En af de mange talere til åbningen af Generation Why tilhører selv generation y. Hun hedder Marthe Y. M. Hansen og arbejder for Norwegian Crafts. Læs hendes refleksioner over generationens karakteristika fortolket igennem materialer, form og traditioner. Talen er på norsk, men det kan du sagtens klare.

Jeg er veldig glad for å være her i Risør dag på vegne av Norwegian Crafts i anledning åpningen av Generation Why. Takk til Nina og Villvin for invitasjonen til å ta del i det jeg mener vi trygt kan kalle en av årets nordiske kunsthåndverksbegivenheter.

Fra starten av min introduksjon til kunsthåndverksfeltet har jeg hørt om Villvin Kunsthåndverkmarked – om hvordan kunstnere samles her årlig. For å presentere, formidle og selge det man har laget, og for å møte kollegaer og knytte nye bekjentskaper gjennom en felles interesse for det materialbaserte. At dette har blitt gjennomført i nå over 40 år syntes jeg er imponerende, og det vitner om en stor interesse blant både utøvere og publikum.

Det begynner å bli en stund siden Norwegian Crafts for første gang fikk høre om planene om en stor gruppeutstilling i forbindelse med Villvinmarkedet. Det har vært spennende for meg og mine kollegaer å følge prosjektets utvikling siden den gang, og vi har vært glade for å kunne bidra med støtte og råd underveis. Det er allikevel viktig å presisere at det hovedsakelig er initiativtakerne, kuratorene og ikke minst kunstnere, som utgjør utstillingen vi ser her i dag.

Tittelen Generation Why er inspirert av ‘generasjon Y’ som er de født mellom 1977–1994 og som er vokst opp i en digital tidsalder med internett, mobiltelefoner og den massive informasjonsflyten disse verktøyene har ført med seg. Jeg er en del av denne grupperingen og kan definitivt kjenne meg igjen i beskrivelsen ‘digital native’ (en innfødt beboer i det digitale landskapet). Selv kan jeg syntes det er både flatterende, morsomt/komisk og til tider litt ukomfortabelt i møte med beskrivelsene av ‘generasjon y’ – det sies om oss at vi er ambisiøse, handlekraftige, modige og selvrealiserende. Men vi har også rykte på oss for å ha vokst opp med å få høre hvor fantastiske vi er, slik at vi har blitt bortskjemte og kravstore – noen har kalt oss dessert- eller konfektgenerasjonen. Og så er vi selvutleverende – da kanskje særlig på nett.

Når jeg opplever verkene i utstillingen Generation Why ser jeg nyanserte representasjoner av vår generasjon. I tråd med det kuratorene skriver, ser jeg arbeid av kunstnere som gjennom sine materialer og teknikker uttrykker det som ligger de personlig nær og som de er lidenskapelig opptatte av. Dette spenner bredt og varierer fra blant annet bruk av tradisjonelle håndverksteknikker og materialer med en spesiell nærhet til naturen for å komme nærmere økosystemet rundt oss; manifestasjoner av bearbeidelse av traumatiske minner og indre uro; og skildringer av kropp i ikke bare sin fysiske, men også politiske, kulturelle og medieomtalte form. Mange av arbeidene uttrykker noe dypt personlig, men ikke desto mindre sier de noe om en generasjons nye fortolkning av verden og av kunsthåndverkets materialer og metoder.

Når jeg er her på vegne av Norwegian Crafts vil jeg også si noe om prosjektets internasjonale aspekt. Vi er veldig glade for at Villvin, med sin allerede nordiske profil, har valgt å satse enda større på nordisk samarbeid i år gjennom Generation Why. Vår organisasjon har noen av våre tetteste samarbeidspartnere i de andre nordiske landene og vi vet at det ofte er her de Norgesbaserte kunstnerne starter sitt internasjonale virke.

Samarbeid på tvers av Norden bidrar ikke kun til å styrke den globale tilstedeværelsen av nordisk kunsthåndverk, men også til å skape tettere bånd mellom utøvere, institusjoner og resten av kunstens støtteapparat i vår region. Slike møter leder ofte til nye initiativer og videre dialog og utveksling i fremtiden. Vi tror og håper at Villvin, og ikke minst Generation Why som skal reise videre til København og Falkenberg, er eksempler på dette.

Jeg vil avslutte med – på vegne av meg og mine kollegaer – å gratulere kunsthåndverkerne, de som er med i utstillingen og de som deltar på markedet; kuratorene av Generation Why, Marcia Harvey Isaksson, Charlotte Jul og Vidar Koksvik; Risør Kunstpark; Villvin Kunsthåndverkmarked for mer enn 40 år med salg og formidling av kunsthåndverk; og Risør med 300 års by-jubileum.

Sofia Hagström Møller og Marianne Fairbanks har en ret så fantastisk historie. Den er ung, men trækker tråde tilbage til vævetraditioner i Sverige, og har lagt sig til leje mellem fortid, nutid og fremtid gennem et charmerende møde, der fandt sted på Instagram. Det møde har jeg skrevet om i forbindelse med duoens katalog til deres sidste udstilling, Loud Volumes, Soft Stuff. Siden da, er kataloget udkommet – og de har udvekslet yderligere og netop åbnet udstillingen Interlacements på Køng Museum. 

Udstillingen ”Loud Volumes, Soft Stuff” og samarbejdet mellem Marianne Fairbanks og Sofia Hagström Møller er et klasseeksempel på, hvor godt det kan gå, når man tør. Tør møde et andet menneske, en anden faglighed og et andet mindset. Tør bevæge sig ud af sin comfort zone og åbne sig mod nye muligheder, fagligt og personligt. De to vævere mødte hinanden på Instagram, hvor de begyndte at følge hinanden, ’like’ hinandens værker og kommunikere om dem. Fairbanks skulle efter noget tid til København for at afholde en workshop og rækkede ud efter Hagström Møller. Fagligheden som vævere bandt dem sammen og var det overlap, der havde fået dem til at mødes. Nu stod de her – i kød og blod – i den danske hovedstad uden egentlig at kende hinanden, men med Møller som tour-guide blev Skandinavien og USA vævet en lille smule tættere sammen den dag.

Mødet i København og et efterfølgende residence-ophold i USA under Fairbanks ledelse blev de to fysiske knudepunkter, der startede de to væveres unikke samarbejde. Et samarbejde, der ligesom titlen på deres første fælles udstilling inkarnerer det højlydte potentiale mellem den Skandinaviske og den amerikanske vævetradition. Her i et mellemrum mellem kontinenter lod de to vævere idéen tage form om at skabe en udstilling sammen. På grund af Covid-pandemien blev et fælles arbejdsophold i det danske residence-hus Statens Værksteder for Kunst aflyst og tvang væverne i eksil i hver deres land.

Fællesskabet blev igen digitalt – med fysiske indslag i form af pakker med garn, skitser og væveprøver, der blev sendt over Atlanten. For den fysiske stoflighed er fundamental, når du arbejder som væver. Hvordan er garnet sammensat? Farvemæssigt? Kvalitetsmæssigt? Hvordan reflekterer lyset i farverne? Hvordan føles det vævede mønster i hænderne? Og hvordan interagerer idé og håndværk i væveprøverne? Spørgsmålene og overvejelserne er mange inden det egentlige vævearbejde går i gang – i Danmark på den digitale TC1 væv på Statens Værksteder for Kunst for Hagström Møllers vedkommende, og på Fairbanks digitale TC2 væv på the Department of Design Studies på the University of Wisconsin-Madison i Wisconsin, USA.

I det fortløbende samarbejde op til udstillingen i København, blev de to forskellige vævetraditioner tegnet tydeligere og tydeligere op. Fairbanks kommer fra en kunstbaggrund og forholder sig til væven som et værktøj, der kan og skal formidle hendes idéer. Om værkerne reelt er vævede eller tager udgangspunkt i de klassiske vævetraditioner og mønstre er sekundært for Fairbanks, hvis primære fokus er det endelige kunstneriske udsagn, der mestendels bliver skabt på den digitale væv. Som taktile fortællinger, der afspejler hendes tekstile inspiration til det pågældende projekt.

For Hagström Møller forholder det sig anderledes. Som barnebarn af en væver af den traditionelle skole i Sverige, mestrer hun håndværket på den analoge som digitale væv, og er opfostret med det tekstile kunsthåndværk fra barnsben. Hun kan væve de klassiske mønstre i søvne og er tillige rundet af en tradition, der ynder at væve på den ’rigtige’ måde. Væve med afsæt i de klassiske vævedyder, der ligger så dybt i Hagström Møllers håndværksmæssige DNA, at det har været en bevidstgørende kraftanstrengelse at gøre sig fri af dem. Forholde sig til dem. Få øje på dem for at fortolke dem på ny.

Bevidstgørelsen er essentiel og det særligt interessante i mødet mellem Fairbanks og Hagström Møller. For Fairbanks intuitive og frigjorte måde at gå til væven, mønstringen og det overordnede tekstile udtryk på – inspireret af billeder, hun måske ser i en bog – forholder sig kun til traditionen, hvis hun kan bruge den kunstnerisk og har lyst til at gå ombord i den. Denne frisatte skaberglæde, båret af et nysgerrigt, tekstilt sind koblet med en oprigtig benovelse over den rige, historiske vævebagage, der ligger implicit hos Hagström Møller, har åbnet begge væveres øjne for det vitale og frugtbare i sammenstødet mellem to kulturer. To kontekster. To baggrunde og to faglige traditioner.

Mødet har givet Hagström Møller fornyet respekt og glæde ved den traditionelle kunsthåndværkerbaggrund, hun kommer fra og den klassiske dannelse og opdragelse ved væven, som hun er blevet bevidst om og ekstra opmærksom på både er en styrke, men også kan være begrænsende i hendes faglige udvikling. Fairbanks er modsat blevet mere bevidst om de klassiske vævedyder og hvordan de tekstile historier kan udvikles og udvides gennem et historisk og håndværksmæssigt niveau – analogt og digitalt, men også blevet yderligere styrket i hendes tro på, at det intuitive tekstile sprog, hun skaber, ikke nødvendigvis behøver at forholde sig til en tradition eller bære på en historisk forankring. At den kunstneriske fordring er nok, så længe den tager afsæt i en genuin kærlighed til det tekstile felt.

I den danske udstilling gik de to væveres værker i dialog med hinanden. I form og farve. I mønstring og teknik. I tradition og aktualitet. Ældre værker fra de to vævere var en del af udstillingen, og blev et afsæt, begge vævere integrerede i de nye. Fairbanks grafiske sort/hvide værker smittede af på Hagström Møllers, der normalt ikke prioriterer at væve med sort eller hvid tråd, ligesom Hagström Møllers farverige sammensætninger blev anslag i Fairbanks nye. En respekt for hinandens baggrunde, inspiration og farvesætning gav en indsigt, der skubbede begge udøvere ud i ukendt land og gav dem nye muligheder – der endte med at blive til nye værker, de aldrig ville have skabt før de mødte hinanden.

Et fælles greb, der også kom ud af udstillingen i København, som de to vævere er enige om at arbejde videre med i deres kommende udstilling, er det rumlige aspekt. At værkernes ophæng og rammer er en ekstra gestus, der er relevant at integrere som en tydelig sekvens. En ’ekstra’ formgivning, der tilfører et nyt lag af historiefortælling og fungerer på lige fod med de tekstile værker for at åbne op for en ny dialog i et tredimensionelt og rumligt sprog. Et sprog, hvor rammerne, der bærer værkerne, bliver en ekstra identitetsmarkør, en tydelig accent, der løfter den facetterede sprogbrug til nye højder. Det er godt set og et nytænkende greb, der forhåbentlig bliver lige så ’loud’ og ’soft’, som det Københavnske klasseeksempel på, hvad der kan ske, når to kontekster, to kreative hjerner og to sæt skabende hænder møder hinanden med gensidig væveglæde.

De to etablerede glas- og keramikformgivere Sia Mai og Gurli Elbækgaard udstiller sammen i Odense. Skoven har været det centrale omdrejningspunkt, og i denne samtale kommer vi rundt om proces, inspiration og nødvendigheden for at råbe sig ud af komfortzonen inde i skoven for at finde svar.

Gurli Elbækgaard og Sia Mai er indbegrebet af nutidigt dansk kunsthåndværk og to af dem, der igennem årtier har forkælet vores syns- og følesans med begavede objekter, der rummer mere end øjet og hjertet begærer. Heldigvis for os, der har været fans, siden jeg startede med at skrive om feltet for over to årtier siden, hviler de to ikke på laurbærerne. For selvom de ved siden af deres aktive karrierer mellem kunstnerisk udvikling og kloge brugsobjekter, også er aktive drivkræfter i miljøet, bliver de ved med at udfordre sig selv.

Det er godt og sjovt. Ikke kun for dem selv, men heldigvis også for os andre. For til denne udstilling, der startede som en idé hos Dina Vejling, der driver butik og galleri i Odense, vandrede videre til Gurli og endte med at inddrage Sia, er der kommet nye skud og nye møder til. Møder mellem materialer og natur. Mellem tradition og nye blikke på det velkendte, der med skoven som fundament for uendelig inspiration hos begge udøvere, manifesterer sig med begavede bud på nye greb om to materialer og to etablerede praksisser. Det sker i galleri RUMMET I Odense, der fra 5. september lægger hus til de to formgivere foruden en række artist talks. 

I sin presseomtale skriver Dina Vejling:

Gurli Elbækgaard har altid været optaget af skoven som inspirationskilde til overflader og farver i sine værker. På et refugieophold på Bornholm har lange gåture i Rø Plantages moslandskab, dannet baggrund for de eksperimenter Elbækgaard har arbejdet videre med. Elbækgaard har undersøgt mossets struktur, hvor både lertyper og glasurer skulle bearbejdes, for at finde frem til overflader og farver. Mødet mellem overflade og mos, samt mossets struktur har været Elbækgaards æstetiske udfordringer.

Sia Mai har gennem ét år tilbragt mange af sine weekender på et refugieophold, alene i en skov på Sydsjælland, uden internetdækning på telefonen. Temaet for hendes tid i skoven var ’Som man blæser i skoven, får man glas’, og undersøgelsen var at finde en teknik, hvor glassets og skovens kvaliteter kunne mødes i et ligeværdigt udtryk. På sine vandringer i skoven sankede Sia Mai grene, stubbe og svampe fra skovens træer. I værkstedet blev det varme glas blæst direkte over træets form, sådan afsætter de to materialer et aftryk i hinanden. Et møde sker, et aftryk er sat.

For begge kunstneres værker gælder det, at et møde er opstået mellem skov og materiale og et samspil er skabt, vha. kunstnernes arbejde i værkstedet. Som kunsthåndværker er det essentielt at have ro til at eksperimentere. Værkstedet bliver et laboratorie, hvor kunstneren er i gang med undersøgelser. Den del af processen er et usikkert sted, fordi noget er på spil, der er kaos og blindgyder. Når udstillingen er sat op, vil vi se hvordan mødet mellem de to kunstneres værker integreres i et samspil af modsætninger, materialer, skov, kunst og håndværk.

Med Dina Vejlings introduktion og Sia Mais udstilling i baghovedet har jeg stillet de to et par spørgsmål…

Hvordan fandt I på at udstille sammen med skoven som omdrejningspunkt?

Gurli Elbækgaard: Da jeg blev inviteret til at udstille i RUMMET vidste jeg, at jeg ville bruge skoven som tema. Jeg havde netop set Sia Mais projekt Som man blæser i skoven, får man glas og tænkte at vi ville være et godt match, så jeg inviterede hende med. Mine farverige og stoflige skulpturer op mod Sias transparente glas. Jeg vidste også, at jeg ville arbejde med værker til væg, så hun kunne fylde det meste af gulvfladen.

Hvordan samler man inspiration?

Gurli Elbækgaard: Jeg samler inspiration mange steder, men mest ved at være i og sanse naturen. Jeg får en næsten overvældende følelse. Jeg registrerer med fotos og prøver at indfange, hvad der fik inspiration i gang. Jeg begynder ret hurtigt at skitse og tænke i overflader og former. Det starter ofte med ret direkte fortolkninger, og så bevæger jeg mig længere og længere væk fra udgangspunktet.

Sia Mai: Inspiration findes alle steder. Du kan tage ud og møde den – fx i skoven (det gjorde jeg i Dyrehavehuset). Du kan også lade den komme dig i møde.
For mig fungerer det sådan – at jeg oplever inspiration, når jeg åbner op – det noget med at lytte, mærke og bare tage ind. Og så tro på det, jeg oplever! Inspiration er ikke lig med færdige produkter – inspiration kan være en lille flig, en åbning ind i noget større – og så er det op til mig at begynde at trække i fligen og se, hvad jeg får ud af den. Og der kan være rigtig mange løsninger, der popper op.

Det minder om drømme og sæbebobler. Den her tilstand du er i lige, når du går fra søvnen over til den vågne verden. Lige der, hvor tilstandene blander sig – her kan du have nogle tanker/oplevelser, der i sekundet er helt logiske og naturlige, men i næste sekund utrolige fjollede – eller også ret geniale! Som sæbeboblen der svæver over dig i solstrålen – enten springer den, når du tænker videre, eller også holder den og flyver ad sted og viser dig nye muligheder i alle regnbuens farver. Og gør den det – så er det bare at få skitsebogen frem fluks og få den nedfældet så godt, det nu er muligt – i ord og tegning.

Inspiration er som uslebne diamanter. Min opgave at slibe den med min æstetik, min funktionalitet, mit håndværk og min materialekundskab. De kompetencer er mit sprog – og delene der former mit formsprog. Så de her ”inspirationsbobler”, de kan blive til hvad som helst. De er små gnister, der antænder motoren og sætter mig i bevægelse.

Hvad er det naturen giver? I form af former, farver og strukturer, man måske ikke kunne tænke sig til på forhånd?

Sia Mai: Naturen har løsninger på alt! Jeg bliver indimellem overvældet – tangerende til fnisende lykkelig, når jeg befinder mig i naturen, og får oplevelsen af, at det er som at gå ud og ind i matematikken, fysikken, og ja, i kemien. Opleve hvordan naturen med en rørende selvfølgelighed bare løser små og store problematikker i enkle æstetiske løsninger. Naturens finurlige æstetiske løsninger er så inspirerende at se og følge.

En sådan oplevelse får jeg, når jeg giver mig tid til at se rigtig på træet, som vokser på en stejl skrænt, prøver at forstå, hvordan dets rødder laver en enkel konstruktion og kompenserer for de store kræfter og spændinger, der er på spil – så træet kan vokse lige op og udfolde sig som et træ uden at vælte. (Vi kan ikke løbe fra vores fundament) Der findes så mange æstetiske løsninger i naturen. Har du mon set grim natur?

Hvis ja, så er der sikkert et menneske, der har blandet sig og lavet noget rod i den. Naturen ved alt – og ja – det kan lyde religiøst – men jeg synes, jeg flere gange har oplevet, at jeg har gået og tumlet med en eller anden problemstilling, og så ups, så kan det ske, at jeg ser noget i skoven, som viser mig en løsning. Det kan være en lille gren, som pludselig har løst problemet for mig – ved at vise mig en mulighed, som tænder en idé, en tanke, jeg kan komme videre med. Naturen rummer svar på alt – helt enkelt. Så det er op til du og jeg at stille de spørgsmål, vi gerne vil have svar på.

Hvordan vil I beskrive jeres tilgang til det håndværksmæssige? Som noget, der bor i kroppen? Eller er det kompetencer, men skal blive ved med at træne hele livet?

Gurli Elbækgaard: Det håndværksmæssige er afgørende for det, vi laver. Fordi jeg mestrer og forstår mit materiale, kan jeg udføre de ideer jeg får, næsten ligegyldig hvor udfordrende, de er. Min erfaring og mit store materiale-katalog giver mig selvtilliden, inden jeg starter nye projekter op. For mig er tiden eller manglen på den, min store udfordring. Det kræver tid og fordybelse at komme i flow. Derfor var et måned langt refugium-ophold på Bornholm i foråret en fantastisk mulighed for at fordybe mig.

Sia Mai: Ligesom inspiration er en motor, der skaber gnister for mig, er håndværket og materialets egenskaber parametre, der også skaber bevægelse i min designproces. Jeg oplever, at håndværket er min måde at gå i dialog med materialet, og undersøge hvordan, jeg fremhæver idé og materiale i en æstetisk løsning i det endelige produkt. Lykkes det, er jeg glad. Det er banalt, men det er et spørgsmål, jeg altid stiller mig selv i processen: Er det vigtig for resultatet, at produktet er lavet i glas eller kunne det lige så godt produceres i et andet materiale? Kan det det – så må jeg se på, hvor glasset kan få mere plads eller om det overhovedet skal være glas?

Jeg er jo kunsthåndværker med afsæt i glasset, så det er naturligt at indtænke glassets natur i proces og resultat. I de emner jeg har lavet til denne udstilling, har det været målet at glasset og skoven skulle mødes i et ligeværdigt møde. Det har været en udfordring for mit håndværk, men det har også været berigende at få muligheden for at udforske det i selskab med materialet og utrolige dygtige håndværker på Holmegaard Glasværk.

Hvorfor er det vigtigt at træde ud af komfortzonen? Og hvad er både det skræmmende og fantastiske i at gøre det?

Gurli Elbækgaard: Når jeg tvinger mig væk fra det sikre – og det ved jeg, at jeg kan – så er der noget på spil. Her tvivler jeg og skal analysere mere over udtryk og former. Da arbejdet med leret fra start til færdigbrændt er så tidskrævende, sker det ofte, at idé-udviklingen overhaler de ting, jeg først startede med, så jeg arbejder på flere planer eller flere projekter på samme tid.

Sia Mai: I mit arbejde med produkterne til denne udstilling fik jeg muligheden for at kaste min formgivning op i luften – og langt ud i skoven – bogstavelig talt.
Mit ønske med residence-tiden i Dyrehavehuset, var at få lov at starte helt nede på det undersøgende plan uden et krav om et færdigt resultat med bestemte mål og funktion. Bare det var en udfordring for sådan en som mig, som meget længe har arbejdet med produktion af serviceglas. Når jeg producer glas, er de formblæste. Altså blæst ned i en form. En teknik, som passer godt til produktion af serier. Og i mit tilfælde, fordi min formgivning ofte kræver at glassene skal passe sammen – eller gå ind i hinanden. Derfor er det godt med en form at blæse i.

Blæseforme bliver ofte drejet i træ. Træ er et godt formmateriale til blæseforme. Så som glasmenneske er jeg vant til at tænke i at bearbejde træet til min form i forhold til mit produkt. Men det var præcis det, jeg indså i dette projekt. At netop det skulle jeg ikke gøre denne gang. I stedet ville jeg helt enkelt blæse i skoven, som den er! Det lyder enkelt, men for mig var det virkelig en tanke, der gav udfordringer – og tog mig ret langt ud af min komfort-zone!

Udfordringen var, hvordan det praktisk skulle gøres? Hvordan fik jeg skoven med ind i glasværkstedet? Eller skulle glasset med ud i skoven? Hvordan skulle jeg holde en ligeværdig balance mellem formmateriale og produktmateriale? Og hvem var i øvrigt nu formmaterialet og hvem var produktmaterialet? Træet eller glasset? De spørgsmål har været frugtbare at arbejde med. De har givet nye forståelser for, hvordan jeg ønsker at vise glasset, som trods alt er mit materiale og det endelige produkt i processen. Men det har også givet mig tid til at reflektere over den påvirkning, som mødet med træet – altså skoven – tilfører glasset. Og det bliver tydeligt for mig, at det er mødet og det aftryk de to materialer sætter i hinanden som disse processer og produkter handler om.

Hvad håber I, at jeres udstilling i RUMMET giver den besøgende? 

Gurli Elbækgaard: Vores værker er meget forskellige, men jeg håber, vi kan formidle vores fascination af naturen. Jeg oplever ofte, at beskueren fortolker videre på mine værker og genkender sansninger, de selv har oplevet i naturen. Dina Vejling gør et stort arbejde med at formidle udstillingerne i RUMMET. Vi skal afholde flere artist talks for studerende og jeg glæder mig til at stå ved værkerne og formidle det, vi er kommet frem til.

Sia Mai: RUMMET ligger i forlængelse af Dina Vejling – Danmarks største butik for dansk kunsthåndværk (og fedeste – hvis du spørger mig). Dina Vejling har omkring 70 kunsthåndværkere og designere fra hele landet samlet i butikken. Det betyder, at der kommer mange kunder for at nyde og købe kunsthåndværk – men de får også muligheden for at bevæge sig ind i en gallerioplevelse i RUMMET. Så her får vi besøgende, som ikke nødvendigvis havde tænkt sig at gå på galleri. Jeg håber selvfølgelig de besøgende giver sig tid til at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i de ”møder” mellem glas/ keramik og skoven, som Gurli og jeg har valgt at vise. At de fornemmer de undersøgelser, vi har været igennem på hver vores rejse ud og ind i skoven. Personligt håber jeg, at det måske kan give den besøgende en ny vinkel til at gå på opdagelse i naturen. Naturen har jo (som sagt) alle svarene – så det er bare med at komme ud i den.

Kunstkritiker Trine Rytter Andersen har besøgt keramiker Helle Bovbjerg i forbindelse med hendes udstilling DUG i Officinet. Her har Helle Bovbjerg oversat det tekstile fænomen til keramik, som undervejs har sat tanker i gang om, hvordan erindring knytter sig til objekter og materialitet og  har indflydelse på vores mentale tilstand. Udstillingen DUG åbner i Officinet 1. sept.

Udstillingen DUG tager afsæt i en samling stofduge, som Helle Bovbjerg har liggende i sit hjem. Hver og en minder med mønstre og farver og linjer om hendes eget liv. Længe lå dugene godt gemt af vejen i skabet, men hver gang Helle Bovbjerg åbnede skabet for at bruge en til et bord, talte de til hende. Først var det en næppe hørbar hvisken, men så voksede det i styrke, og til sidst kunne hun ikke undgå at høre dugenes kalden. Keramikeren så for sig, hvordan hun under arbejdstitlen ”Hjem i forandring og parallelle linjer – linjer som symbol på de parallelle liv, vi lever i dag”, kunne eksperimentere med farver og linjer på keramiske flader udført med glasur, begitninger og oxider.

På Statens Værksteder for Kunst gik hun i gang med at arbejde med de store dug-formater og grove keramiske flader, som senere skulle monteres på vægge – eller præsenteres liggende vandrette, som på usynlige borde.

”Vores hjem er fyldt af stoffer og tekstiler med striber og parallelle linjer”, siger hun. ”Hjem med kaffe- og spiseborde med duge, stribede gardiner og tapeter. Sofaer i sort-hvide striber af Grønlandsk uld, Børge Mogensen-sofaen med Cotil-stoffet. Linjer på sofapuder, på dynevår, håndklæder og viskestykker. Alle disse velkendte tekstiler med deres forskellige kvaliteter og funktioner er en del af vores allermest private.Vi er fortrolige med deres æstetiske kvaliteter, når vi ser på dem, og med deres overflader, når de møder vores kroppe. Tekstilerne bærer alt med sig gennem generationer: stærke erindringer om levet liv, højtider, elskov, fødsler og død,” forklarer Helle Bovbjerg.

I hjemmet i dag lever vi parallelle liv med rutiner, individuelle interesser og forskellige jobs. Vi lever med stor selvstændighed. I vores parforhold møder vi kærligheden, lærer at arbejde sammen i familien og opnår den dybe accept af fællesskabets nødvendige kompromis. I takt med at vi modnes, tillader vi vores individuelle liv at væve sig sammen med andres liv, og efterhånden bliver vi i stand til at se os selv som farver, tråde og mønstre i en større fælles helhed.

Hvordan kan leret tale om alt det? Kan du lægge klumpen ned og udbrede fladen, så den bliver et lærred, hvor livets spor kan folde sig ud og blive symboler for, hvordan vores livsbaner bindes sammen med generationerne før os, og opleve hvordan det ene spors farve smitter af på det andet? Kan leret, efter brændingen, fastholde det bløde og levende, som er tilstede, når farverne pensles på? Er livet synligt i overfladernes mange lag, og er det til stede i mellemrummene og i linjernes vaklende geledder, i den håndholdte og analoge metodes uperfekte penselføringer – i de små gnidninger, overlap og i de krusede og krøllede kanter?

Jeg besøgte Helle Bovbjerg i hendes værksted, og der fik jeg syn for sagen i mødet med lerdugene og de små, keramiske lerdugsprøver, der på rad og række frembringer nøjagtig den samme fornemmelse af intensitet og overskud, som stofprøver hos en skrædder. De store, svære lerdugsobjekter med deres farvede mønstre og nyfundne monumentalitet gør indtryk med deres vægt og materialitet. Leret vibrerer, som var det let som stof.

Gennem sin legende og undersøgende tilgang har Helle Bovbjerg skabt en række keramiske objekter, der taler til en fælles erfaring – eller minder – om tekstiler og mønstre på stort og småt i vores hverdagslige omgivelser. Disse keramiske duge med revner og sprækker holder, som monolitter, en kraft i sig.

Dug betyder også dug – som sved eller dråber af vanddamp. Dråberne er så fine og skrøbelige, og de fordamper, så snart solen står op. Denne transformation fra vand til damp – til usynlighed – er det magiske kontrapunkt i arbejdet med materialitet og metamorfoser. Som dug for solen kan vi miste det særlige og det fineste skrøbelige i forsøget på at fastholde det, eller, som her, lade det flytte sig fra det ene materiale til det andet.

Jeg oplever, at lerdugen holder fast på poesien fra stofdugenes bløde kvaliteter. At leret bidrager med en ny dimension af jordforbundethed, af krop og tyngde, og at disse flader af ler og mønstre alene i kraft af deres materialisering i verden, påkalder sig en autoritet og en plads i hjemmet, nøjagtig som de tekstiler, de refererer til. Hårdheden og lerets tykkelse står ikke i vejen for oplevelsen af skrøbelighed og sarte farvers møde med stærkere nuancer, og der forekommer rige nuanceringer med plads til individuelle fortolkninger og spejlinger.

Leret er forbundet med jorden, og således er også vores moderne liv i virkeligheden forbundet med jorden, for naturen giver os alt. Vi er natur, og vores verden kan slet ikke begribes uden naturen som referenceramme. Leret i Helle Bovbjergs kunst er et sejt og formbart prisme, hvorigennem hun kan se på og tale om den nære verden og det at erfare den med hjerte, hænder og intellekt. Leret er så tæt forbundet med den menneskelige erfaring – arkaisk – og evigt. En stor brændt dug af ler kan holde i hundrede år, ingen møl, råd eller mug kan tage livet af den. Den er som lertavler fra fortiden og bærer dugperler fra i morgen. Det er den tyngde og lethed, de linjer, der vikler sig ind i hinanden, når Helle Bovbjerg væver liv og kunst sammen til to parallelle spor, der alligevel altid mødes, som tråde, der går op.