Billedhugger Martine Myrup er utraditionel i sit materialevalg, der primært er tekstil. Af den genbrugte slags. For det er ikke kun bæredygtigt, men giver hende levede historier og uforudsigelige benspænd i hendes formgivning. På Øregaard Museum har hun skabt en serie dyrevæsner, der går i intens dialog med udvalgte værker i samlingen og fremkalder såvel uhygge som en dyb indre ro.

Første gang jeg hører Martine Myrups navn er jeg redaktør for kataloget til Biennalen for Kunsthåndværk & Design i starten af 2000. Her skabte Martine et værk i samarbejde med tekstildesigner og kunstner Tina Ratzer, qua Skype og digitale filer tværs over Atlanten, fordi Myrup boede i Canada.

Anden gang er på Frue Plads Marked i København, hvor hendes røde urne fanger mit øje og trækker mig tværs gennem pladsen. Jeg købte den på stedet. Var jo lavet af en aflagt cykelryttertrøje i nylon i sublim håndværksmæssig udførsel og jeg var solgt. Det har jeg skrevet om tidligere på onlinemediet designETC, som kan læses her.

Siden har Martine indoptaget ready mades i hendes tekstile univers. Taburetter, kander og vaser er blevet beklædt med alt fra udtjente håndklæder til småmønstrede damaskduge. Det er overbevisende, humoristisk og avantgarde. Når man kigger på Martines baggrund som uddannet billedhugger fra Glasgow School of Art, begynder det at give mening. For den tredimensionelle tilgang har altid været hendes afsæt. Som om den rumlige tilstedeværelse føjer det ekstra perspektiv til hendes værker. Og kræver en ditto fysisk dialog med beskueren. Fordrer, at man som publikum interagerer med værket, fordi det rager ud i rummet og ind i dig som beskuer. Vil dig noget…

Martine Myrups nye udstilling A bird sing in the bush of your bones tager denne tankegang et intenst nøk videre, fordi de håndsyede dyrepersonager, der indtil august bebor Øregaard Museum, er både foruroligende og velkendte på samme tid. Både trygge, fordi vi afkoder, hvad de ligner, men i lige så høj grad utrygge, fordi de ‘trigger’ noget emotionelt i os. Både noget sort og hvidt. Noget vi kan lide og noget, vi ikke har lyst til at komme i kontakt med – måske…

Men det er jo det fantastiske ved kunst. Der er ikke nogen facitliste. Kun oplevelser. Her får du en eksistentiel en af slagsen, vil jeg vove og påstå. Du kan jo starte med at læse hendes svar på mine spørgsmål og så tage til Øregaard Museum og mærke efter.

Hvorfor handler din udstilling om dyr?

A bird sings in the bush of your bones er udviklet og skabt specifikt til Øregaard Museum. Min ongoing interesse i dyr indgår derfor i dialog med det natursyn, som de værker fra museets samling, jeg har været med til at udvælge, repræsenterer.

Min udstilling handler som sådan ikke om dyr, men bliver fortalt gennem dyr: Jeg er interesseret i den eksistens, dyret repræsenterer; den kan fortælle os noget om naturen, om os selv og om vores plads i den. I mange år har vi i den vestlige del af verden primært betragtet naturen som en ressource, som kan bruges og formes efter menneskets forgodtbefindende – ikke som noget med en værdi i sig selv – udover økonomisk.

Dyrets krop er på mange måder så lig vores egen, at jeg håber, at de fleste vil få en fysisk oplevelse mere end bare en visuel oplevelse, når de møder mine værker. Det er også derfor, jeg netop arbejder tredimensionelt. Det er skulpturer og ikke replika, jeg beskæftiger mig med. Jeg er ikke optaget af en til en at være naturtro. Min interesse ligger i dyrenes linjer og i deres symbolik.

Hvorfor er dit primære materiale genbrugstekstiler?

Vi svøbes i tekstiler, når vi fødes, og derfra er de med os hele vejen fra vugge til grav. Der er noget intimt ved at arbejde med genbrugt tekstil på den måde, jeg gør. Tekstilerne kommer primært fra ældre beklædning og sengelinned, så der er en masse iboende hjemlige referencer, som jeg synes er interessant at parre med mit emnevalg. Jeg er optaget af den visuelle dissonans, der opstår.

Mine værker peger tilbage på nogle af mine kvindelige billedhugger-forbilleder og deres brug af tekstil samtidig med at jeg kæmper en tilsyneladende evig kamp mod en ofte, og stadig, temmelig snæver opfattelse af, hvilken hylde jeg“bør være på”pga. mit materialevalg. Jeg elsker tekstiler, og holder af at sy, men det er vigtigt at mine værker kommer længere end hvordan og af hvad, de er skabt.

Hvordan er du kommet fra billedhugger til kunster, der primært arbejder i tekstil?

Siden jeg studerede har jeg udført mine værker i genbrugsmaterialer – også inden mit materiale blev tekstil. Primært af økonomiske grunde, men også fordi jeg aldrig har ville bidrage med endnu en genstand til vores allerede overmættede verden. Jeg bruger materialer, som allerede har udtjent deres primære funktion.

Materialet giver mig også nogle begrænsninger – fx at størrelsen på tekstilet bestemmer størrelsen på det færdige værk. Tekstilerne bliver valgt ud fra farve, mønster tekstur etc. Præcis som hvis det var et hvilket som helst andet materiale. Dog er den fortælling, tekstilet har indlejret vigtig for mig, også selvom det lag af min proces måske ikke er tilgængelig for beskueren, når værket står færdigt. Det er vigtigt for mig og et led i, hvordan jeg argumenterer for værkets fysiske eksistensberettigelse – en dialog jeg primært fører i enerum.

På samme måde som jeg bruger genbrugt tekstil, bruger jeg også ready mades i mine værker. Det begynder altid først med genstanden, og så følger værkerne. Denne proces peger på min interesse for fx lyrik og hvordan der i en tekst kan være næsten uendelige variationer i betydningerne alt efter rækkefølgen af ordene. Den tilgang prøver jeg at overføre til mit skulpturelle arbejde: at tænke på hvert objekt som et ord i en sætning.

Hvorfor har du brugt dyret som metafor? Hvordan fik du idéen til at bruge dyr som fortællegreb?

For mig er det vigtigt at arbejde udenfor min comfort zone, og dét har det i lang tid været at arbejde figurativt. Jeg er stadig dybt skeptisk overfor det! Samtidig har den måde at arbejde på åbnet for en masse ting, jeg kan udtrykke mere direkte i mine værker nu, som jeg ikke før har været klar til. Jeg kan ikke udtrykke det, jeg gerne vil, gennem fx et maleri af en hjort.

Det er vigtigt, at det netop er et fysisk objekt. At udtrykket bliver 1:1, forstået på den måde, at hvis jeg vil udtrykke en tilstand eller en sansning eller hvad det nu måtte være, så skal det foregå gennem et fysisk tredimensionelt materiale. Ydermere, kræver skulpturer mere af beskueren; de kræver plads og tager plads, og dét møde er for mig interessant. Mine værker skal gerne skabe en forbindelse mellem abstrakte betydninger og den menneskekrop, vi oplever verden med.

At arbejde figurativt med dyrefigurer har jo en lang og muligvis out-dated tradition. Dét i sig selv er en spændende opgave for mig; hvad kan denne måde at arbejde på bruges til i dag? Som du nævner i dit spørgsmål, er det metaforer jeg arbejder med, og så alligevel ikke, for jeg ønsker jo netop, at fange et udtryk eller en stemning, og hér kan dyrenes kroppe noget særligt, fordi de både er så velkendte for os, og så alligevel så fremmede.

Mine værker lægger sig både op ad nogle bibelske referencer, men træder også ud af de nordeuropæiske eventyr og balancerer gerne på kanten af Disney-kitsch. Det er i dobbeltheden, det bliver interessant – i det smukke og i det tragiske.

Hvordan har det været at arbejde i et dobbeltgreb med museet og samlingen?

Det har været et privilegium at arbejde sammen med museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard, som kender museets samling til mindste detalje, og som gemmen vores mange indledende samtaler, har kunne udpege værker, som i særlig grad har vakt min interesse.

Værker, som det har været spændende at arbejde ”ved siden af”. Det er vigtigt for mig at arbejde stedspecifikt. Det er første gang, jeg har haft adgang til så mangerum, og så smukke rum. Og det har været interessant at skabe værker, som både indgår i dialog med stedets fysiske karakter, og kan stå alene.

Jeg er gået til rummene på museet som endnu en ”ready made”og de fysiske genstande udvalgt fra samlingen bliver vævet ind og ud af mine værker, og omvendt selvfølgelig. Jeg har især været draget af de værker, som på meget diskrete måder rummer en dobbelthed – den smukke havescene, som rummer døden, den truende mørke sky. Jeg har også søgt de mere intime værker og genstande – dém, som fortæller konkret om levet liv i højere grad end forestillingen om et levet liv.

Øregaard Museums samling er spændende, fordi den jo netop, som samling, viser, hvad der igennem tiderne er blevet set som vigtigt og bevaringsværdigt. Det er interessant at tænke på, hvordan en stor samling værker fra vores samtid, vil blive opfattet om 300 år. For vi er i en tid, hvor naturen, som jo stadig er større end os og stadig er os, truer med at få hævn.

Materialekunstner Maria Viftrup er aktuel på hele to udstilinger i marts: Som del af vandreudstillingen Generation Why i Rundetaarn og i soloudstillingen Jordsans på Munkeruphus. Mød hende her og forstå lidt mere om, hvorfor jord og sedimenter er nødvendige materialer at arbejde med og et vilkår, vi er nødt til at være i omsorgs- og ansvarsfuld omgang med.

Maria Viftrup er født i Børkop i den midterste del af Jylland. Det er her jeg endelig får kigget forbi. I hendes studio, der ligger hist, hvor vandmøllen slår et suk. Huset er faktisk også hendes barndomshjem, hvor hun voksede op med to kunstneriske forældre. I den ene del af huset, som hendes forældre ikke bebor, har hun indrettet to rum med reoler, glaskolber og plasticbokse fyldt med granulat, sedimenter og alskens andet godt. For Maria Viftrup er en samler. En samler af alt det oversete, vi normalt ikke tillægger værdi. Som støv, ting fra fejebakken og savsmuld…

Maria Viftrup er uddannet tekstildesigner på Designskolen Kolding, men fik ifølge hende selv aldrig skabt et eneste tekstil. I stedet blev hun opslugt af materialernes potentiale og eksperimenterne med dem. Og lige her, giver det altoverskyggende mening at trække på myten om, at børn allerede fra de er helt små har en kerne i sig, der bliver determinerende for det, de søger som voksne. Barnet Maria havde stor frihed og gik frejdigt omkring i naturen rundt om åen. Hun samlede hestepærer i en spand og undersøgte dem nærmere. Hun klædte sig ud – og var oprigtigt interesseret i det tekstile og taktile i at drapere sig med forskellige stykker stof. Eksperimenterede så at sige med de enkelte dele for at opnå en meningsfuld helhed.

Hun medgiver selv, at hun ikke kunne holde ud, at de herlige stykker stof blev syet om til noget færdigt. For så stoppede eksperimentet. Og præcis den tanke er blevet til en praksis, der i dag har gjort hende til en af de mest interessante udøvere i hendes generation. Viftrup balancerer mellem formgivning og kunst, men det er ikke så vigtigt, for budskabet er det altoverskyggende. Hun har arbejdet med alt fra blade og blomster over granulerede genbrugte plasticbeholdere til støv og smulder – og nu er rejsen for et tidspunkt stoppet ved jord.

Hendes solo-udstilling Jordsans er netop åbnet på Munkeruphus og er blevet intet mindre end et træningscenter for jord og vores sans eller mangel på samme i omgangen med den. For ifølge Viftrup er vi alt for sjældent i kontakt med jorden, selvom den befinder sig lige under vores fødder. I dette projekt har hun samarbejdet med en hel masse kloge mennesker på området og udstillingen er da også en satsning mellem videnskab, kunst og jordbrug, der skal rejse videre til både Norge og Sverige.

Udstillingens præmis er at undersøge, om vi har en jordsans ligesom vi har en føle- og lugtesans. Kan den trænes? Og kan vi skærpe vores omgang med den, så vi drager omsorg og tager ansvar for jorden? Og måske tænker tanken videre til alle de andre materialer, der er i verden – med og uden konventionel værdi? For plastic har jo engang været olie og støv kommer også af noget.

Som mennesker ved vi, at der er en sammenhæng og det er vores ansvar at huske den fortælling. Vi er nødt til at have en radikal nysgerrighed overfor de systemer, vi er en del af, så vi er opmærksomme på, hvornår vi er i omsorgsfuld dialog med verden og hvornår vi udnytter den til vores formål.

Maria Viftrup brænder. Brænder for at skabe nye systemer, som passer på kloden og gør os klogere. Mød den dedikerede materialekunstner her…

Hvorfor er de oversete materialer så vigtige for dig?

At træne sin nysgerrighed overfor ’det oversete’ skærper ens omsorg overfor verden generelt. Når man pludselig for øjnene op for værdien, skønheden eller bare helt enkelt eksistensen af alle de mikroskopiske dele vores hverdag er bygget op af – så åbner verden sig. Alting har en fortælling, som det bærer med sig.
Støvfnuggene kommer et sted fra. Den tabte majs på køkkengulvet har rejst helt fra Sydamerika for at være på dit gulv i dag. Den plastikflig, som knækkede af din tandbørste, har været en dråbe olie under en ørken i Saudi Arabien og før det var det er urplante, som blev begravet i lag-på-lag af tid.

At opnå den føling med ’tingene’ tvinger mig til at bremse op og se dem ordentligt. Jeg anerkender deres eksistens og spekulerer over, hvordan jeg bedst muligt bevarer deres værdi. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at mennesker har lavet værdikæder, som ting kan falde ud af og blive værdiløse. Alting må og skal være inkluderet i verdens værdi – fordi alting hører lige så meget til som vi mennesker gør.

Du er uddannet tekstildesigner, men har aldrig skabt et stykke tekstil.
Hvordan kan det være?

Jeg blev simpelthen så optaget af, hvor materialerne befinder sig, når de ikke lige er en sweater eller et badeforhæng, som indgår i et produktions- og forbrugssystem. Hvor er det alt sammen kommet fra og hvor skal det hen bagefter?

Det gik op for mig, at ALTING er lavet af natur, som er fundet et sted her på kloden. Naturen transformeres gennem processer, som er usynlige for de fleste, til materialer. Derefter produkter. Og til sidst affald. Men det er stadig ”bare” natur – hvordan og hvorfor er det blevet til noget andet? Er det ikke stadig natur, som nu blot har fået en anden form? Hvis ansvar er det at tage hånd om disse nye former for natur, som vi efterlader os over det hele?

Jeg bruger spekulative designmetoder til at skabe æstetiske eksperimenter, som får mennesker til at genoverveje deres natursyn ved at opleve materialer, som befinder sig i grænselandet mellem natur/kultur. Det vil sige, at jeg ikke laver færdige designprodukter, kun eksperimenter og spekulationer. Jeg blev optaget af at arrangere sanselige møder mellem mennesker og materialer. Møder, som får mennesker til at spekulere over og snakke med – og sanse verden på en omsorgsfuld måde.

Hvorfor har vi som mennesker brug for at træne vores jordsans?

Udstillingen Jordsans er bygget op som et træningscenter, hvor du kan træne din sans for jord. Blandt andet kan du få en Jordsans Behandling ved at arrangere indsamlet natur i ansigtet og mærke jordens ekstreme nærvær på din egen hud.

Der bliver mindre og mindre levende jord i verden. Mennesker påvirker jordens liv i en ekstrem grad. Jeg spekulerer på, om vi går en fremtid i møde, hvor dem, som har en veludviklet jordsans bliver dem, som klarer sig bedst. Evnerne til at kunne finde, forstå og samarbejde med jordens liv bliver utrolig meget mere værdifulde og vigtige. Livsnødvendige.

Hvordan vil du beskrive din arbejdsproces?

Jeg startede projektet Jordsans med spørgsmålet: Hvordan kommer jeg i sanselig kontakt med jord? Jeg kommer ikke selv med en ’jordet’ baggrund, så det var nyt for mig.

Jeg starter altid mine processer med eller på egen krop. Jeg kan ikke formidle noget, jeg ikke først har oplevet selv. Og min krop er mit bedste redskab og lærred for eksperimenter. Jeg bruger meget metodisk at klæde mig ud som noget andet. At tage udstyr på eller eksperimentere med at spænde/klistre/binde materialer direkte fast på kroppen.

Jeg gik ud i min have, gravede et hul og stak hovedet derned. Det var en helt vildt voldsom oplevelse, som jeg kun kunne holde til i fem sekunder. At vende ryggen til den del af verden, som er i lyset, og blive konfronteret med dybet under fødderne var overvældende, kriblende, skræmmende og spændende! Jeg begyndte at træne og nu finder jeg faktisk ro til at blive liggende længe med hovedet i et hul i jorden. Siden har jeg også vendt processen om, så jord og naturfragmenter arrangeres ovenpå ansigtet – den såkaldte Jordsans Behandling.

For at udvide min horisont og skabe et større rum for spekulationer inviterede Jordens Hus og jeg 30 nordiske forskere, kunstnere og jordbrugere ind i projektet. De har alle bidraget med metoder til at sanse jord baseret på deres faglighed. Vi mødtes på tre eksperiment-dage, hvor hver person medbragte et jordsans-eksperiment, som vi sammen udforskede. Disse eksperimenter videreformidler jeg i udstillingen i form af en metode-samling, som man kan gå på opdagelse i. Det har været ekstremt givende at indsamle nordiske metoder i fællesskab. De har også testet de eksperimenter, jeg har udviklet til udstillingen. Alt hvad jeg laver er et eksperiment. Også den færdige udstilling, som er fuldstændig afhængig af, at de besøgende tør bruge deres egen krop og give sig hen til eksperimentet.

Og så har jeg i øvrigt samarbejde med den fantastiske duo Frederik Gustav, som har skabt det smukkeste udstillingsinteriør, som rummer alle de redskaber til jordsansning, jeg har udviklet. Og med en masse andre vidunderlige folk, som har støttet, løftet og inspireret.

Er det materialerne, der definerer indholdet af din praksis?

Jeg finder ekstremt meget inspiration i at sanse materialer og arbejde med at forstørre eller iscenesætte disse sanseindtryk for andre.

Mine ideer udspringer som regel af, at jeg selv har haft en oplevelse, hvor en lille del af verden pludselig har vibreret på en særlig måde. Den der følelse af pludselig at SE eller OPLEVE et materiale og dets iboende fortælling på en særlig intens måde. Resten derfra er spørgsmålet: Hvordan giver jeg denne oplevelse af at ’verden vibrerer’ videre til nogen andre? Hvad skal der til for at formidle den oplevelse?

Da jeg besøgte dig, sagde du, at dystopien og utopien bør holde hinanden i skak. Hvad mener du med det?

Jeg vakler altid mellem dystopien og utopien. Dystopien er, at materialerne, resterne og det værdiløse hober sig op. Fylder vores floder, vores have, vores skove, vores maver, vores børn. Vi kvæles i alt det, vi efterlader.

Utopien er, at vi bruger så meget tid på at ligge på knæ og betragte et støvfnug, en regnorm eller en tabt cykelrefleks at vi ikke har tid til at forbruge og producere affald.

Et sted derimellem ligger muligheden for at blive sig sit ansvar bevidst, at tage hånd om det nære, at blive ved at træne sin nysgerrighed og omsorg – både for de store systematiske forandringer og for de bittesmå væsener, som bor lige under vores fødder.

————————————————————
Projektet er generøst støttet af Nordic Council of Ministers’ Culture and Art Programme, Nordisk Kulturfond, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.

Nordiske Jordsansere, som har bidraget med viden, metoder og inspiration:

Fra DK: Line Kjær, Nynne Hoe), Gry Worre Hallberg, Paul Henning Krogh, Sanda Villumsen, Rune Fjord, Sophie Dupont, Sidsel Esther Ejrnæs, Peter Jørgensen og Jens-Otto Andersen

Fra NO: Annike FLo, Eli Maria Lundgaard, Elise Mathilde Malik, Hilde Methi, Håkon Mella, Jomy Joseph, Kirsten Marthinsen), Linda Jolly, Nora Sørensen Vaage, Randy Gunnar Bomann-Lange, Silje Kolltveit, Svartjord

Fra SE: Ebba-Maria Olson, Elise Aldén, Lena Håkansson, Malin Lobell, Petra Lilja, Sofie Lindström, Håkan Wallander.

Dagen efter åbningen af Generation Why i Rundetaarn havde vi seminar, hvor den afsluttende paneldebat satte gang i samtalen om generationskløften – eller måske mere betegnende det ’missing link’, der eksisterer mellem de ældre og yngre generationer. Samtalen gav stof til flere eftertanker, som jeg forsøger at folde ud i denne klumme…

Generationskløften – eller manglen på dialog og sammenhængskraft mellem generationer – er ikke kun et problem i kunsthåndværk- og designsammenhæng. Faktisk gælder den samme tendens i de fleste andre brancher – og lande, skal det vise sig. At den unge generation ikke melder sig ind i de foreninger og branche-sammenslutninger, der findes, hvorfor flere af dem er truede på deres eksistens – eller bliver det indenfor en årrække.

Hvordan bygger vi bro mellem generationerne, så det bliver til begges fordel? Så begge generationer og dem imellem kan lære af hinandens erkendelser, prioriteter og erfaringer?

Nogle i panelet mente, at den yngre generation nok var mere optaget af sig selv end af fællesskabet. At det var vigtigere at positionere sig selv på Tik Tok og Instagram end at glide ind i det fælles ærinde om ”the greater good”, hvor man sammen kan stå stærkere.

En anden pointerede, at måden man italesætter de unge på overfor de ældre også er med til at opretholde afstanden. For hvis man hele tiden bliver omtalt som de unge, så er der nok ikke nogen unge, der gider tale med de ældre (læs: de unge er for grønne og ikke ligeværdige samtalepartnere). Modsætningen hertil er, at de unge ikke gider tale med de ældre, fordi de er for gamle og outdated. Og så er vi jo ligevidt…

En tredje foreslog, at samtalen måske i højere grad burde handle om faglighed fremfor alder. Om håndværk og udøverne. Og om hvad man kan lære af hinanden – og ikke om de fordomme, der uvilkårligt lurer under overfladen ­­– i begge lejre.

En fjerde påpegede, at man burde tænke generationskløften ind i udstillingssammenhæng. Som i den kommende Biennale eller andre større udstillingsgreb. For så ville der være en konkret og aktiv mulighed for, at yngre og ældre udøvere kunne (sam)arbejde og udstille side om side. Og på den måde mødes om det felt og den passion, som begge generationer er del af og udøvere i?

Lige her blev jeg opvakt, for jeg tror, at den yngre kunstner har fat i en vital pointe. Nogle gange kan man ikke tænke sig til alt, men bliver nødt til at prøve det af i praksis. For mit eget vedkommende kan jeg ærligt og naivt sige, at jeg ikke havde mødt formgivere fra den ældre generation før jeg som redaktør af foreningens tidsskrift KUNSTUFF i mine tredivere blev en del af Danske Kunsthåndværkere & Designere. Her mødte jeg superskarpe formgivere omkring de 70, der skabte værker, der lige så godt kunne være lavet af nogle på 30. Mine fordomme blev langsomt nedbrudt og min horisont udvidet – betragteligt.

Selvom det kan være en anelse flovt, ved jeg ikke noget bedre end at blive afkræftet i mine egne fordomme. Men når rødmen har lagt sig, har man vundet så meget mere end uvidenheden over at vide så lidt. Det er her, jeg ser en stor rigdom for den yngre generation, der måske ligesom jeg gjorde, går rundt og tror, at verden er på en bestemt måde. Det er den ikke. Verden er på mange måder. Og viden og indsigt er aldrig spildt, men er ekstra sprøde lag, der lægges til den akkumulerede viden, som livets lagkage er.

Siden har jeg arbejdet tæt og nært sammen med flere i den ”ældre” generation, selvom det er svært at skrive det uden at det igen bliver til en fordom, som jeg netop skriver om for at afkræfte.

Den ældre generation har også noget at lære af den yngre – ’for sure’. For den virkelighed, de unge står i i dag, er langt mere kompleks, informationstung og udfordrende og kræver nogle helt andre værktøjer end den ældre generation nogensinde har kunnet forestille sig. Det er derfor interaktionen, videbegærligheden og nysgerrigheden skal gå forrest i mødet mellem generationer. Ideen om at lade generationerne mødes på tværs i udstillingssammenhæng er en direkte og motiverende vej, fordi alle generationer kan udkomme i egen ret, og kommer i dialog med hinanden undervejs – gennem værker, viden og netværk.

Førnævnte Danske Kunsthåndværkere & Designere har netop holdt årsmøde, hvor flere helt unge talenter er blevet valgt ind i bestyrelsen. Det gør mig glad og understreger ovenstående pointe: At medbestemmelse og dialog og ikke mindst nysgerrighed for at mødes og smøge ærmerne op er afgørende og en af de veje, man skal gå!

En femte vej findes i håndværket og materialerne. I Generation Why er der to værker, der udspringer af den tankegang. Svenske Lisa Juntunen Roos’ værk tager afsæt i traditionelt finsk kurveflet. Lisa Juntunen Roos er halv finne, halv svensk, og da hun som barn havde svært ved at forstå sin mormors finske, mødtes de i håndværket. I et sprog, de begge kunne tale. Værket Jos Saisin Valita (mormorens navn) nyfortolker det åregamle håndværk, men gør det i glitrende genbrugsemballage i form af brugte kaffeposer. Resultatet bliver et pixeleret portræt af hendes mormor, der ’merger’ tradition, håndværk og den digitale æra med en klima- og forbrugerbevidst agenda.

Svensk-tunesiske Fadhel Mourali gør noget af det samme, når han i værket An Ode to Lennart, går i dybden med kurvemageriet, som er særligt for hans oldefars landsby i Nordsverige. Mourali går materialeeksperimenterende til værks og blander PLA-plastik med restmaterialet fra kurvemagerprocessen for at skabe et nyt filament-materiale, som han væver med. Mourali fortæller:

“Genom vävningen av detta material vill jag förena min egen person tillsammans med min gammelmorfar Lennarts, och genom hantverket utforska den kulturella evolution som skett i vår familj. Från den traditionella svenska, gröna landsbygden till min egen multikulturella bakgrund och queera identitet, uppvuxen i den ”urbana förorten”, en på många sätt konstgjord plats.

PLA-plasten symboliserar min bakgrund, min generation: det temporära, det ännu outforskade: man vet helt enkelt inte hur länge plast kommer att bestå— de är gjort för att förfalla. De träfibrer som finns i materialet står för det permanenta, de bestående och betrodda. Traditionen och Lennart. Kortfattat är det den juxtaposition jag vill utforska. Det permanenta och de temporära, hur skapar man en identitet utan rötter?”

Et sjette bud handlede om mentor-ordninger. At der måske fra fondenes side kunne formuleres et format, som udøvere kunne søge. Om det skal være frivilligt, hvem der skal møde hinanden, ved jeg ikke, men nogle gange, kan det også være godt at møde nogen, man ikke har tænkt, man skulle møde. Lige her tror jeg på blid tvang. Lidt ligesom det har vist sig, at der ikke kommer flere kvindelige ledere ind i bestyrelseslokalerne uden kvoter. Tvang i generationernes tjeneste, fordi man lige her skal have en hånd i ryggen for at træde ud af det vante og ind i det nye.

På den lange bane er jeg temmelig sikker på, at det er noget af det, der skal til. For alt andet er en hjerteskærende tanke. At et badekar så rigt og forædlet som den danske design- og kunsthåndværkergeneration bliver tømt for overleveret viden, håndværksmæssige kompetencer, netværk og alt det andet, der ligger mellem erfaring, æstetisk signatur og lavpraktiske ’tips and tricks – og ikke mindst mellem generationerne og alt det, de kan lære af hinanden.