Wang & Söderström er fremtidens formgivere. Af digitale koder og oplevelser, der fusionerer det analoge med det digitale – og omvendt. Sidste år vandt de Biennaleprisen, og nu er de aktuelle i vandreudstillingen Generation Why. Duoen var også en del af portrætbogen Danish Creatives. Den danske version har aldrig tidligere været udgivet. Læs portrættet her i en opdateret udgave.

“The digital will be increasingly present in our lives, and craftspeople and designers should welcome the digital as a possibility. Take control over it and be the one to decide how to use it. Technology is not the enemy. If you are curious, you can take it to new dimensions and claim it as an art tool to develop your idiom and language. It is important to add humanity to the digital sphere. To make the digital more human-related and easier to grasp, so people don’t push it away,”

Ordene er Anny Wangs, der er svensk, men bor og arbejder i Danmark. Interviewet foregår derfor i et sprogligt hybridland. Et land, hvor engelsk er duoens fagsprog, som flugter med de internationale ambitioner og listen af arbejdsopgaver, der kun bliver længere og længere.

Anny Wang og Tim Söderström er siden interviewet blev lavet, flyttet ud af byen, hvor familie- og studioliv smelter sammen. Da jeg mødte dem under arbejdet med bogen, havde de studio på indre Nørrebro. Wang & Söderström var heldige. De overtog en tidligere bodega på kanten af området, som de transformerede fra et tobakstungt og brunt lokale til et lyst og venligt studio, der balancerede mellem stedets tidligere historie og det nye formål: Et sted med plads og en lille kælder, hvor deres 3D-printer kan stå og arbejde uforstyrret i flere timer ad gangen. Samme praksis har de flyttet med ud i deres nye omgivelser, hvor duoens arbejde mellem det digitale og det analoge fortsætter med at knopskyde. Som en fysisk fællesmængde af visioner og prototyper på fremtiden, hvoraf flere af objekterne minder om noget levende – dyr, mikrober eller organismer, som alligevel ikke mimer noget virkeligt eksisterende, men mere minder om små personligheder.

Charmerende hybrider

De sidste seks år er Wang & Söderström kommet på de fleste talentspejderes læber. Deres evne til at kombinere det digitale med det æstetiske og skabe installationer og udstillinger med genstande, der fusionerer det realistiske med det surrealistiske, har skabt både opmærksomhed og overskrifter. Læg dertil en moderne og varieret farveskala, hvor de fleste farver er i spil – både modernismens rene og postmodernismens mindre stuerene farver. Lyslilla, laks og pastelgul er nogle af dem. Mørk olivengrøn, rød og lyseblå er andre. Deres objekter er som slik, man ikke helt ved, om man tør spise, for hvad nu, hvis man forvandler sig til et monster? Eller vågner op som Alice i Eventyrland anno 2050 i en digital og vægtløs verden. Det er sådan, jeg forestiller mig Wang & Söderströms animerede univers i realtid.

Min sci-fi-associationer er måske i overkanten, men ligger alligevel lige for, for animationer er en mindst lige så stor del af duoens virke som at designe objekter. Eller skabe udstillinger, illustrationer eller større projekter, hvor flere af duoens mangefacetterede kompetencer er i spil. Den multidisciplinære duo er dog særlig kendt og anerkendt for deres animationer, hvor blobbede former, bløde balloner eller stole, der bøjer i knæene, illuderer et nyt sted uden for, ja, tid og sted. Lyder det forvirrende? Det er det også lidt. Og så alligevel ikke, for konstrasten mellem de to verdener er ikke nødvendigvis en kontrast og skarpt optrukket. Det er mere et overlap mellem de to, en fællesmængde mellem det digitale og det analoge. Det teknologiske og det reale. Og så handler det netop om at gøre det digitale og teknologiske mere humant og æstetisk appellerende. Via former, farver og en ny forståelse af, hvordan den digitale sanselighed kan aktiveres og integreres i vores verden og ikke mindst hverdag.

“Our work is about understanding tactility and spatial design and about sensibly using technology to reach a healthy future where technology and the digital become a bigger part of our life. We shouldn’t forget about our human senses because they are part of being human. And those elements are crucial. The normal way to use technology is dangerous from a long-term perspective because it is alienating. You need to appeal to people. Move them emotionally and aesthetically. Make them realize and understand that the digital can be quite the opposite. That it can be sexy, intimate and beautiful,” fortæller Anny Wang.

København som ny base

Anny og Tim mødte hinanden på designskolen i Gøteborg, hvor de blev kærester og begyndt at arbejde sammen på flere projekter, fordi de begge var optagede af det digitale. I 2014 flyttede de til København, hvor Tim gjorde sin Master færdig på arkitektskolen og Anny arbejdede freelance på en tegnestue, mens de lavede deres egne projekter ved siden af. I 2016 tog de springet som selvstændige og oprettede deres eget sted – først i fremlejede lokaler i Kødbyen på Vesterbro, herefter et par år på Nørrebro, og da familieforøgelsen bankende på, i hus udenfor byen. Her er duoen for alvor landet i deres fælles faglighed med plads til at rode og bygge, udvikle koncepter og formater ved computerne eller gå i kælderen og supervisere 3D-printerens utrættelige arbejde med at spytte former ud, som de to har skabt digitalt.

“Spatial design is our common ground, but we also meet in so many other places. We work as architects and interior designers, and this is where we grew together on a new creative path. The fascination comes from the physical world, and we have one foot in the physical and another in the digital. In this hybrid, new things can emerge. The normal perception of technology is that it should make life more efficient. We think that technology can provide aesthetic and sensual qualities inspired by architecture and craft and that tactility should be integrated to make the perception of the digital less digital, so to speak, and something other than the conventional understanding of technology as sci-fi-like. We want to help point to a new direction for how we use technology in the future because there is a rare beauty in the preciseness of a 3D print, for instance” ” Understreger Anny.

The future is digital

Det er med engelske ord en ambition af de større, som Wang & Söderström har taget på sig, men for dem, kan det ikke være anderledes. Født ind i ’Generation Millenial’ er de vokset op med computeren som et naturligt redskab, der har udviklet sig fra fysiske floppy disks til immateriel digital opbevaring i skyen. Vokset op med den åbne tilgang til værktøjer, der ligger som ’open source’, du kan bruge, hvis har lysten, drivet og nysgerrigheden. Både Tim og Anny er vokset op foran computeren og med både evnen, lysten og nysgerrigheden til at finde ud af, hvordan et givent software-program virker. Kan gøres bedre. Kan bruges på nye måder. Begge er opsatte på at lære igennem leg. Og forstå igennem timers hårdt arbejde. Duoens computerkompetencer er opnået gennem dedikeret og helhjertet DIY, for dengang fandtes der ingen tutorials på Youtube. Kun vilje og vej. Som Wang pointerer, så har de begge brugt mange år på at lære sproget. Så meget, at deres hjerner til tider føles, som om de er blevet kodet af en computer. Og fordi de begge har brugt så meget tid foran skærmen, er de i stand til at gennemskue systemer og software og anvende dem som et alfabet, de skaber nye bogstavsformer ud fra. Et alfabet af nye og endnu ikke definerede muligheder, der kan kobles med de eksisterende.

”It is easier to work in a field that is not defined or has a name. People want to label us. Sometimes, you can hide under a definition. Hide behind the undefined. If it is determined, you have to defend what you do. We don’t want to hide, and we don’t want to limit ourselves to a specific field. The hybrid is not emptied yet. It moves all the time, and new inventions come, like COVID-19. Now, digital meetings are almost expected. Stuff happens, and things evolve. The field is unexplored. The boundaries are wide open, and there is considerable freedom in that. We would instead focus on the work and the story behind the object instead of discussing the definition, whether it is a design or an art object. Does it matter? It is much more interesting to pay attention to what the object says,” fortæller Tim.

Wang & Söderströms objekter siger en hel masse. Vækker genkendelse og undren på samme tid på grund af deres udtryk, der er manipulerede af samme årsag. Som en hybrid mellem virkelighed og fantasi, hvor former, som minder forholdsvist meget om organer er gjort appetitlige i stedet for frastødende og iklædt materialiteter og farver, der gør, at man opfatter dem som noget andet og langt mere æstetisk.

The shape of things

Duoen arbejder også i en vekselvirkning mellem den analoge skitse og den digitale gestaltning, og begge udvikler lige meget på hver opgave, men med hver deres tilgange og favoritredskaber. Anny Wang er vild med et særligt tegneprogram. Tim Söderström bruger sin arkitektfaglige baggrund til at holde styr på rumlighed og skala. Sammen bliver deres proces til et produkt.

“The process is our practice, and we need a frame to create. It shouldn’t be too abstract. We are learning the tools as we go along. If we use 3D printing, we ask ourselves ‘how big can we go?’ ‘Can we make it faster?’ ‘What structures would work etc?’ It helps us have direction, helps us produce, and gives us a reason to take the next step. We think it is fun to learn these digital tools. You need to have some sense of space, and we come from architecture and design, not animation. We work with dimensions, scale and space, and put ourselves in relation to that space”, forklarer Tim Söderström.

Duoens formsprog er en sammensmeltning af reelle objekter, der findes i verden, og fantasifulde påfund manipuleret til en hybrid, der ligner noget faktuelt, men alligevel lander et sted mellem det reelle og det uvirkelige. Digital realisme, kalder nogen det. Mellemrummet mellem det reelle og det surreelle definerer duoen det selv som. Men så er vi tilbage ved definitioner, som ifølge parret, ingen gang har på jord andet end at holde noget fast, der ikke kan eller vil holdes fast. Fordi genren er ny. Mangfoldig. Uudforsket. Og i konstant bevægelse.

Som det materiale, de har brugt til fødderne til deres udstillingspodier til The Mindcraft Project 2019, som de netop har været udstillingsdesignere på. På grund af COVID-19 blev udstillingen i Milano aflyst og i stedet transformeret til en digital udgave. Podiernes fødder er støbt i gipsbeton, der er lettere end beton, men mindst lige så stærkt. Og så er det nemt at have med at gøre. Formen er skabt på computeren og printet i 3D, hvorfra duoen har skabt en form, som materialet, der har fået tilsat farve, støbes i. Resultatet er fødder med en kile, hvori udstillingspodierne nedsættes – som i et kryds – uden brug af værktøj.

”Vi kan godt lide de amorfe blobbende former, der er som væsener fra en tredje verden mellem den fysiske, vi kender, og den digitale, som vi selv kan skabe. What you usually see lands in a new place. It is often a personal experience when you see our work; what you associate with our shapes differs depending on your experience. Our shapes and our form language play with the recognizable, letting the technical aspect twist the organic and human factor. We are firm believers in the new renaissance, where everything is connected with the body. Not so much with measurement, but with feelings and emotions,” understreger Wang.

Social media as PR-partner

Wang & Söderström har i dag over 77.000 følgere på Instagram. Et ekstremt højt tal, taget deres korte karriere i betragtning, men de mange animerede film med objekter, der ruller, flyver og ser ud som om de taler sammen, er så charmerende, at folk deler dem. Videresender dem og kommenterer på dem. Flere internationale udstillinger og opgaver hos og for prominente brands i internationale storybyer har også gjort deres til at ’booste’ duoens ’social presence’. Wang & Söderström er bevidste om de sociale platformes store styrke, men uploader ikke indhold ubevidst, ligesom der heller ikke ligger en overlagt strategi bagved. Det er mere kommet i ryk. Små og gode ryk, fordi duoen har lavet interessante udstillinger, der både formidler og er noget nyt.

”Our Instagram has grown organically from one event to the next. The critical ingredient is hard work. We work constantly, and social media enables us to spread our work to a broader audience. It is crucial to balance it and show something that has its value. We don’t create content for social media exclusively but show our followers how we work, get inspired, and invite people to join our exhibitions and events. You shouldn’t be afraid to post, because alt det, du skaber har mulighed for at krydsbefrugte hinanden der,” konkluderer Wang.

Og det virker. Duoens Instagram-konto vokser støt og med deres kollektion for HAY er det international afsæt for alvor ved at manifestere sig. Som en dansk-svensk fortælling der er klar til at tage verden med animeret storm med værker og installationer, der balancerer mellem det genkendelige og surrealistiske.

Jonas Edvard er materialedesigner- og kunstner. En frontløber i et felt, han selv har været med til at definere – world wide. Og så er han aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom han deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Jonas Edvard er en atypisk designer i en ny generation og en af dem, der ikke kun formgiver genstande, men udvikler bæredygtige materialer af de naturlige ressourcer, der ligger foran eller nede under os – som kalk, tang, svampe og plantefibre. Som barn legede han i skoven det meste af tiden, hvor han rodede i jorden, undersøgte gevækster og nærstuderede insekter. Når der var mad, ringede hans forældre med koklokken, for han kunne snildt være flere kilometer væk, fordybet i materien og i sine krøllede tanker. Selvom det lyder som minder fra en svunden tid, er historien sand og vidner om en nysgerrig, kritisk og søgende designsjæl, der finder potentiale de mest oplagte, men også usandsynlige steder – set med branchebriller på.

”Jeg voksede op i Thy, hvor vi ikke havde TV før jeg var 15 år, og min barndom handlede om at være barn. Jeg byggede huler, lavede våben og sprang ting i luften. Jeg var altid i naturen og er vokset op med, at der var materialer alle vegne som tang, kalk, svampe, aktivt kul og flint, så for mig er materialer oplagte at tage fat på som designer.”

Gesso og NOMA

Et naturmateriale som kalk blev ankeret i Edvards mest populære projekt til dato, The Gesso Project, hvor koralkalk fra Faxe Kalkbrud, der daterer 65 mio. år tilbage, blev hovedkomponent sammen med biologisk nedbrydelig lim og naturlige pigmenter. Jonas Edvard eksperimenterede sig frem til Gesso-materialet, som han brugte til en serie af lamper og borde til Danish Crafts Collection – et salgsinitiativ foranlediget af den danske stat. Interessen for projektet var stor og da den verdensberømte danske restaurant NOMA skulle genopføres i nye lokaler i 2019, valgte de Jonas’ lamper til restauranten, hvilket satte yderligere skred i sagerne. Jonas producerer selv lamperne på værkstedet med hjælp fra hans praktikanter, der kommer fra hele verden.

”Jeg er heldig, at jeg har mange ben at stå på. Jeg kan lave lamper, der kan sælge. Jeg kan undervise og afholde talks. Jeg kan lave designs for andre og modtage royalties. Jeg kan opnå kunststøtte, hvis jeg er heldig, og skabe udstillinger sammen med andre. Jeg sammenstykker mit liv på den måde, ligesom jeg sammenstykker mit design af ting, jeg ser og materialer, jeg opfinder”.

Kritisk nørd

Jonas Edvard agerer ubesværet i syntesen mellem ingeniørkunst, geologi, kunst og design i det sammensmeltede felt af viden og muligheder, som den nørdede opfinder, han er. Han roder med andre ord stadig i jorden, hvor han finder, udvikler og forsker sig frem til nye materialesammensætninger. Nye materialer til nye tider, hvor bæredygtige og recirkulerbare materialestrømme er den nye agenda, du som formgiver og producent er nødt til at forholde dig til. Den danske designer er med andre ord på en global ansvarlighedsmission og kalder selv det, han bedriver for kritisk bæredygtighed, hvor han bruger materialerne til at stille spørgsmålstegn ved vores eksistens.

”Det kritiske handler om at stille de rigtige spørgsmål. Her er fx en stol i tang. Kan man sidde i den? Er den dyr at producere? Hvor bæredygtig er den egentlig? Bæredygtige bliver vi aldrig helt 100% og som designere skal vi jo lave noget, der kan sælge. Men det er ikke vigtigt for mig. Designeren har en flydende rolle. Jeg vil ikke definere, hvad der er rigtig eller forkert, for så bliver det småreligiøst og låser sig fast. Recirkulerbare papkopper bruger du kun en gang, men keramik bruger du hele livet, selvom du bruger mere CO2 til at producere den. Bæredygtighed er ikke defintivt, men mange mener at have svaret.”

Ulykke som motivation

Jonas Edvard taler meget om meget. I både højtflyvende meta-refleksioner og i praksisnære materialenørderier, og på hans natbord ligger der da også både filosofi og fagbøger, men ingen romaner trods det faktum, at begge hans forældre er bibliotekarer. Jonas Edvards designuddannelse var også højtflyvende og skar på tværs af fag og muligheder. For da han startede på skolen på Holmen, havde de netop nedlagt linjefagene og Jonas blev ’free mover’ og surfede rundt og fordybede sig i alt efter kursusudbuddene. Under hans uddannelse kom han ud for en ulykke. Styrtede på cykel og troede han skulle dø.

”Så alvorligt var det ikke, men jeg følte, at jeg skulle dø. Og det var et kæmpe chok. Når man er ung, er man jo udødelig og man har ofte nogle ret heftige holdninger til tingene. Det havde jeg også, men chokket afstedkom nogle angstanfald, som jeg fik hjælp til at tackle og forstå, så jeg fik energi og mod til at fokusere på det, der var vigtigt. Det gav både perspektiv og nye erkendelser, som jeg i dag ikke ville have været foruden.”

Med ulykken og de nye erkendelser som motivator begyndte Jonas Edvard for alvor at dykke ned i materialerne på sin Master og med bæredygtighedens langsomme indtog på skolen – og i hele verden – tog materialeopfindelserne over. Nu små ti år senere er Jonas Edvard en af de etablerede i det nye felt af materiale-opfindere, der er opstået som en ny global niche i designfeltet. Et felt, der kun bliver mere og mere relevant og interessant. For kritisk bæredygtighed er moderne muligheder, der kan ændre verden, hvis vi bare forstår hvordan, mener Jonas Edvard.

Rastløs skaberkraft

Jonas Edvard er en do’er. En af dem, der får noget fra hånden, men han er samtidig også meget oppe i hovedet. En intellektuel designer om man vil. Men måske er der bare en friere passage mellem krop og intellekt hos Edvard eller også er refleksion ikke noget han gør en sjælden gang imellem, men hele tiden. Som en del af hans måde at være i verden på?

”Jeg vil gerne skabe og har aldrig kunne finde mig tilpas i at holde ferie. Jeg synes det er skønt at komme afsted og opleve nyt, men jeg bliver også hurtigt fyldt op. Jeg har brug for at bearbejde indtrykkene. Så jeg tegner hele tiden for at bearbejde dem. Det er noget med at have noget at give sig til. At bygge et hus har et kæmpe formål, der slår noget til i min hjerne – at sørge for sin familie. Det handler om noget helt andet end at designe et produkt, opfinde et nyt materiale eller skabe et projekt og blive anerkendt fagligt. At bygge et hus er en kæmpe tilfredsstillelse. Når man er færdig, findes det i verden, bam, det står der.”

Design som sprog

Jonas Edvard byggede hus samtidig med at han skulle have sit studio op at køre, så der har været travlt i lange perioder. Nu er huset færdigt og han er ved at rydde op på tegnestuen, da en ny fælle flytter ind i fællesskabet. Mange af kasserne indeholder forskellige materialeprøver og et hav af notesbøger med opskrifter og tanker om, hvordan en specifik materialesammensætning reagerer eller hvor lang tid et givent materiale skal tørre. For det meste er det praktikanterne, der får skrevet tingene ind i notesbøgerne, for i kampens hede er det måske bagsiden af en fragtseddel, Jonas får skriblet sine tanker eller opskrifter ned på. Og det holder ikke på den lange bane, hvor han ofte går tilbage til et tidligere projekt for at undersøge noget, han ikke helt fik fat på første gang, eller arbejder videre med noget, der stadig prikker til hans nysgerrighed.

Materialet står over form hos Jonas Edvard. Han er vild med, at materialerne er så håndgribelige og konkrete at arbejde med, og han plejer at sige, at ’form follows material’.

”Formen bliver ofte nedprioriteret hos mig, fordi al arbejdet ligger forud i materialet. I test. I udvikling. I eksperimentet. Materialeundersøgelserne er mit alfabet, mit vokabular, hvor der er forskellige lyde, resonans, dybde, toner og farve. Og når jeg bruger alfabetet, skaber jeg indhold. Design er et stille sprog. Man kan tale meget om det, men kommer ingen vegne. Materialet gør, at jeg kan producere et arbejdsfelt, hvori jeg kan fortolke de muligheder, der ligger i materialet og ikke i designet. Materialemulighederne bliver et sprog, som jeg bruger til at skabe billeder i mit hoved. Til at stille spørgsmål om holdbarhed, funktionalitet, taktilitet, farve og til at skrue op og ned for mit repertoire”.

Innovation i dovenskab, ærlighed i idealisme

Jonas Edvard har behov for at iscenesætte sin hverdag, så tingene omkring ham fortæller ham, hvad han er i gang med at arbejde på. Inspireret af den danske designer Jacob Jensen, der engang sagde, at når han arbejdede på et projekt, var det vigtigt, at han kunne han se, hvad han lavede i går, når han stod op om morgenen. Hvor langt han var nået. Hvilke processer, der lå der. Det er det samme for Jonas Edvard. Han har behov for at se, røre og ræsonnere sig videre frem i arbejdet baseret på det, der ligger forud. Af materiale og processer, for man skal sove på tingene, se på dem igen og skære ind til benet.

Innovation er for Edvard ikke altid lig med arbejde. Det kan sagtens være dovenskab, for i dovenskaben kan man åbne nogle områder af tankerne, man ikke altid har adgang til, mener han. I dovenskaben kan man komme i tættere kontakt med sin sanselige forståelse. Jonas Edvard kombinerer dovenskab med opfinderi. Intellekt med hands-on. Eksperimenter med logisk stringens. Og så er han en mester i at genbruge og nytænke ressourcer – ofte ud fra det forhåndenværendes princip. Som da han byggede en tømmerflåde af genbrugsmaterialer, han fandt, til et projekt på Det Kongelige Akademi.

Ved siden af dovenskaben står ærligheden sammen med ansvaret og kigger på. Idealismen er også med. De er nærmest ligeværdige partnere. For Jonas har ikke tid til andet. Han ved, at livet er skrøbeligt og tiden knap. Han har en mission og en ambition, der ikke er til at tage fejl af. Han vil skabe kvalificeret indspark til bæredygtighedsdebatten og være med til at flytte tingene i den rigtige retning.

”Jeg sætter pris på, at folk er ærlige. Jeg prøver ikke på at give dem det, de forventer. Jeg tror ikke på, at vi som mennesker har indsigt i hinanden. Det synes jeg er fordømmende. Man kan lave aftaler. Min force er, at jeg ikke har noget problem med at diskutere projektets formål og indhold. Jeg giver mine kunder og samarbejdspartnere enormt meget fleksibilitet. Nogle håndterer det bedre end andre. Men hvis jeg har sagt ja og jeg brænder for det, så giver jeg det 200% og bruger al min tid på det. Jeg er ikke rigid og har ingen problemer med at starte forfra i en proces.

Hvis man er idealistisk, er det ofte en prøvelse – det lærer man, når man får børn. At der er andre behov end mine. Man bliver tvunget til at tænke sig om og blive færdig. Så kan det godt være, at der ryger nogle processer undervejs, men man får til gengæld skabt nogle resultater. Jeg har behov for, at der er et formål. Og så er jeg ekstremt fleksibel og omstillingsparat, når der er et formål og der er flow i, hvor vi skal hen”.

Stine Bidstrup er glaskunstner, akademiker og kurator. Og så er hun aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom hun deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Glaskunstner Stine Bidstrup er petit af fysik, men grandiøs i sin begejstring for glas. Hendes værker er ofte store i skala, sært insisterende og så rige på detaljer, at man er nødt til at bruge tid på dem. Gå rundt om dem for at afkode de indlagte tråde, der synes at forbinde sig med hinanden som et matematisk grid, der minder om et topografisk landskab – inde i glasset, vel at mærke. Der er intet let ved Stine Bidstrups værker. De oser af tid og myreflittig omgang med modeller, idéer og processer. Hun siger selv, at hun har taget to af de sværeste teknikker indenfor faget og smeltet dem sammen: At udvikle alle de individuelle støbeforme i silikone, der ofte når et antal på 8 eller 10 forskellige forme per værk. Dernæst at designe de forskellige mønstre digitalt og efterfølgende smelte dem ind i glasset. Herefter bliver de to forskellige metoder smeltet sammen i det færdige værk, der tager Bidstrup ca. tre-fire uger at lave.

Stine Bidstrup selv er heller ikke lavet af glas. Tværtimod tager hun fysisk seje armbevægelser med krævende støbeprocesser og arbejder naturligt med slibemaskiner, glaspustning og andre tekniske udfordringer, og man undres over de åbenlyse modsætninger mellem den intellektuelle tyngde, hendes værker er præget af, og de håndgribelige og ofte beskidte omstændigheder, hendes værker laves under. Nogle gange skaber hun værkerne alene, andre gange i nødvendigt samarbejde med erfarne håndværkere, som hun arbejder sammen med på Holmegård Værk. Bidstrups værker er ekstremt sensitive overfor temperatur og timing i processen, og man kun får den ene chance. Så alle sejl skal sættes til og vejret holdes.

”Glas er både solidt og skrøbeligt på samme tid, og man skal håndtere materialet opmærksomt og forsigtigt. Det er nervepirrende og på grænsen til det ubehagelige, for hvad nu hvis jeg taber noget. Så er det slut. Også i blæseprocessen. Her kan der også nemt gå noget galt, selvom jeg arbejder med to sindssygt dygtige blæsere i Småland med 20 års erfaring. Jeg er også selv ret kompetent – men det kan ske. Usikkerheden er noget, jeg lever med. Glas er ikke et materiale, man kan reparere på, så hvis uheldet er ude, bliver man nødt til at revurdere situationen. Slibe et hjørne af, hvis det er knækket ­– og i det hele taget være opfindsom. Især i støbe- eller blæseprocessen, hvor alt foregår nede i en form og man ikke kan se, hvad der foregår. Værket kommer sjældent ud af den form, sådan som jeg har forberedt det eller forestillet mig. Glaskunst er ikke en eksakt videnskab. Værket er ikke 3D-tegnet i et program først. Slet ikke. Så man må forholde sig til det, der kommer ud. Nå, det blev den farve? Ok, så modellerer jeg lidt på det med nogle slibeværktøjer. På den anden side er jeg også glad for, at de værker jeg laver, ikke skal være perfekte. Det er ikke på nogen måde en stræben efter perfektion. Og det er kun godt, hvis mønstrene strækker sig ud, ’clasher’ med hinanden eller andet, der skaber noget uforudset. Alt er håndlavet. Der er intet maskinelt over det. Jeg bruger gamle teknikker. Og selvom jeg integrerer digitale mønstre i glasset, er det stadig de gamle håndværksprincipper, der er i brug. Jeg skal stadig støbe og blæse, selvom værktøjerne er blevet mere moderne og ressourcesparende,” forklarer Bidstrup.

Akademiker og DIY-type

Stine Bidstrup deler atelier med fem andre glaskunstnere på Islands Brygge i København, og det siger mere om min naive forventning end om virkeligheden, da jeg lettere forvirret ikke finder det store, åbne og nærmest transparente rum, hvor lyset vælter ind ad vinduerne, som jeg havde forestillet mig. Som om rummet nødvendigvis afspejler det materiale, der arbejdes med. Her er i stedet tætpakket med papkasser, der indeholder materialer, værktøj og værker, og man fornemmer seks forskellige skriveborde derinde et sted mellem reolerne, der deler rummene op. Værkstedet har flere rum, hvoraf nogle udelukkende er beboet af maskiner og værktøj. Store cirkelformede slibesten på knapt en halv meter i diameter hænger på væggen og pointerer, at arbejde med glas ikke er for svæklinge. Eller folk, der ikke har en lille maskinmester i sig og er en Do-it-yourself-type. For det er dyrt at købe nye maskiner. De gamle maskiner fungerer dog endnu og hjælper de udøvende på studiet med at skabe deres værker, og derfor må man ind i mellem selv finde skruetrækkeren frem. Værkstedet er med andre ord en flydende tilstand mellem fysiske som abstrakte modsætningspar. Mellem ideen om det rene, lyse glas og det hårde og ofte svinende arbejde det er at støbe, blæse eller slibe. Hvor vandet sprøjter, glassplinter flyver og hvor bandeord kan fyge gennem lokalet, hvis uheldet er ude og man taber et værk eller noget andet går galt i skabelsesprocessen. Mellem kunst i verdensklasse og ’down-to-earth’ gør-det-selv, hvor skruetrækkeren er din bedste ven.

At Stine Bidstrup har to akademiske uddannelser bag sig, kan ikke overraske, når man hører hende fortælle om sit arbejde og minutiøst gennemgå alle skridt i processen, fra idé til færdigt værk. Samme arbejdsdisciplin og dedikation gjorde, at hun skrev et kunsthistorisk bachelorprojekt med titlen ”Mellem krystallinsk og transparent: Glassets arkitektoniske potentiale i tidlig europæisk modernisme”. Sådan! Der er ingen nemme ind- eller udgange hos Bidstrup, der også altid har været fascineret af arkitektur. Faktisk troede hun en overgang, at hun skulle være arkitekt. Det blev hendes søster i stedet. For Stine havde i mellemtiden fået fingrene i glasset. På ungdomsskolen, hvor et kursus blev udbudt, som hendes veninde gerne ville tage. Stine tog med – og blev langsomt, men sikkert opslugt af det transparente materiale. Og da hun langt om længe fik lov til at blæse på et højskoleophold, var hun solgt.

”Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle være akademiker. Jeg har ikke haft nogen plan om at være glaskunstner. Men lige så snart jeg fik fingeren ned i glasblæsningen, på højskolen efter gymnasiet, var det bare det mest spændende, jeg kunne forestille mig. Jeg søgte ind på Designskolen bagefter, kom ind og har ikke set mig tilbage siden. I starten handlede det om, hvad glasset kunne. Glas kan ligne andre materialer. Det er plastisk og kan tage aftryk af noget andet. Det var materialet og håndværket, der var i fokus. Efter min bachelor tog jeg til USA, til Rhode Island School of Design (RISD). Her blev glasset taget ekstremt seriøst som billedkunstnerisk og konceptuelt udgangspunkt, og vi så på glasset som materiale. På de fysiske egenskaber og på, hvordan de konceptuelt kunne udnyttes qua deres transparens, refleksion og optik – og vi jokede med, at skolen burde omdøbe linjen til ’Afdelingen for transparente udforskninger’.

Meget af det, jeg lavede på RISD er langt fra det, jeg laver nu. Det var mere performance og videoværker, der undersøgte det konceptuelle bagland langt fra materialet. Nu er jeg tilbage og har fundet en god syntese mellem de to. Det, jeg laver i dag, er mere kunsthåndværksbaseret, men det er også vigtigt for mig, at der er en kunsthistorisk og idémæssig forankring. I mine værker handler det om at se, i lille skala – men uden at se det hele. Det handler om at se flere ting på en gang. En overflade, der reflekterer, men også at kunne se igennem et materiale og ind til de geometriske mønstre, som jeg arbejder med. Som igen har en tendens til at spejle sig op i overfladen – at kunne udtrykke overflade og rum på samme tid. Det kan glas, og det er der ikke så mange materialer, der kan. Og så er det helt vildt fedt og helt vildt svært at blæse glas. Det er meget fysisk og intenst i korte perioder. Jeg bruger lang tid på at forberede og efterbearbejde, mens selve blæse- eller støbeprocessen er kort og højintens. Glas er et enormt forførisk materiale. Jeg har dyppet tæerne i andre materialer som keramik, men der er ikke andre materialer, der kan det samme,” forklarer kunstneren.

Der er ingen tvivl. Bidstrup er forelsket. I sit materiale. I muligheder og besværligheder. I den krævende fysiske og teknisk nørdede side af sit fag. I de poetiske, abstrakte og konkrete referencer, betydninger og lag glasset gennem tiden har haft og stadig har. Forelsket i den skærende kontrast mellem den porøse skrøbelighed og megalomane mulighed, som glasset tilbyder. Fordi det kan blæses op. Støbes. Formes og smeltes om igen.

Glassets potentiale

De fleste har en fornemmelse af, hvad glas kan. At det er et materiale, der både er profant og magisk. Vi drikker vand og vin af glas. Vi forundres over glassets reflekterende og spejlende evne. Forføres af dets evne til at ligne noget andet og mere ædelt. Som ja, ædelsten og sølv.

Bidstrups seneste værker til Heller Gallery i New York ligner noget, jeg ikke har set før. Jo, måske i de allerældste Supermand-film, fordi de minder om sammensmeltede stænger af kryptonit. Skarptslebne stave med krystallinsk raffinement og kraftfulde, men nedtonede farver. De anes derinde. Farverne. Sammen med mønstre af forskellig art, der går i dialog med hinanden. Det er helt med vilje. Eller med så meget kontrol, som det nu kan lade sig gøre. For glasset vælger sin egen vej i ovnen. Men det er kun godt ifølge Bidstrup, for de seneste seks værker, der hedder ’Imaginary Crystallizations’, er genbrugsglas fra tidligere værker. Derfor taler de netop med spaltet tunge i møder mellem tidligere anvendte farver og mønstre. Som nye fællesmængder af indre kaos i styret ydre form. Skarpt og organisk på samme tid.

”De sidste værker er støbt i mindre skala. Glas er skabt af sand og jeg ville lege med idéen om, at glas ligner sten, rav eller andre materialer. Jeg havde referencer til ædelsten som quartz, rosa-quartz, rubin, topas og farver som safirblåt og smaragdgrønt i tankerne. Lidt ligesom når man køber glasfarverne hos fabrikanten, hvor de også hedder de her navne og man bliver forført af, at de ligner spiselige bolsjer. Serien består af seks værker, som jeg selv har støbt på værkstedet af overskydende glas. Nogle kanter er slebet, andre er ikke, og der er et spil mellem mat og poleret, mønstring og ikke mønstring sammen med rester af de geometriske grid, som man oplever i glimt. Farver og transparente områder går i dialog med hinanden og der er aflejringer af mønstre og farver uvilkårlige steder, fordi glasset er genbrug. Sporene af de tidligere værker bliver også en historie. En ny historie,” siger hun.

USA, London, Estland

Stine Bidstrups ophold i USA som Master-studerende kom til at påvirke hende på flere måder. Ikke kun fordi, hendes fag blev taget ekstremt seriøst og hun derfor hurtigt følte sig som en professionel udøver, men også fordi hun udviklede netværk fagligt og privat. Siden da er hun vendt tilbage jævnligt for at undervise og fik gennem en kollega kontakt til det anerkendte glasgalleri Heller Gallery i New York, hvor Bidstrup har været i stald siden 2017. I 2018 havde hun sin første solo-udstilling, der blev totalt udsolgt. Galleriet er glad for danske glaskunstnere, men stiller også krav til deres kunstnere. Det passer dog godt til Bidstrups temperament, at der skal ydes. Steppes op. For når der er samlere, der vil købe, skal der leveres.

”I 2020 er jeg også begyndt at arbejde sammen med Fumi Gallery i London, der arbejder mere med design collectibles, som i one-off design pieces med fokus på det funktionelle. De er interesserede i nogle af mine tidligere værker som bl.a. ”Rupert’s Chaos”, der bestod af ufattelig mange håndlavede glastråde, der faldt som dråber fra loftet. Jeg skal bl.a. lave en funktionel lysekrone med afsæt i ”Rupert’s Chaos”. Det er en anden måde at arbejde på. De sætter præmissen og jeg laver en ny version med afsæt i et ældre værk. Det er også ret sjovt og det bliver spændende at se, hvor det drejer hen,” fortæller hun.

Faktisk havde Bidstrup en solo-udstilling hos Fumi i starten af 2020, men udstillingen blev lukket igen pga. COVD-19. I efteråret 2020 er hun kurator for en Triennale i Tallin i Estland. Rollen som den, der træder i baggrunden og sætter rammerne for de andre, passer egentlig godt til Stine Bidstrup. Hendes ydmyge fremtoning har det fint med at være den, der slår stregerne og definerer tematikken, men hun er ikke mere ydmyg end, at hun godt ved, hvad hun vil have. For man når som bekendt ikke så langt så forholdsvis hurtigt, hvis man ikke tør vise, hvem man er.

”Kurator-rollen er en hel ny hat. Den internationale Triennale i Tallin er en ’big deal’. Den bliver set og lagt mærke til. I år ville de gerne have en kurator, der styrede det hele, med færre deltagende kunstnere. De spurgte, om jeg ville lave et tema, et koncept. Og det ville jeg selvfølgelig helt vildt gerne. Triennalen inkluderer alle medier indenfor kunsthåndværk og design, ikke kun glas. Jeg har valgt temaet translucens – spændet fra det helt transparente til det helt uigennemsigtige. Hvordan lyset rejser igennem et materiale, hvordan lyset bliver bremset og hvordan lyset bliver sendt på afveje igennem materialet. Temaet er oppe i tiden. Vi taler om transparens indenfor politik, og i arkitektur er et glashus sjældent helt transparent. Man har ikke retten til at kigge ind, kun til at kigge ud. De valgte kunstnere viser både nye og eksisterende værker indenfor porcelæn, 3D-print, tekstil, beklædning, ben, horn, video, foto, lys og glas”, pointerer hun.

Stine Bidstrup kan endnu ikke se, hvad kurator-gerningen kommer til at give til hendes egen praksis, men det vil tiden vise, ligesom tiden vil vise, hvor meget mere verden får at se af Bidstrups omhyggeligt skabte værker, der både mimer arkitektur, minder os om rumlighedens potentiale og viser os styrken i detaljen, i materialet og i det at skabe.