Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting? Hvordan taler man om keramik? Og hvordan får man ord og ting til at gå op i en højere enhed? Det taler jeg med keramiker og forfatter Peder Rasmussen om i anledning af, at hans bog Keramikkens Sprog åbner som udstilling på CLAY 21. januar, 2023.

Peder Rasmussen er en ener i dansk samtidskeramik. Det er han, fordi han dels har været med i feltet i godt 50 år og har sat sit aftryk på flere generationer af studerende som underviser. Det er han også, fordi han som en særlig fri formidler har talt keramikkens sprog, for nu at genbruge titlen fra hans egen bog og nye udstilling. Rasmussen har utrætteligt kommunikeret, fortalt, grint, svovlet og formidlet keramikkens væsen, teknik, struktur, formsprog og sprog igennem årene. Senest i lyd qua CLAY Museums keramikvandring igennem Middelfart, hvor man med Peder Rasmussen i ørene lærer lige lidt mere end, hvis man går turen selv.

Utallige artikler og flere bøger er det også blevet til som formidler, ligesom han har kurateret udstillinger og siddet i formandsstolen i Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design. Derudover er hans ouvre et kapitel for sig. Han figurative billedvaser er ligesom Peder Rasmussen selv farverige, fabulerende og højtråbende. Som frie fortolkninger af hans person og væsen – transformeret til form. Til keramikkens væsen kunne man fristes til at sige.

I denne samtale flyder det som skidt fra en veloplagt spædekalv, når vi taler om, hvorfor sproget er vigtigt som en medspiller i vores oplevelse af og interaktion med kunsten. Hvor nogle keramikere bruger glasurer, der syder og bobler, bruger Peder ord og billeder – fra det intellektuelle og dannede til det praktiske og jordnære. Det er veloplagt og til tider krukket, på den gode måde, men altid oplysende, inspirerende og aldrig kedeligt.

Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting?

Det er vel ikke kun vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting, genstande eller kunst – det er vel vigtigt i det hele taget. Spørgsmålet kan vist kun opstå i en verden, eller i et miljø, der i lang tid har dyrket forestillingen om den såkaldte ”tavse viden”, altså ideen om, at man bare kan klare sig med følelsen, fornemmelsen osv. Det kan man måske også sagtens – i hvert fald indtil man skal forklare sig til andre.

Jeg er stor tilhænger af Wittgenstein, der sagde, at ”mit sprogs grænser er min verdens grænser”. Ikke at jeg ved meget om filosofi, men det er jo let at forstå, at hvis man ikke i det mindste prøver at udtrykke sig om sin viden eller sine fornemmelser, så har andre jo ikke mange chancer for at fatte, hvad man render rundt og tænker på. Vi må altså bare, på godt og ondt, prøve at udtrykke os i ord – og ikke mindst for vores egen erkendelses skyld.

En helt anden ting er, at når man står over for et eller andet værk, der gør indtryk på en, så er det vel meget naturligt at spørge sig selv: Hvorfor lige netop dette værk? Hvorved skiller det sig ud fra alle de andre, der i og for sig også er storartede? Hvilke indbyggede mekanismer er det i lige netop dette værk, der påvirker mig? Hvilke knapper trykker det på? Og i det hele taget: Hvilke mekanismer driver værket?

Hvorfor er det vitalt at kunne sætte ord på den følelse, vi oplever, når en genstand rammer os på en udstilling – eller på et loppemarked?

Jeg ved heller ikke om det er vitalt. Men det lægger da et ekstra lag på oplevelsen af verden eller kunsten. Karen Blixen sagde engang, at hun simpelthen ikke anede, hvad hun skulle kigge efter, når hun stod ude i et landskab, før hun havde set det på et maleri. Altså i en eller anden kunstnerisk fortolkning. Det er jo lidt den omvendte vej – men sådan fungerer det også. Det er vel det, vi har kunst til – at hjælpe os til at forstå verden, at tilbyde os nye indfaldsvinkler.

Om man altid lige kan sætte ord på den følelse, man bliver ramt af, når man ser på et værk, er et lidt tricky spørgsmål. For hvornår kan man egentlig det? Når man er forelsket, siger man: Jeg elsker dig. En nærmest lidt symbolsk og overfladisk ytring… altså i forhold til den følelse, der afstedkommer udsagnet. Men kæresten ved nok nogenlunde, hvad vi mener. Og så er det jo helt fint.

Nogenlunde sådan fungerer det også, når vi taler om kunstværker. Så siger vi: fed komposition – flot som farven render på tværs af strukturen – mærkelig tyver-agtig farveholdning – sikke et firsertrick – det må da være centralaksen, der holder den vase sammen – det der har han sgu da stjålet fra Picasso… osv. Og dem, der også kender noget til sagerne, ved nu lidt om vores sansninger. I hvert fald mere end hvis vi bare siger: lækkert!

Og i øvrigt handler alting ikke om følelser. I design og kunst er der også noget, der hedder funktion, proportionering, rytme, stoflighed osv. Det behøver man ikke føle noget særligt for at forklare. Kunst – og kunsthåndværk – kan jo også handle om alt muligt andet end følelser.

Handler det om referencer? Genkendelse? Stoflighed?

Det er klart, at det handler om referencer. Al kunst bygger oven på anden kunst. Og vi kan ikke tale om ting, eller fremstille ting, hvis vi ikke bygger på fælles referencer. Man kan ikke fremstille et kvalificeret værk, hvis man ikke ved noget – om håndværk, teknik og fagets historie. Og hvis publikum ikke ejer kritisk potentiale – eller hvis de heller ikke ved en skid, så går det galt. Så kan alt jo begynde forfra hele tiden. Hvis ikke både fagfolk og publikum har referencerne i orden, så kan kunst og design m.m. jo alt for let udvikle sig til det rene galimatias, og der er åben scene for charlataner af enhver art.

Hvordan har I grebet udstilingen an på CLAY for at formidle budskabet om sprogliggørelsen af objekter?

Ja, det var jo nemt nok med bogen, for der er jo rigtig mange ord og så bare nogle billeder af værkerne. Nu er det lige omvendt – og tingene må mere (for)klare sig selv. Vi har dog grupperet værkerne, så de også kan forklare hinanden. Forskelle og ligheder bliver forhåbentlig tydeligere.

Vi har arbejdet med lidt kortere vægtekster, der følger grupperingerne, og så er der mulighed for at høre mig fortælle via et link pr. QR-kode. Desuden har vi lavet nogle Jørgen Clevin-agtige småfilm, hvor jeg tegner og illustrerer nogle af pointerne. Men bogen og udstillingen hører sammen – også selvom der ikke er hundrede procent overlap.

Er der en personlig oplevelse, du selv husker, hvor du blev særlig ramt af en genstand og bagefter forsøgte at sætte ord på det? Som ung? Eller nu?

Jeg har jo haft det held tidligt at lære folk at kende, som ikke var bange for at ting skulle falde fra hinanden, hvis man talte om dem. Da jeg var i lære for eksempel. Keramikeren Nils Kähler kunne sagtens verbalisere, hvorfor en tud på en tekande skulle hæves lidt, så den måske afbalancerede hanken – eller hvorfor det så deprimerende ud, hvis kanten på et askebæger hang for lavt. Sproget var knapt og bestemt ikke sofistikeret, men meningen trængte fint igennem Beatles-håret til min teenagehjerne.

Mine professorer på skolerne i Italien snakkede til gengæld én et øre af, og jeg kunne blive helt flov på deres vegne over alt det ordskvalder. Men de vidste noget – og stoppede ikke før pointen var feset ind. Som underviser på Kunsthåndværkerskolerne var jeg jo også selv tvunget til at formulere mig om forskellige emner, og det har hjulpet mig meget, vil jeg mene. Desuden har jeg bare grundlæggende altid foretrukket kunstnere og designere, der kunne formidle i ord, hvad deres værker handlede om. Og så er jeg vel bare et snakkehoved!

Det er umuligt at besøge Lanzarote uden at støde på navnet César Manrique. Multikunstneren, arkitekten og miljøforkæmperen er stort set synomym med vulkanøen i det kanariske øhav, der med sine utallige bygninger og skulpturer er et eksempel på, hvordan man skaber æstetisk, bæredygtig turisme.

Få andre steder i verden er turistattraktioner og udflugtsmål skabt lige så stilfuldt og i pagt med naturen som på Lanzarote. Så hvis du gik og troede, at Lanzarote udelukkende var en ø for sport og sol, så lej en bil og lad mig guide dig til et par ret så fantastiske arkitektur-, kunst- og naturoplevelser. Min søster har boet på øen de sidste 30 år, så Lanzarote har en særlig plads i mit hjerte, og når jeg besøger vulkanøen, er det et must at gense mindst et af César Manriques kunstneriske og arkitektoniske aftryk rundt om på øen.

César Manrique (1919-92) har, som få andre, formået at integrere Lanzarotes særegne lavalandskab og den lokale atmosfære i øens turistattraktioner. Her er ingen højtråbende turistplakater eller toilethenvisninger, men i stedet Gesamtkunstwerker, der virker i det ydre og det indre.

I det ydre er bygningerne tegnet, så de falder harmonisk ind i det barske og særegne lavalandskab og bruger de lokale byggematerialer og den traditionelle byggeskik som en del af fortællingen. I det indre har Manrique skabt tidstypiske totalindretninger i et miks mellem det landlige og rustikke og en særlig James Bond-agtig 70’er-vibe, hvor specialdesignede møblementer, lamper, skiltning og sågar skraldespande er formgivet med respekt for det samlede hele i rolig dialog med omgivelserne. Det gennemgående greb i hans indretninger er, udover stilen, hans ufravigelige krav om kvalitet. I materialer, planløsning og helhed.

César Manrique var udover at være en international anerkendt kunstner, særdeles aktiv i kampen for at bevare det unikke miljø på hans fødeø, Lanzarote. Belært af bitre erfaringer fra fastlandets solkyst og andre kanariske øer, var Manrique med til at træffe forholdsregler mod uhæmmet byggeri, der på sigt ville ødelægge det unikke landskab med sine store hoteller, souvenirbutikker og engelske pubs. Skaden er desværre sket nogle enkelte steder på øen, men i det store og hele er Manriques visioner blevet opfyldt, selvom det i de senere år er blevet sværere at sværere, når ’big money talks’ og skaber lokale arbejdspladser.

”A nation without tradition
is destined to disappear”

César Manrique

Manriques utrættelige indsats udmyntede sig i en del byggeprojekter i samråd med den lokale regering. Disse værker, der tæller alt lige fra udsmyknings- og indretningsopgaver til hele bygninger gør Lanzarotes mange seværdigheder til unikke oplevelser. César Manrique har, i kraft af sin sikre stil og sans for detaljer, præsteret at gøre turistattraktioner til en æstetisk nydelse, hvilket må betegnes som en præstation i sig selv. At øens rundkørsler derudover er præget af hans finurlige og ekspressive skulpturer, der ofte er mobiler, der bevæger sig i vinden, fuldender hans legende langtidsperspektiv med flere højtråbende udråbstegn!!!

Idag er begge hans huse blevet til museer, som man ikke skal snyde sig selv for at besøge. Det største af dem ligger i Tahiche og huser også den fond, der forvalter arven fra Manriques mange bedrifter. Huset byggede Manrique lige efter han flyttede hjem fra New York, hvor han havde boet og arbejdet som kunstner i en årrække. Volcano House, som huset forlyder, er vitterligt bygget midt i et lavakrater og er som sådan et mesterstykke i sig selv med gange, der er gravet ud i lavaen og små grotter med sofaophold og et poolområde, der råber fest.

Husets mange forskudte plan gør det interessant at bevæge sig rundt i, ligesom hans store atelier i dag anvendes til skiftende udstillinger. Udover den fascinerende arkitektur er huset fyldt med kunstværker – mange af Manrique selv, men der er også andre kunstikoner på væggene, som Manrique lærte at kende i New York i 1960’erne og værker af Pablo Picasso og Joan Miró.

Manrique boede i huset i Tahiche i godt 20 år, men de sidste år af hans liv opholdt han sig mestendels i sit sommerhus på nordøen. Her fandt han ro i byen Haría i et hus, der blev åbnet for offentligheden i 2013.

Sommerhuset, Palm Grove House, ligger præcist i en palmelund og står som om, Manrique lige er gået et smut ned på baren – i 1992. Og det er husets store fordel; at man så stærkt fornemmer, hvordan Manrique har boet og hvor subtil en æstetisk sans han har haft. Hans atelier i haven er ingen undtagelse og den produktive kunstner og arkitekt skabte masser af værker her omgivet af palmer, sort lavasand i haven og høj blå himmel.

”Very often, for me, painting becomes limited to measures established by restrictive spaces. That is why I transfer the principle
of total artistic imagination to monumentality in contact with nature…”

César Manrique

Her er ni anbefalinger til ’must visits’ af César Manrique på Lanzarote:

Jameos del Agua (1963-87) – en underjordisk grottesø, hvor der lever en mystisk krebseart. Her er også et auditorium, hvor der afholdes klassiske koncerter pga. den fantastiske akustik.

Castillo San José (1976) – den gamle borg er idag et moderne kunstmuseum med dertilhørende restaurant med udsigt over havnen i hovedstaden Arrecife.

Cueva de los verdes (1963-87) – underjordiske huler skabt af laveudbrud. Manrique har skabt identitet, arkitektur og interiør til besøgscentret.

Timanfaya (1971) – Ildbjergene er i dag et fredet område. Restauranten på toppen er Manriques værk, hvor den stadig aktive vulkanild bruges til at lave mad på.

Monumento al Campesino (1968) – et mindesmærke over øens lange agrikulturelle historie, hvor der også findes en restaurant under jorden.

Mirador del Rio (1973) – en udkigspost bygget ind i klippen, hvor restauranten har store vinduer, så man kan nyde udsigten over til naboøen La Graciosa, mens man spiser.

Jardín del Cactús (1973) – kaktushaven er et botanisk kaktusmekka med utallige kaktusarter, små bassiner samt en hyggelig café.

Volcano House, Tahiche (1968) – hans eget hus i gennemført og edgy 70’er stil, der i dag fungerer som museum. Her boede Manrique i 20 år. Han var selv med til at etablere den fond, der administrerer hans huse idag.

Palm Grove House, Haria (1986) – hans andet hjem og sommerhus med atelier i haven, der blev åbnet for offentligheden i 2013.