SAMTALE: Maria Bruun

SAMTALE: Maria Bruun

SAMTALE: Maria Bruun

Udsnit af Maria Bruuns installation på DESIGN MIAMI BASEL. Foto: Benita Marcussen

BIOGRAFI:

Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København i 2012. Efter sin afgang etablerede hun studio i eget navn, hvor hun arbejder med møbler, interiør og udstillinger, og har bl.a. møbler i produktion hos Paustian og Fredericia Furniture.

I 2013 stiftede hun udstillingsplatformen RE F O R M Design Biennale sammen med møbelkunstner Rasmus B. Fex og grafisk designer Jens Dan Johansen. Året efter startede hun duoen MBADV med arkitekt Anne Dorthe Vester. I 2014 vandt hun Danish Design Awards “Årets Design”, i 2015 blev hun optaget i Kunstnersamfundet, og i 2018 blev hun nomineret til Dezeen Awards ‘Årets nye designer’.

I 2021 blev Maria Bruun tildelt den anerkendte Finn Juhl-pris og var den første møbeldesigner, der blev inkluderet i det toårige arbejdslegat ‘Den Unge kunstneriske Elite’ fra Statens Kunstfond (2019-2020). Hendes værker er blevet vist på Design Museum London og Designmuseum Danmark. Senest har hun præsenteret totalinstallationen ‘Reflected Surroundings’ på den anerkendte kunst- og designplatform Design Miami Basel.

www.mariabruun.com

Maria Bruun er møbeldesigner og kunstner. En af dem, der insisterer på at skubbe til konventionerne for, hvad et møbel er og kan være og hvordan kunst og design kan smelte sammen i feltet. Den ambition bragte hende for nylig til DESIGN MIAMI BASEL, hvor hun promoverede sine kunstneriske møbelværker for et internationalt publikum.

Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København og har som sådan fået en klassisk uddannelse i traditionelle færdigheder. Men der er intet traditionelt ved Maria Bruun, der kort efter sin afgang skabte en serie atypiske spejle, som Paustian lynsnapt satte i produktion. Så var hun ligesom i gang. Sideløbende med sin egen praksis, som Bruun efterhånden har defineret i tale og handling med adskillige projekter indenfor møbel, interiør og udstillinger i krydsfeltet mellem den kunstneriske, skulpturelle praksis og kommercielt design, har hun også etableret duoen MBADV sammen med arkitekt Anne Dorthe Vester.

Som individuel designer og kunstner har Bruun altid stillet spørgsmålstegn ved forventninger, formsprog, æstetik og materialer. Troet på den subtile og potente balance mellem det kommercielle og det kunstneriske, for det er her, mellem det konventionelle og sikre, at nyt må kile sig ind og udfordre vaner, rutiner og det vi tager for givet. Enten fordi vi er født ind i eller opdraget til det i en stærk designkultur eller fordi det er blevet en norm, vi antager er sand?

Spørgsmålet er måske i virkeligheden, om det behøver at være sådan? For selvom Maria Bruun insisterer på at skubbe til sit fag, slutter hun sig også til den anerkendte danske designtradition med oprigtig respekt for de klassiske møbler i originale materialer. Det er herfra, at hun bygger videre ud fra en alternativ tilgang til sit fag i tæt dialog med dygtige håndværkere. Herfra hun søger at omdefinere den gode smag, udvikle nye funktionaliteter og formgive anderledes historier.

Maria Bruun i sin nye stol på installationen på DESIGN MIAMI BASEL. Foto: Benita Rasmussen

Hvordan var det at deltage på DESIGN MIAMI BASEL?
Var messedeltagelsen en del af din internationale satsning?

I september 2021 kulminerede tre års intensivt arbejde med en solopræsentation af møbeludstillingen ’Reflected Surroundings’ på den internationale møbel- og kunstmesse DESIGN MIAMI BASEL l i Basel. Jeg havde længe haft et ønske om at præsentere kontemporær dansk møbelkunst for et internationalt publikum, og vise mine tanker og visioner for, hvad fremtiden for dansk møbeldesign kan byde på.

Det var et meget bevidst valg at fokusere på en af de mest prestigefulde og ambitiøse platforme i verden for at positionere mit arbejde blandt en snæver gruppe af internationale samlere og high-end gallerier. Men det var naturligvis også en mulighed for mig som formgiver og stemme på den danske designscene at målrette en kræftpræstation og afsøge et nyt marked, som kan være en potentiel levevej for en møbeldesigner anno 2022. I kombinationen imellem de kommercielle samarbejder med royalty-aftaler og ’editions’ af ’collectible objects’ findes der måske en bæredygtig økonomisk model for formgivere.

Projektet var muliggjort igennem Statens Kunstfonds pulje, Den unge kunstneriske elite, som jeg modtog i 2018. Med Kunstfondens blåstempling og økonomi i ryggen var det muligt at rejse yderligere økonomi til at iværksætte værkproduktion, mentorforløb, internationalt netværk og kommunikation med stor støtte fra en række danske aktører, som forstod min vision. For selvom projektet primært har været løftet af mine egne ambitioner, har jeg også oplevet uvurderlig support fra danske samarbejdspartnere og producenter – blandt andre Copenhagen Design Agency.

Spisebord og stol fra Maria Bruuns kollektion på Design Miami Basel. Foto: Benita Marcussen

Hvad lærte du af at præsentere og sælge dine værker selv?

Det har været en utrolig lærerig proces. På godt og ondt. Jeg lærte, at det kan være en svær øvelse at håndtere det praktiske forløb samtidig med at man som kunstnerisk udøver er i den kreative proces. Det var et ambitiøst greb at udvikle en serie bestående af seks nye møbler i forskellige materialer, der alle skule udvikles fra den spæde idé til et modnet produkt. Uden det kunstneriske fundament er der i sidste ende ikke et projekt, så derfor var det vigtigt hele tiden at udvikle en kollektion og finde hvert enkelt objekts fulde potentiale samtidig med, at jeg måtte zoome ud og bevare overblikket over udstillingens samlede udtryk og koncept. Den logistiske og økonomiske koordinering af messedeltagelsen var endnu en lavpraktisk dimension som gallerier eller producenter oftest tager sig af. Denne gang stod jeg med opgaven selv og måtte erkende, at man langt fra kan forudse alle de udfordringer, man stilles overfor, men må finde kompromisser og løse dem, som de opstår.

Ambitionen var at skabe en udstilling til messen, som handlede om fordybelse – ‘Reflected Surroundings’ – hvor publikum knyttes til de designede objekter og mødes af kærlig formgivning, veludført håndværk og en palet af nøje udvalgte materialer. Jeg ønskede at cementere vigtigheden af de ting, vi omgiver os med. Et mikrokosmos af hverdagens scenografi, som rejser spørgsmålene: Hvem er du i rummet? Hvem er du i forhold til dine møbler? Hvilken mening har formen for din krop, materialerne for din hånd, tyngden for dit sind og sammenhængen for din forståelse af dig selv? Hvordan indgår du i helheden?

Jeg skabte en totaloplevelse, hvor beskueren ikke bare oplever møblerne som udstillede elementer. Jeg iscenesatte rummet som en æstetisk helhed, hvor der skabtes en forbindelse mellem rum, møbel, krop og tanke – et rum, hvor jeg hele tiden forsøgte at balancere det ‘lette og svævende’ med det stærkt funderede. Et bevidst greb var at vende tilbage til spejlet som rumskabende element. De mørke spejle i massiv valnød fremstår på en og samme tid stolte og stoiske som søjler eller paneler i rummet – som ankerpunkter, der føjede sig naturligt til rummets eksisterende arkitektur. Den grålige tonede spejlflade spejlede blødt omgivelserne – som en venlig gestus over for beskueren – heraf titlen ‘Reflected Surroundings’. Det ligger dog underforstået, at refleksionen ikke kun foregår på et konkret niveau i spejlfladerne, men at refleksion også opmuntres hos den enkelte.

Nyfortolkningen af opbevaringskassen er blevet en af Bruuns signaturer. Foto: Benita Marcussen

Det internationale blik på dansk design og kunsthåndværk.
Hvordan oplevede du det og hvilke tanker satte det i gang?

På mange måder er det altid en øjenåbner at præsentere dansk design internationalt. Man fornemmer på de internationale gallerister og samlere, at dansk design og kunsthåndværk har en helt særlig status. Personligt oplever jeg det ved, at mine værker og min tilgang til design bliver mødt med nysgerrighed og forståelse qua deres historiske ophav. Herhjemme er vi alle en del af den samme designkultur og derfor fremstår fortællingen om dansk design måske banal eller indforstået og mange gange unødvendig. På det internationale marked perspektiveres det vi kan i et større historisk perspektiv, og er et kvalitetsstempel, der gør det nemmere og mere sikkert at investere i nutidigt dansk design og kunsthåndværk. Jeg oplever på samme tid, at man er meget interesseret i at se, hvad dansk design skal stå for i fremtiden. De modernistiske klassikere er for den sikre køberskare, mens samlerne kigger efter den næste generation af dansk design.

DESIGN MIAMI BASEL balancerede på fineste vis mellem historisk og samtidigt design, og i 2021 var der en flot repræsentation af den samtidige danske scene i form af mit eget bidrag og etablerede gallerier som Etage Projects og Galleri Maria Wettergren. Det er ambitiøst og stærkt, at vi i Danmark går forrest og har så stor kunstnerisk gennemslagskraft, der tegner fremtiden for dansk design, nationalt og internationalt.

“Islets” sofabord for Fredericia Furniture. Foto: PR

Hvad er dit næste bedste skridt herfra?

Mine næste skridt er i endnu højere grad at styrke min position internationalt, som nationalt. For mig er dét at skabe godt og meningsfuldt design et livslangt projekt. Derfor er det også okay, at ting tager tid. Jeg vil fortsat fokusere på at placere mig strategisk mellem det kunstneriske og det kommercielle. Jeg tror på, at hvis jeg som designer og formgiver er fri til at drive en kunstnerisk praksis, vil jeg også skabe bedre og blivende kommercielle produkter.

Kollektionen af atypiske spejle satte Maria Bruun på designkortet og Paustian var ikke sene til at sætte dem i produktion. Bruuns atypiske spejle foregreb den nuværende tendens, hvor spejle i nytænkende former og funktioner ses allevegne. Foto: PR

BIOGRAFI:
Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København i 2012. Efter sin afgang etablerede hun studio i eget navn, hvor hun arbejder med møbler, interiør og udstillinger, og har bl.a. møbler i produktion hos Paustian og Fredericia Furniture.

I 2013 stiftede hun udstillingsplatformen RE F O R M Design Biennale sammen med møbelkunstner Rasmus B. Fex og grafisk designer Jens Dan Johansen. Året efter startede hun duoen MBADV med arkitekt Anne Dorthe Vester. I 2014 vandt hun Danish Design Awards “Årets Design”, i 2015 blev hun optaget i Kunstnersamfundet, og i 2018 blev hun nomineret til Dezeen Awards ‘Årets nye designer’.

I 2021 blev Maria Bruun tildelt den anerkendte Finn Juhl-pris og var den første møbeldesigner, der blev inkluderet i det toårige arbejdslegat ‘Den Unge kunstneriske Elite’ fra Statens Kunstfond (2019-2020). Hendes værker er blevet vist på Design Museum London og Designmuseum Danmark. Senest har hun præsenteret totalinstallationen ‘Reflected Surroundings’ på den anerkendte kunst- og designplatform Design Miami Basel.

www.mariabruun.com

Rejsefare – Rejsen i fare

Rejsefare – Rejsen i fare

Rejsefare – Rejsen i fare

Josef Frank var i eksil i Sverige, hvor han skabte nogle af det 20. århundredes mest vidunderlige tekstiler for Svensk Tenn. Foto: Lene Esthave, Museum Sønderjylland.

TRAVEL AS A TOOL

Travel as a Tool
er en rejseudstilling mellem Designmuseet Helsinki i Finland i Vandalorum i Värnamo, Sverige og Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder.

Travel as a Tool undersøger, hvordan over 40 designere og arkitekter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har indarbejdet rejseaktivitet i deres praksis, fra 1940’erne til i dag.

Udstillingen viser betydningen af rejsen for den enkelte og for professionen som helhed. På udstillingen finder man dagbøger, korrespondancer, skitsebøger, fotografier, film og inspirationsgenstande.

Artiklen er udgivet i kataloget til Travel as a Tool, der i den danske version hedder Rejsen som Redskab. Udstillingen kan opleves på Tønder Museum til og med 6. marts, 2022.

Rejseudstillingen Travel as a Tool handler om nordiske formgiveres inspiration fra det fremmede. Om man er på flugt eller rejser for at søge ny viden er andre kulturer en katalysator for kreativitet. Da Travel as a Tool skulle åbne på Designmuseum Helsinki, suspenderede COVID-19 rejsebegrebet, som vi kender det. Det satte tanker i gang hos tre af udstillingens formgivere i hhv. USA, England og Danmark, som jeg interviewede til kataloget.

At rejse er at leve, skrev den danske eventyrer og forfatter H.C. Andersen. Men hvordan lader vi os inspirere af fremmede forhold, når vi ikke længere kan rejse til dem? Hvordan udveksler vi kulturelle forskelligheder, når vi ikke kan mødes?

Kreative er alle dage blevet påvirket af det fremmede. Af lyde og lugte. Af konkrete genstande, møder og oplevelser, som de har omsat i deres kunstneriske praksis. For første gang siden 2. Verdenskrig står vi overfor et globalt rejsestop på grund af COVID-19. Hvordan påvirker det de kreatives måde at arbejde på?

Bliver den manglende fysiske rejse og kulturelle udveksling at spore i de udøvendes værker? I måden de ser, arbejder eller finder inspiration på? Bliver det digitale endnu mere præsent som udtryksform eller er noget helt tredje ved at sætte spor? Jeg spurgte tre af udstillingens danske kreative med hver deres faglighed indenfor grafik, keramik og tekstil, der bor hhv. tre forskellige steder i verden; i USA, England og Danmark.

Anders Herwald Ruhwalds keramiske skulpturer i Century Garden, Indianapolis Museum of Art, Newfields, Indianapolis, Indiana, i sommeren 2020. Foto: Samantha McCain Veach

Klasseskel og nærmiljø

Keramiker Anders Herwald Ruhwald bor og arbejder i Chicago og har boet udenlands de sidste 15 år. For ham har rejsen været en fast følgesvend, privat og fagligt. Som ekstern professor i Norge og en flittig udstiller på gallerier i verdens metropoler var flyrejsen udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan. Men sådan er det ikke længere, ligesom han både ser skarpe klasseskel blive trukket op på grund af det økonomiske ’set back’, som både feltet og de fleste amerikanere er ramt af. Hans familie er heldig, fordi hans kone har en lederstilling med sygesikring inkluderet, men han mærker tydeligt, at feltet og kollegaer er pressede, og at forandring synes at være den eneste konstant.

”En af mine første tanker omkring virussens indgreb i min fysiske virkelighed var, hvor konkrete afstande pludselig blev. Da alting lukkede ned, føltes familie, venner og kollegaer i resten af verden uendeligt langt væk, og ideen om, at alting blot var en flyrejse væk, faldt bort. Da jeg var i starten af 20’erne dukkede lavprisselskaberne op, og siden da har rejser mest været et spørgsmål om tid og pris, ikke om afstand. Derfor er mit liv også blevet som det er. Jeg er opvokset i Danmark, uddannet i England og har været bosat i USA i snart 15 år, men er gæsteprofessor i Oslo og har gallerier i København, Milano, Los Angeles og Chicago,” fortæller Ruhwald.

Anders Herwald Ruhwald på udstillingen i Tønder med sin giga krukke som fortolkning af Aaltos berømte vase til en udstilling om Aalto. Bag den endnu en Ruhwald; en skulptur med titlen “La Dolce Vita, Adaptable Body”, fra 2018. Foto: Charlotte Jul

Anders Herwald Ruhwald fortsætter:

“Jeg er sikker på, at en del af den virkelighed kommer tilbage, men jeg tror også vores syn har ændret sig. En del af rejseriet kommer til at føles unødvendigt. Som konsekvens af de praktiske, politiske og miljømæssige overvejelser kommer vi nødvendigvis til at kigge mere indad og spørge os selv, hvordan vi kan engagere os mere i det nære. Mange af de unge kunstnere, jeg kender i USA og i Europa, er interesserede i det lokale og i, hvordan man gør sit nærmiljø bedre. Hvad der findes af lokale ressourcer og hvordan man skaber meningsfulde samarbejder. Indenfor keramikken er der et væld af kunstnere, som graver deres egen ler op af jorden og finder måder at arbejde på, som ikke er afhængige af de globale markedskræfter.

Samtidigt ser vi de rige isolere sig her i USA, hvor de flytter ud af byerne. Som konsekvens har de store gallerier flyttet en del af deres virke til East Hampton og Aspen, som er enklaver for de ultra-rige. Derfor er der også ved at ske en fysisk opsplitning i de forskellige lag af kunstscenen, og selvom det allerede var under opsejling før Corona, ser det ud til at virussen har accelereret disse tendenser og at konturerne er ved at tegne sig til en decideret mod-kultur mod ’the establishment’,” afslutter keramikeren.

A2 skulle udvikle den nye font og ikonografi til British Railways’ opdatering, hvilket Henrik Kubel og Scott Williams gjorde i samarbejde med den originale designer af fonten til British Railways’, Margaret Calvet. Foto: Henrik Kubel

Det digitale indtog

I London bor og arbejder grafisk formgiver og skriftdesigner Henrik Kubel, der igennem mere end 20 år har formgivet skrifter, udviklet grafiske identiteter og designet adskillige bøger og plakater på sin tegnestue A2, som han driver med sin partner Scott Williams. Under COVID oplevede han, at mange konferencer blev digitale. Det mener han er en fordel, for det skaber færre rejser, ligesom de digitale formater bliver presset til hele tiden at udvikle sig. Til det bedre – og det kommer alle og måske særligt de kreative til gode, fordi man bliver tvunget til at finde nye måder at præsentere projekter på – og kommunikere i det hele taget.

”I London virker det som om de fleste stadig er i chok. Den første lock-down var præget af sammenhold, nye formater og stemningen af, at vi står sammen. Her i anden fase virker folk mere afventende og bekymrede for, hvornår det stopper. Samtidig med COVID-19 har vi Brexit som et ekstra lag af usikkerhed i forhold til samhandelsaftaler osv. På A2 laver vi vores egne produkter, så dem er der mere tid til nu. Vi kan stadig udvikle og designe fonte, undervise og rådgive, ligesom den ekstra tid er en kærkommen lejlighed til at fordybe sig i sit fag; at læse fagbøger og se ’lectures’ online. I byen er flere af kommunerne begyndt at bruge tiden på at implementereflere grønne zoner og cykelstier, så det er en god ting, ligesom færre fly og biler samlet set nedbringer forureningen – lige indtil vaccinen kommer og folk vil ud og rejse igen”, pointerer han.

Væver Annemette Larsens værk “Datja”, inspireret af hendes rejse til Moskva, hvor særligt de russsiske feriehuse Datjaer fascinerede med deres farvesætning. Foto: Ole Akhøj

At cykle fysisk og mentalt

Væver og kunstner Anne Mette Larsen bor i Silkeborg, og har bygget meget af sit tekstile virke op omkring rejsen på cykel. En bæredygtig og langsom måde at komme frem på, der bestemt har sine fordele. For den fysiske rejse bliver, i tråd med H.C. Andersens oplevelser i 1900-tallet, en mindst lige så stor del af den samlede oplevelse. Som barn havde Anne Mette Larsens familie ikke bil og hun fik først selv kørekort som 30-årig. Cyklen har derfor altid været det nærliggende transportmiddel, men det var først, da hun inddrog den som en del af hendes arbejdsmetode, at det blev interessant.

”Jeg fandt ud af, at det at bevæge sig fra A til B på den hårde måde gav noget helt særligt. Om det var fra Randers til Ringkøbing eller fra Bukarest til Beograd. Jeg tænker så godt, når jeg kører på cykel, og det jeg ser på min vej, sætter tankerækker og idéer i gang. På de små ture i hverdagen, får jeg ofte løst problemer undervejs: Får et væveteknisk regnestykke til at gå op eller en sætning formuleret færdig. På de lange ture over flere uger bliver jeg ét med cyklen på en anden måde. Jeg kan lide enkeltheden ved kun at skulle tænke på, hvor jeg skal sove den næste nat, hvilke veje jeg kan køre på og hvad jeg skal spise. Og ikke mindst langsommeligheden ved at bevæge sig med en gennemsnitsfart på 12 km i timen.

Der bliver plads i hjernen til alt det, der passerer forbi og en åbenhed over for de mennesker, jeg møder. Jeg tænker ikke på, om jeg skal bruge de forskellige indtryk til et kommende projekt, men suger til mig og tager en masse billeder. Sanserne bliver skærpet, maden smager bedre og den kolde øl, når vi når frem, kan ikke beskrives. Undervejs opstår der alligevel idéer og inspiration til min kunstneriske praksis, der kører som et parallelt spor ved siden af de praktiske spor, som er en del af turen.”

Annemette Larsens tekstiler på udstillingen i Tønder inspireret af rejser; i baggrunden væghængte tekstiler med afsæt i Ruslands landsbyer, datjaer og boligblokke, i forgrunden plaider med afsæt i Midtjyllands natur. Foto: Charlotte Jul

Fleksibel fremtid

Da Corona-krisen ramte, havde Anne Mette Larsen planlagt en tur til Hviderusland.

”Hviderusland er det land, jeg gerne vil besøge inden jeg dør, og lige nu tænker jeg, at ”det når jeg nok”. Måske bliver det ikke på cykel med overnatning i små landsbyer, men i bus med mundbind og håndsprit fra hotel til hotel. Jeg håber det ikke. Men min arbejdsglæde og mit inspirationsbibliotek tror jeg, vil være intakt. Der er en dobbelthed i situationen, for på den ene side var det befriende, at så meget blev aflyst, og at der ud af det blå kom en lang periode til fordybelse.

På den anden side ved jeg, at noget af det, der for alvor skubber til min inspiration, er de rejser, hvor jeg er blevet rystet, forundret eller forelsket i noget helt anderledes og overraskende end det, jeg er en del af til hverdag. Jeg fylder 60 næste gang og har rygsækken fuld af ubearbejdede indtryk fra mange kilometer på Østeuropæiske landeveje gennem årene. De rækker min tid ud og ellers er der jo stadig mit eget land. Jeg har været heldig, og er klar over at min indstilling til fremtiden ville være anderledes, hvis jeg var 30”, pointerer den cykelerfarne væver.

Vue over udstillingen Travel as a Tool – eller Rejsen som Redskab, som den hedder på Tønder Museum, hvor den kan opleves til og med 6. marts, 2022. Foto: Charlotte Jul

Omstillingsparathedens tidsalder

På et globalt plan lader det til, at COVID-19 skiller fårene fra bukkene. Skiller dem med penge på kistebunden og adgang til et sygehusvæsen fra dem, der ikke har. Hvis pandemien fortsætter i en længere periode, er det temmelig sandsynligt, at skellene bliver endnu skarpere og at de kunstneriske frembringelser, feltet lever af og står på, bliver prissat og italesat for en snæver elite. Lige så sikkert er det nok også, at mange af de udøvende ikke længere kan leve af deres fag, men må finde nye, alternative veje for at forsørge deres familier.

Den socialistiske velfærdsmodel, som vi praktiserer i norden, står for alvor frem som noget af det mest humane, men kulturlivet her er alligevel maksimalt under pres. Der er en omkalfatring på vej, hvor nye forretningsmodeller, omgangsformer og måder at interagere på skal gentænkes i forhold til den nye virkelighed. En virkelighed, der kræver omstillingsparathed, nytænkning og tæring efter næring. Det er heldigvis ikke en uvant kunstneriske præmis og fordring, så der er håb endnu. Hvad enten vi cykler, graver vores egen ler eller inspirerer hinanden digitalt – i USA, Europa eller i Norden.

TRAVEL AS A TOOL

Travel as a Tool er en rejseudstilling mellem Designmuseet Helsinki i Finland i Vandalorum i Värnamo, Sverige og Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder.

Travel as a Tool undersøger, hvordan over 40 designere og arkitekter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har indarbejdet rejseaktivitet i deres praksis, fra 1940’erne til i dag.

Udstillingen viser betydningen af rejsen for den enkelte og for professionen som helhed. På udstillingen finder man dagbøger, korrespondancer, skitsebøger, fotografier, film og inspirationsgenstande.

Artiklen er udgivet i kataloget til Travel as a Tool, der i den danske version hedder Rejsen som Redskab. Udstillingen kan opleves på Tønder Museum til og med 6. marts, 2022.

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbygger sine lamper i sit studio i Designhuset Frederiksgade 1 i København. Foto: Dorte Krogh.

BIOGRAFI:

Vibeke Fonnesberg Schmidt er uddannet på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 1994 med studieophold i Japan, Skotland og Tyskland. Efter afgang fik hun værksted med kollegaerne Morten Løbner Espersen og Jeanette List Amstrup, har udstillet i ind- og udland, modtaget priser og anerkendelser og er indlemmet i flere museumssamlinger.

Som designer kom hendes BAU-lampe fra 2008 i produktion hos Normann Copenhagen og i 2014 kom hun i stald hos Nilufar Gallery i Milano, ligesom hun har arbejdet sammen med Dimore Studio og var med i MINDCRAFT i 2016.

I dag skaber Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbyggede lamper for private kunder i hele verden som VIVI restaurant i London, Aria Villa Hotel i Las Vegas og senest hotel Mandarin Orchard i Singapore.

www.vibekefonnesbergschmidt.dk

Hvordan skifter man materiale som formgiver? Hvordan bygger man bro over sine færdigheder og får katapulteret sin praksis ud i verden, så folk får øje på den? Jeg har mødt udøver Vibeke Fonnesberg Schmidt til en samtale om hendes vej fra unikakeramik til unikalampekunst – om springet fra krukker på bordet til lamper i loftet…

Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbygger eksklusive unikalamper i plexiglas og messing med reminiscenser af italiensk 60’er design, fransk Art Nouveau og tysk Bauhaus-modernisme. Med et erfarent blik, funderet i en etableret praksis som keramiker, skaber hun nu lamper, der balancerer på kanterne af kunst, kunsthåndværk og design.

Vibeke Fonnesberg Schmidt arbejder metodisk ved at tage afsæt i et system og mulighederne i det. I opbygningen. I gentagelsen og i de rumlige dimensioner og symmetrier, der nedbrydes, skubbes og forskydes, så nye konstellationer opstår. Om materialet er porcelæn, træ eller plexiglas handler det om det ofte uforudsete samspil mellem geometri, lys og materiale. De sidste par år har Vibeke Fonnesberg Schmidt samarbejdet med verdensberømte partnere som Nilufar Gallery og Dimore Studio i Milano og toneangivende internationale indretningsarkitekter.


Hvornår gik det op for dig, at du skulle videre fra keramikken? Og hvordan tog du springet?

Jeg arbejdede i porcelæn ud fra princippet om stablede ringe, som jeg lod deformere styret i brændingen. Men når jeg stod og stablede de forglødede ringe, fik jeg lyst til at de ikke skulle deformere, men istedet kunne bredes mere ud, og derfor begyndte jeg at arbejde i træ. Jeg forelskede mig i birkekrydsfiner – særligt i kombination med malede flader, og lavede derefter vægrelieffer, stablede borde og en serie borde i upcyclet træ, der på sin vis var en forlængelse af mit formsprog i porcelæn, men nu altså blot i et nyt materiale.

DICIOTTO Lysekrone med to arme. Foto: Dorte Krogh

Hvordan opstod idéen til lampen BAU, som senere kom i produktion hos Normann? Hvordan kom du fra keramik i bordhøjde til et teknisk produkt i lofthøjde?

Idéen til BAU kom lidt tilfældigt. Jeg havde sagt ja til at udstille arbejder i træ på et galleri, men havde ikke fået at vide at temaet var lys. Så ret hurtigt måtte jeg finde ud af, hvordan mit foretrukne birkekrydsfiner kunne blive til et tredimensionelt lysobjekt. Jeg har altid elsket cirkler og geometri og kom i tanke om et stykke legetøj, der bestod af cirkler samlet med slidser. Ved at forskyde slidserne og arbejde med forskellige størrelser cirkler kunne jeg transformere idéen fra det lidt rigide legetøjssystem til mit eget system, der kunne skabe levende og spændende former. Herfra byggede jeg en form rundt om lyskilden. Meget enkelt i tanken, men mega kompliceret i virkeligheden. Efter få skiver blev det klart, at det selvfølgelig skal tegnes i computer for at kunne passe. I betragtning af at jeg ikke regner mig selv for verdens dygtigste håndværker, er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har håndskåret samtlige slidser på de første lamper. Her var det helt uvurderligt, at jeg havde et ophold på træværkstedet på Statens Værksteder for Kunst, hvor jeg lærte at bruge en fræser. Det var lidt af en ilddåb.

Det lamperne har til fælles med mine keramiske arbejder er skalaen. Og at mine lamper som mine keramiske værker altid er forskellige afhængige af, hvilken vinkel man betragter dem fra. Jeg laver meget sjældent lamper, der er ens fra alle sider. Der er altid en pointe med at bevæge sig rundt om objektet – at man som beskuer skal gå på opdagelse i, hvordan lampen ser ud fra forskellige synsvinkler.

WALL LIGHTS fra gruppeudstillingen ‘LIFE ON MARS’ for Dimore Studio. Foto: PR

Er du bevidst om dine forskellige kompetencer indenfor kunsthåndværk, kunst og design, eller er de blevet så meget en forlængelse af dig og din formgivning, at du ikke længere tænker over det, når du bruger dem aktivt?

Jeg har lært, at jeg kun kan bidrage med noget, der er interessant, hvis det kommer fra min egen tilgang til formgivning. De få gange jeg har prøvet at angribe processen på en anden måde, er det endt med at være ligegyldigt for mig, og dermed helt sikkert også for beskueren eller kunden. Jeg må stole på, at det jeg synes er spændende, vil andre også kunne se, og så give den max gas på det. Nørde igennem og stole på min mavefornemmelse. Jeg arbejder intuitivt og nok også lyst- og interessestyret og bruger selvfølgelig min lange erfaring, og jeg ved, at jeg tager rigtig meget stilling i processen. Jeg ved, hvornår jeg skal passe på med at styre for meget. Jeg ved hvornår, jeg skal snyde mig selv, så der kommer et element af ’randomness’ ind, så farvesammensætninger og placeringer bliver mere spændende.


Hvad er vigtigt for dig i din formgivningsproces?
Hvornår ved du, om den er der? Ved man det?

Da jeg gik på Danmarks Designskole havde vi en dygtig underviser, der snakkede om, at “der skal være en årsag til at handle”. Jeg ved faktisk ikke, om jeg forstår det helt som det var afsendt, men for mig er det noget med, at jeg på et tidspunkt er så nysgerrig på en idé, at jeg at nødt til at udføre den. Altså noget med den energi, der er i idéen. Det er jo besværligt og dyrt at lave ting, så balancen mellem “hmmmm måske er det noget” til “det skal jeg sgu se, hvordan bliver” – det balancepunkt er der, hvor jeg går i gang. Og det kan være alt muligt, der sætter det i gang. En smuk form, jeg har set. Et materiale, der kan noget. Et møde mellem to farver. Farverne hører sammen med formen. Hvis jeg har to farver, der er fine sammen, kan det være de giver mig en fornemmelse af noget 60’er-agtigt. Eller noget art deco måske, og så kan jeg jo tage stilling til, om jeg vil gå med på den følelse eller gå imod den. Om farverne skal danne en fin, blød helhed eller skabe nogle flere grafiske møder. Når man arbejder så geometrisk, som jeg gør, kommer man nogle gange til at lave noget, der er i familie med design fra forskellige epoker.

Da jeg lavede DICIOTTO-serien vidste jeg faktisk med det samme, at den var der. Fordi det var sjovt at lave den konstruktion, og fordi jeg kan blive ved med at udforske konceptet. Jeg bliver aldrig træt af at lave de lamper, og jeg glædes over farvemøderne og effekterne, når lyset tændes. Da jeg lavede mine nye serier IVI og PIERO kæmpede jeg med dem i lang tid. Det var en mere udfordrende proces. Første skridt er, når jeg får lyst til at gå fra tegning til prototype. Årsagen til at handle. Derefter kigger jeg på dem i lang tid. Hvis de bliver banale eller kedelig efter et stykke tid, ændrer jeg noget. PIERO lamperne har haft mange forskellige konstruktioner af plexiglas. Formen på messingrammen var jeg ret hurtigt tilfreds med. Det er noget med, at den føles rigtig. At jeg kan blive helt forelsket i den rigtige stumpe vinkel. Det giver en ro indeni, når den er rigtig.

Close-up af DICIOTTO Lysekrone med syv arme. Foto: Daniele Lodice

Hvornår gik det op for dig, at du er landet i en niche? En særlig en, hvor du er blevet internationalt kendt for unikt at farvesætte og håndbygge dine lamper?

Det startede lidt tilfældigt, men ret hurtig blev jeg opmærksom på, at flere udøvere i b.la. USA designede håndbyggede, eksklusive lamper, og jeg kunne godt se det rigtige i at kombinere min kærlighed til geometri, farve og form med idéen om at bygge unikke ’custom made’ lamper. Jeg kan lide alle dele af processen. Jeg elsker at tegne dem, bestemme farverne, bygge dem og se dem tændt. Det var som om, at alt gik op i en højere enhed. Det jeg kan og det, der er et marked for. At kunderne leder efter noget unikt og særligt, og at jeg bare skal give den gas og skabe lamper, der er så smukke og særlige som muligt, og ikke partout skal tilpasse mig et strømlinet marked, som man til dels skal i de mere industrielle og kommercielle designsammenhænge.

 

Hvornår vidste du, at du skulle ud internationalt med dine lamper?
Har det været en bevidst satsning og hvordan greb du det an?

Jeg tror altid, jeg har vidst, at der ikke var kunder nok i Danmark til det, jeg kan og vil. Måske er det noget med smagen og at mine lamper har lidt store armbevægelser. En af de første lamper, jeg lavede i plexiglas og messing, blev tilfældigvis spottet af en amerikansk designblog, og herefter blev den delt helt vildt på Pinterest. Det gav mig et afsæt.

Derudover er jeg af forskellige grunde kommet meget i Italien siden jeg var helt ung og har en veninde i Milano, som først viste mig de toneangivende butikker og gallerier og derpå introducerede mig til Nina Yashar fra Nilufar Gallery, som er et af top-gallerierne i designverdenen. Hun gav mig mulighed for at vise Nina mine lamper. Jeg kom i stald hos Nilufar og har været det siden. Nilufar viser mine lamper sammen med hendes øvrige udvalg af håndplukkede kunstnere og designere fra hele verden i Milano, men også på internationale messer som ART BASEL, PAD osv.

Jeg har også arbejdet med DIMORE studio for nogle år siden, men er nu dedikeret til Nilufar, og det fungerer rigtig fint. Nina har et helt fantastisk netværk i designverdenen og bringer mig i kontakt med projekter, man ellers kun kan drømme om. Hun har et fantastisk øje, og der bliver simpelthen højere til loftet for mig af at arbejde med hende. Hun blander sig aldrig i det jeg laver, men fordi jeg kan visualisere den kontekst mine lamper skal vises i, skubber jeg mig lige lidt længere ud, end jeg normalt ville gøre. Jeg tror, at mine lamper er en fusion af min danske designuddannelse, min kærlighed til geometri og farver og den frisættende materialeglæde, jeg fik af at komme i Italien.

PIERO loftlampe i plexiglas og messing. Foto: Alastair Philip Wiper

BIOGRAFI:

Vibeke Fonnesberg Schmidt er uddannet på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 1994 med studieophold i Japan, Skotland og Tyskland. Efter afgang fik hun værksted med kollegaerne Morten Løbner Espersen og Jeanette List Amstrup, har udstillet i ind- og udland, modtaget priser og anerkendelser og er indlemmet i flere museumssamlinger.

Som designer kom hendes BAU-lampe fra 2008 i produktion hos Normann Copenhagen og i 2014 kom hun i stald hos Nilufar Gallery i Milano, ligesom hun har arbejdet sammen med Dimore Studio og var med i MINDCRAFT i 2016.

I dag skaber Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbyggede lamper for private kunder i hele verden som VIVI restaurant i London, Aria Villa Hotel i Las Vegas og senest hotel Mandarin Orchard i Singapore.

www.vibekefonnesbergschmidt.dk

Pin It on Pinterest