrog jeg min viden og mit kendskab til farver og farvelære. De første møder var gåture i området, hvor de forskellige grupper af børn og voksne fortalte mig om stedet, viste mig, hvor de boede, og fortalte, hvordan det er at bo netop her. På den måde fik jeg et indtryk af Stengårdsvej. Jeg mødte dem med min Pantone-vifte i hånden, og bad dem udpege farver undervejs, som de fik øje på, og på den måde fik vi indsamlet en farvepalette; Stengårdsvejs-farver.

En væg af stribede farvekompositioner fra workshoppen i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Farverne tog vi med tilbage til tegnebordet for at dykke ned i en proces omkring det at blande eksakte farver. Og lære, hvilke farver en farve består af ud fra de tre primærfarver, rød, gul og blå. Meget simpelt, men også komplekst for mange, der ikke har prøvet det før, men lige præcis så enkelt at alle kommer i mål. Er gul bare gul eller er den varm eller kold? Skal der mere rødt i eller måske lidt mere blå? Hvordan blander man en brun? Hvor meget blå skal der i den hvide for at få en lyseblå, og skal der en anden farve end blå i for at opnå lige præcis den blå fra sportspladsens redskaber?

Øvelserne skaber ro og fordybelse hos den enkelte, og jeg bruger metoden til at opbygge en gensidig tillid, fordi målet var at skabe et fælles aftryk af stedet. Jeg lavede efterfølgende simple farveøvelser med de mange deltagere for at illustrere, hvordan farver påvirker hinanden, men også for at iagttage, hvordan farverne blev sat sammen, hvilke farver, der var populære, og hvad vi fik forærende til det fælles udtryk i processen. Materialet tog mere og mere form af at blive et aftryk fra og til Stengårdsvej.

Processen var abstrakt fra starten. Jeg havde ikke på forhånd en skitse for et slutprodukt, men måtte være åben i processen. Jeg gik på opdagelse sammen med borgerne, og det var eksotisk at blive placeret i ukendt land blandt mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Det hele var nyt og jeg begyndte straks at undersøge stedet. Det var ligesom at være ude og rejse. Jeg var lige kommet hjem fra en af mine rejser til Sydafrika, hvor jeg gennem workshops med broderikvinder og tekstilstuderende havde opdaget, at jeg nyder at bruge mig selv som redskab til at blive klogere på min egen praksis. Jeg sætter noget i bevægelse og får mangfoldigt tilbage.

I Esbjerg er det færdige værk et sammenkog af iagttagelser og det, der er blevet sagt og skabt undervejs. Jeg mødte den hårde ghetto, som den blev kaldt i 2019, gennem de bløde værdier; borgerne, som mener, at Stengårdsvej er det bedste sted at bo. Gennem alle de indtryk endte projektet med at tage form og det endelige aftryk blev i et nyt medie for mig, nemlig lyskunst.

Tina Ratzer med en gruppe unge på tur i området med en Pantone-vifte i hånden, 2019. Foto: Torben Meyer

Hvorfor er det meningsfuldt at arbejde med disse integrerende projekter?

Jeg har arbejdet selvstændigt igennem det meste af mine 23 år som tekstildesigner. Det er jeg god til, men jeg lærer mig selv og mit fag endnu bedre at kende gennem mine samarbejder med andre. Min første rejse til Sydafrika faldt sammen med skilsmissen til mine børns far, og jeg stod pludseligt et helt nyt sted midt i livet – og meget langt væk hjemmefra. Kombinationen gjorde mig sårbar og åben på samme tid, og det har jeg brugt konstruktivt i min faglighed. Igennem mine workshops i Cape Town oplevede jeg, hvordan jeg kunne bruge mine egne kreative processer i resonans med mine kursister. Vores danske kultur står i kontrast til det vibrerende Sydafrikanske udtryk, som jeg altid har fundet sprudlende og taktil, men selv har haft svært ved at udtrykke i mit fag. Nu blev den pludselig nærværende, ligetil og inspirerende. I mødet mellem mennesker kan der opstå et tredje rum, hvis man er åben. Det rum finder jeg stimulans og indsigt i. Her nærer jeg min faglighed og udvikler mig.

Da Statens Kunstfond inviterede mig til at ’gå i marken’ på Stengårdsvej, var jeg ikke i tvivl, da det handlede om at gå i dialog, være tilstede i processen og forholde sig åbent til det, der måtte komme. Jeg måtte danne og finde materiale i samklang med de lokale borgere og det, der vi kunne finde på det specifikke sted. Det var sjovt og jeg bruger mit fag på en anderledes måde end før. Processen med borgerne på Stengårdsvej har også medført, at jeg har bevæget mig over i et helt nyt medie, lys, da værket endte som et lyskunstværk. Jeg har aldrig arbejdet med lys før, og det har været spændende at arbejde med farver på en anden måde end nede i den bløde uld. Borgerinddragende projekter som på Stengårdsvej kommer mange mennesker til gode. Der har været små 200 mennesker med i processen og bagefter endnu flere. Når borgerne er med i processen tager de ejerskab. Og værket får betydning for området og kan ad den vej skabe en fortælling, der kan gøre området mere attraktivt.

Jeg har tidligere udført store integrerede udsmykninger i bygninger, hvor det er blevet formgivet med udgangspunkt i stedets arkitektoniske linjer. Lysværket Portal, derimod, er skabt gennem en bevægelse med de mennesker, der bor på stedet og den rejse, vi har været på sammen. Det er unikt. De kender mig, hilser på mig og vi har skabt noget godt og vigtigt sammen. Det er meget meningsfuldt. I et integrerede projekt som dette, eller i det seneste Tæt på Træer på Trapholt, bliver jeg inspireret undervejs i processen, men tager også erfaringerne med videre i mit arbejde, hvor jeg ser en mere legende tilgang end tidligere.

Ratzers plaid Twist a Twill fra 2008 for Silkeborg Uldspinderi. Foto: Tina Ratzer

Hvad er det fascinerende ved tekstil som fag?

Det er materialet og håndværket. Herfra er der så utrolig mange lag at arbejde i eller veje at gå. Jeg kan lide at have materialerne i hænderne, ulden, der dufter, er blød og giver mig associationer til fåret og naturen. Det er dejligt at røre ved uld, ved garn eller et vævet/strikket materiale, ligesom det er spændende at behandle det, indfarve det og væve/strikke med det. Og så er det interessant at lave et produkt ud af det som en plaid, et gulvtæppe eller en trøje.

Selvom der findes mange forskellige råmaterialer, der anvendes i tekstilindustrien, hælder jeg mest til at arbejde med de naturlige materialer som uld, bomuld og hør. Jeg kan godt lide, at de går langt tilbage i historien. At det er de originale råmaterialer. Og så er holdbarhed og bæredygtighed essentielt for mig. Det visuelle skal fungere med det funktionelle for at opnå længst mulig levetid og helst slides op inden det bliver komposteret.

Farver og mønstre fylder meget i tekstilfaget. Mønstre og dekoration har altid optaget mennesket, fordi de fortæller en historie og refererer til tider, steder og kulturer. De stimulerer samtidigt øjet. Jeg elsker at tegne mønstrer og arbejde med farver, og er de seneste år dykket ned i plantefarvning. Det var ikke rigtig moderne, da jeg tog min uddannelse på Kolding Designskole i 90’erne. I dag er det moderne at arbejde med plantefarvning og have fokus på miljøet, og jeg er spændt på, om vi på sigt kan ændre vores syn på tekstiler og forgængelighed. Kan vi finde værdien i at tekstiler ældes i brug? Må farven for eksempel ’fade’ lidt gennem årene og på den måde signalere bæredygtighed? Her tror jeg mit fag kan være med til at værdsætte naturen, som vi er kommet langt væk fra.

Farveworkshop i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Der er noget befriende og levende over at arbejde med naturlige farver. Jeg kan ikke styre det på samme måde som med de kemisk fremstillede. Jeg må accepterer den forskellighed, der opstår og se den som en gave. Det er en stor inspiration og indsigt i at lære, hvad planter kan. Jeg forbinder mig endnu mere med naturen og opbygger en større respekt for den. Det er samtidigt meditativt, da det er hands-on og sanserne kommer i spil gennem duft, lyd og berøring. 

Da jeg gik i gang med mit afgangsprojekt for 23 år siden, havde jeg svært ved at argumentere for at sætte flere produkter i verden, fordi tekstilindustrien er en af de mest forurenende i verden. Hvordan kunne jeg forsvare at designe nye tekstiler? Jeg købte allerede økologisk dengang, og tænkte, at hvis vi kunne dyrke maden økologisk, måtte vi også kunne producere økologiske tekstile produkter. Jeg udviklede derfor min bæredygtige plaid Tracks i certificeret biodynamisk uld, og fremstillede mit eget farvekartotek af indfarvede uld med reaktive farvestoffer uden indhold af tungmetaller. Plaiden havde to meget forskellige sider, så den kunne tilfredsstille behovet for noget nyt, idet man kunne vende den og således have ’to i én’.

Plaiden ‘Tracks’ i biodynamisk økologisk uld, som Ratzer designede i 1998. Foto: Thomas Juul

Er håndværket vigtigt?

Jeg blev uddannet i 1998, hvor værkstedsfagene var dominerende, og vi skrev slet ikke afhandlinger. Vi levede på værkstederne. Det var hér faget var. Det tager tid at arbejde håndværksmæssigt, man væver ikke bare lige en plaid eller udvikler et møbelstof. Der er krav til holdbarhed i industrien, men det er der jo også i forhold til bæredygtighed, genanvendelse og miljøkrav. De nye krav baner vej for feltets udvikling, og her er værkstedsfagene absolut nødvendige. Det kræver et håndværksmæssigt kendskab til materialer og teknikker for at eksperimentere sig frem til ny viden. Den viden sætter du så i stævne med dine nutidige idéer, og på den måde udvikler vi hele tiden vores fag.

Så er der hele det psykologiske aspekt ved håndværket, tilfredsstillelsen ved at røre, dufte og skabe noget med hænderne, at forstå gennem hænderne. Man kan ikke tænke sig til alting eller generere de samme resultater i computeren, for man ved jo ikke, hvad der virker, før man prøvet det af. Værkstederne er et laboratorium, hvor der afprøves og udvikles, og det har vi altid gjort som mennesker. Der er nu heldigvis fokus på natur og bæredygtighed i mit fag, og jeg tror det kommer til at bane vej for helt nye måder at udvikle feltet på. Alt forgår, vi forgår som mennesker, vi ældes og skal repareres for at holde, og jeg tænker, at det kunne være fint, hvis produkterne følger samme cyklus. Jeg ser for mig, at jeg kun må bruge og reparere mine tekstiler i stedet for at købe nye. Det vil være simpelt og det vil jo på en måde passe naturligt sammen med min viden, mit grå hår og at jeg også skal dø en dag.

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi. Hun har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

Beholder af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Glaskunstner Morten Klitgaard er aktuel på det nyåbnede Hempel Glasmuseum, hvor han udstiller som modtager af Hempels Glaspris 2021. De senere år har hans karriere taget særlig fart med udstillinger og priser i ind- og udland, og den berejste nordjyske kunstner er efter en årrække på Bornholm, flyttet til København, hvor han har åbnet værksted og galleri på Amager.

Hvis du har svært ved at holde farten, er det ikke så mærkeligt. Morten Klitgaard ligger for alvor i overhalingsbanen, en bane, der synes at have flere spor og fortsætte over grænser – nationalt og fagligt. For selvom nordjyden synes at have roen og sindigheden som permanente iboende kendetegn, er der fart på.

Fart på hans raketbane mod international anerkendelse og udstillinger. Fart på hans nye bane i København, hvor han har åbnet værksted og galleri i en tidligere gardinforretning på Amager sammen med sin faglige og private partner, keramiker Elly Glossop. Fart på hans udtryk, der ligger et stykke væk fra det, vi normalt forbinder med glaskunst: Det transparente, translucente og plastiske. Karakteristiske egenskaber ved glas, som Klitgaard maskerer i sine værker, der i stedet minder om keramik, idet de er mørke brun-sorte cylindre båder mimer det brune ler i sin farveholdning og er en typologi, der er klassisk i keramikken. Læg dertil overfladerne med deres krakelerede, rustikke og boblende overflader, der er som taget ud af en keramikers glasurkartotek.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

Klitgaard er vokset op i Nordjylland, nærmere betegnet Lønstrup, og her mellem klitter, blæst og en ydmyg tilgang til natur og vejrlig, blev han opmærksom på detaljer og stofligheder, som han stadig trækker på i dag. Efter kurser i USA, en uddannelse på Det Kongelige Akademi på Bornholm, og masterclasses hos flere store glaskunstnere i ind- og udland, fandt han sit sprog, sit toneleje, sin vej.

Klitgaards greb er hans evne til at sende sit materiale ad nye ruter ved at lade det samtale med keramikhistorien og de konventionelle spor og referencer, der ligger her. Ved at gå i frisk og eksperimenterende dialog med sit materiale og sætte forskellige komponenter i samspil med glasset, så overfladen eroderer og syder i kemiske reaktioner, trækker han sit formsprog og udtryk nye steder hen og sætter glasset frit. Frit til at sætte nye æstetiske standarder. Frit til at lege på tværs af genrer og forventninger. Frit til at falde ned i nye mellemrum mellem alle de førnævnte. Morten Klitgaard er et nyt sprog. Et nyt spor. Et nyt sted for glas. Det er derfor hans arbejde, hvor han lader materialer som gips, ler, papir, metal blive medskabere af de materialeoverskridende overfladeudtryk, er et nybrud i feltet. Klitgaards værker tenderer optiske gimmicks, når han lader sine glasværker maskere som massive keramiske jordbrud. Og man tror vitterligt, at det er keramik, første gang, man møder dem. Og selv når man får at vide, at værkerne er lavet af glas, spørger man ’really?’

Morten Klitgaard

På Hempel Glasmuseum udstiller Klitgaard som sidste års modtager af Hempels Glaspris under titlen NOVUM VITRUM (nyt glas på latin) en række værker, der tager afsæt i museets samling af antikke, romerske glas. I deres patina, farver og perlemorsagtige skær, der skyldes irisering, når glassets stof går i forbindelse med luften kultveilte efter mange år i jorden. Og netop spadestikket tilbage til antikken er en vigtig signatur for Klitgaard, der er bevidst om sin materiale- og kulturhistorie, og går både med og mod den i sin ukonventionelle fortolkninger af den.

 

Hvordan fandt du frem til at arbejde med overfladerne i dine glasværker?

Et langt stykke hen ad vejen bliver man dygtigere som glaspuster ved at efterligne sine forbilleder og læremestre. Man tilegner sig teknikker og vigtige indsigter, men på et tidspunkt må man frigøre sig fra det tillærte og gå sine egne veje. Min opvækst i det forblæste Nordjylland har lært mig at værdsætte små detaljer i et goldt landskab. Det at være ordblind har også en stor betydning for min udtryksform og overflader. Jeg lærer med mine hænder og gengiver indtryk i tekstur.

Det at mine værker har et keramisk islæt er valgt for at tydeliggøre formen og volumen i objekterne. Ved at fjerne translucens og kun arbejde med den yderste overflade, som vi kender den fra den keramiske verden, kan jeg arbejde med volumen og opfattelsen af konturerne af formen.

Æstetikken er rå, maskulin og upoleret, og udtrykket står i gæld til den natur, vi driver rovdrift på. Jeg bruger glaspigmenter og indsamlet materiale fra steder, der har stor betydning for mig fx sort sand fra Lønstrup eller klippestykker fra Bornholm.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvorfor tager du ofte udgangspunkt i beholderen?

Jeg har altid været fascineret af form. Både klassiske og abstrakte former og deres måde at indtage rummet på. Jeg arbejder med beholderen, fordi det viser, at jeg kender min materialehistorie, og at jeg sætter mine værker ind i og op mod den kontekst. Beholderen er skabt for at rumme noget fysisk som vand, og ved at kende den forudgående skabelsesproces sætter jeg mine værker ved siden af den kulturhistorie, der ligger forud for glasfremstillingen de sidste 3.000 år.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvad fascinerer dig ved dit materiale?

Barndomsbyen Lønstrup er udgangspunktet for min rejse udi glaskunstens fjerne afkroge. Jeg var blot otte år gammel, da et keramikerpar kom til byen for at etablere et glaspusteri. Det var hos Leif Vange i Glashuset i Lønstrups varme og sansemættede univers, der første gang tændt en ild i mig. Jeg blev straks fascineret af det, den fint koreograferede dans med glasset, koncentrationen og det kropslige element i glasfremstillingen.

Hvis ikke man er 100% fokuseret igennem hele tilblivelsesprocessen kan det let ende i en fiasko, eller spild af tid og resurser. Tyngdekraften er vores værste fjende, og sekunders fravær kan have fatale konsekvenser for fremstillingen af værket. Glasset husker alle berøringer, og hvis ikke det er ensartet, vil det blæse skævt og blive ustyrligt.


Har du et bud på, hvor glasscenen bevæger sig hen eller er det lige så mangfoldigt som der er udøvere?

Stagnation er ikke en mulighed, hvis man vil forny sig. Udvikling sker kun i mødet med nye mennesker, landskaber og kulturer. Jeg forsøger hele tiden at gøre min fortælling stærkere. Rejserne, sansningerne og eventyret bearbejdes og kommer ud gennem kroppen og aflæses i mine værker.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Pin It on Pinterest