Fremtidens Designsymbioser

Fremtidens Designsymbioser

Fremtidens Designsymbioser

Svampemyceliets praktiske og æstetiske muligheder blev illustreret af The Growing Pavillion af Biobased Creations og the Dutch Design Foundation under Dutch Design Week 2019. Den biobaserede rotunde er beslægtet med den svampearkitektur, som Det Kongelige Akademis professor i bio-hybrid arkitektur, Phil Ayres, eksperimenter med. Pressefoto

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

Vi har et altoverskyggende, praktisk problem at løse: Bæredygtighedskrisen, der gør design af flere genstande til at tynge kloden til en suspekt affære. Tegner svampe eller robotter fremtidens designscenarier?

Med bæredygtighedskrisen følger også et filosofisk spørgsmål. Ikke om, hvor vi skal gøre af alle designobjekterne, men hvor vi skal gøre af mennesket selv i den gryende nye verdensorden, hvor mennesket ikke længere kan forstås som altings centrum, og ikke engang kan fastholdes som en afgrænset eksistentiel eller fysisk enhed. Der er verdner inden i os og uden om os, vi er grænseløst forbundet med andre eksistenser fra bakterier til planter og planeter. Design realiseres allerede i dag som symbiotiske samarbejder mellem menneske, maskine og natur, så hvordan skal vi forstå formgivning i fremtiden?

Design-begrebet knytter sig historisk til Skønvirke-bevægelsen, der for hundrede år siden insisterede på kunsthåndværket og det menneskelige aftryk i en ny verden af industriel masseproduktion. Med tiden blev design en samlebetegnelse for den gennemtænkte tegning og udvikling af produkter og siden også materialer og processer med og uden direkte menneskelige aftryk.

I Skønvirke-traditionen var Gesamtkunstwerket et ideal om dekorativ og velfungerende samvirken af håndværksmæssige og kunstneriske discipliner om et værk, hvor enkeltdelene og enkeltdisciplinerne samlede sig til et større hele. Som Anders V. Munch skriver i en præsentation af sin afhandling om Gesamtkunstwerket, Fra Bayreuth til Bauhaus, i Carlsbergsfondets Festskrift i 2013, så er moderne design netop udviklet som del af samfundets ’totalarkitektur’ og er præget af en helhedstænkning, der sætter målene langt højere end det enkelte produkts form.

Pinar Yoldas, Copulation-Free Reproductive Organ for Pollution Affected Humans, 2021. Installation view, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of the artist

Gesamtkunstwerk og nyhedsværdi

Men skulle jeg i dag på tærsklen til et 2022, der allerede inden de første corona-aflyste nytårskoncerter lugter lige så friskt og løfterigt som en daggammel engangskarklud, pege på et tidssvarende Gesamtkunstwerk, ville jeg ikke flygte ind i nydelsen af værker af overbevisende sanselig harmoni eller finde tilfredsstillelse i designprodukter af stor funktionel værdi. Det, der trods den aktuelle krisefatigue, kribler og krabler, og synes at dukke op alle vegne som de nye Gesamtkunstwerker, er projekter, der går på tværs af videnskab, kunst og natur i en hidtil uset radikal forstand. De grænser, der overskrides i dag, er ikke mellem forskellige klassiske kunsthåndværksdiscipliner, men mellem vævning, arkitektur og svampevækst; mellem AI, indeklima og monolitiske mycelier; mellem blomster og computervidenskab. Menneskelig bearbejdning, som var den x-faktor Skønvirken fastholdt, at den industrielle produktion behøvede for at kunne gøre den industrialiserede fremtid menneskelig, skøn og meningsfuld, er ikke længere i centrum.

En af de finere oplevelser med kunsthåndværk og design, som 2021 bød på, var udstillingsrækken på det nye udstillingssted for keramik i København, Peach Corner. 30. september åbnede keramiker og designer Ole Jensen udstillingen Nyhedsværdi som kurator. Gennem tiden har Ole Jensen selv været garant for nytænkning med en vilje til at afsøge nye veje og dreje, når den slagne vej er lige frem, eller blive tænksomt stående, når andre halser afsted. Som kurator havde han samlet et varieret og kompetent udstillerfelt til Nyhedsværdi, hvor alle udstillere kredsede om opdraget, som var en ikke så lille tillidserklæring: at skabe noget ‘absolut nyt’. Hvad kan en ny brugsting være? Et ladet og tungt spørgsmål i dag – på en gang eksistensfilosofisk, innovationskrævende og stenalderkonkret. For underneden truer spørgsmålet om, hvordan vi opretholder menneskehedens og samtidig et rimeligt niveau af naturens eksistens, mens vi skaber nye ting?

Materialeeksperimentalist Jonas Edvard satte sine meddesignere, svampene, i glas og ramme til udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Blandt udstillerne fandt man designer og materialeeksperimentalist Jonas Edvard, der arbejder ud fra devisen ‘form follows materials’. Han gror svampe og hamp til møbler og koger tang og blander det med kalk for at omdanne materialet til lamper. I udstillingen på galleriet på det ferskenfarvede hjørne viste han sit svampetekstil Myx-skin. Det svampemycelium, som er svampenes for os oftest usynlige hvide rodnet, har Jonas Edvard i tidligere projekter brugt til at skabe en stol af.

I Myx-skin sættes svampemyceliet i glas og ramme og det greb sporede blikket ind på skønheden i det uvante materiale, og samtidig mindede materialets uvillighed til helt glat at føje det todimensionelle format om dets levende og selvorganiserende ophav. For det allermest interessante ved Jonas Edvards designpraksis er hans villighed til at overgive en del af processen til en anden livsform; han arbejder med svampe, han høster ikke blot for at forme råstoffet, han samarbejder med svampe. Det er lige til at blive helt lille og ydmyg af at vide, at både din og min krop indeholder flere bakterier og svampe end egne menneskeceller målt i antal. Hos Jonas Edvard bliver symbiose mellem menneske og svamp ikke en tænkt idé eller et usynligt naturvidenskabeligt kuriosum, men en udvortes arbejdsform og et bæredygtigt konstruktionsprincip i hans designprojekter.

Luke Jerram, Gaia, 2018. Detail, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of Luke Jerram

Alt er forbundet

Svampene gror også i de akademiske sale. Når 2021 bliver til 2022 huser Det Kongelige Akademi et nyt professorat inden for feltet bio-hybrid arkitektur, som kobler levende organismer og digitale og tekniske komponenter. Arkitekt og lektor, Phil Ayres tiltræder professoratet med en baggrund i blandt andet forskningsprojekter som Flora Robotica, der eksperimenterer med samarbejde mellem robotter og planter om rumlige konstruktioner og Fungal Architecture, der har som ambition at bygge med og lære af levende svampe i monolitiske arkitektoniske størrelsesforhold.

Menneskets samarbejde med svampe og andre livsformer blev også i efteråret 2021 udfoldet af Medicinsk Museion i den stort anlagte, tværfaglige udstilling Verden er i dig på Kunsthal Charlottenborg, der med afsæt i ny biomedicinsk forskning viste, hvordan vi mennesker eksisterer i netværk af forbindelser fra det mikroskopiske til det planetariske niveau. Denne svimlende ambition om at vise, hvordan vore kroppe er forbundet med verden, mente kuratorgruppen kun kunne vises ved at inddrage både kunst, historie, filosofi, politik og sundhedsforskning.

Kendte hierarkier falder, det oplyste, kulturskabende menneske afslører sig som semipermeable membraner befolket af hidtil upåagtede livsformer. Og når man først har fået færten af denne forskydning, lugter man invasionens fermenterede duft overalt – uden omfanget af forskydningen vel står helt klar for nogen endnu, i al fald for undertegnede, registrerer jeg interessen for naturens forbindelser uden om og inden i mennesket overalt: Min drikkeyoghurt proklamerer, at ‘haven i maven skal blomstre’ og pynter sig med en farverig blomstereksplosion i silhuetten af et tarmsystem tegnet ublu på flasken. For tarme har charme, som det fastslås af titlen på den unge tyske gastroenterolog Giulia Enders’ fascinerende populærvidenskabelige bog, Tarme med charme, om vores fordøjelsessystem og vores venner bakterierne, som befolker os.

Hun har efterfulgt en anden tysker, Peter Wohlleben, som bestsellerforfatter med en særegen evne til at formidle naturvidenskab i relaterbare narrativer. Som hun skriver medrivende om det usynlige liv i tarmene, skriver han lige så gribende om usynlige samarbejder og biosemiotik i bøgeskoven i Træernes hemmelige liv og Naturens hemmelige netværk. For nylig er en endnu mere markant stemme udkommet på dansk; Emanuele Coccia foreslår i Planternes liv – blandingens metafysik intet mindre end en gentænkt kosmologi og naturfilosofi. Emanuele Coccia, som er landbrugsuddannet, filosof og lektor på École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris, indvarsler en radikal metafysisk forskydning, hvor mennesket ikke længere er filosofiens eksistentielle centrum, men hvor planterne forstås som den mest centrale livsform, og hvor tiden er kommet til en ny lydhørhed over for andre eksistenser i og omkring mennesket.

Anne Tophøjs eksperimenterer med at give en klassisk håndlavet keramikskål de utætte egenskaber i industrielle keramiske filtre resulterede i Permeabilitets-test nr. 1 på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Skønvirke version 2.0

Fra drikkeyoghurt til filosofi lyder det, at vi mennesker ikke længere kan opholde os ved vores egen navle og fastholde en ontologisk grænse mellem kultur- og naturskabt. Vi må længere ind – helt ind i maveregionen på os selv for at forstå, at det at være et menneske både er at være et ubetydeligt sandkorn i universet, vært for en koloni af trillioner af mikrober og grunden til, at vi lever i det antropocæne – en af mennesket forandret tidsalder på geologisk niveau.

Opmærksomheden på planters følelser, svampemyceliets arkitektoniske muligheder og fermenteringens gastronomiske genopdagelse præsenterer sig stadig mest som løsninger på aktuelle problemer, for vi står metaforisk på landbrugsjord og leder efter nye afgrøder at høste og føde de næste generationer med. Men det, der anes i horisonten, er mere gennemgribende end nye råstoffer at udvinde til forbrug. Det er potentielt en ny kopernikansk vending, der vender blikket væk fra sit oplyste og kulturskabende menneskelige centrum til grænseoverskridende forbindelser og netværk og en helt ny måde at tænke designprocesser som symbiose med andre intelligensformer.

Det bliver interessant at følge, hvordan denne opløsning eller udvidelse af menneskets grænser kommer til at virke sammen med den anden bæredygtighedstendens, der samtidig tegner sig i kunsthåndværkstænkningen – måske kan man gå så vidt at tale om en Skønvirke version 2.0, hvor mantraet om få, bedre ting styrer indkøbene, og lokalt og håndlavet er godt.

En af Skønvirkens store ånder og udøvere, William Morris, sagde berømt, at man kun skal have ting i sit hus, som man ved er nyttige eller mener er smukke. Den læresætning giver genklang i dag, hvor den amerikanske kurator, forfatter og tidligere direktør for Museum of Art and Design, Glenn Adamson i sin bog Fewer, Better Things – The Hidden Wisdom of Objects fra 2018 erklærer sig ‘pro-object’. Gennem en række dybt materiale- og håndværksnørdede essays forklarer han, hvordan kærligheden til ting ikke er det samme som at være fortaler for hvilket som helst objekt. Adamsons overbevisende pointe er, at fysisk know-how binder vores samfund sammen, da en vellavet ting er resultatet af tusind års akkumuleret menneskelig erfaring, og at denne indlejrede materielle intelligens er udgangspunktet for, at vi kan træffe bedre beslutninger om, hvordan vi bebor denne planet.

Med snedkergreb ophøjede Rasmus Bækkel Fex simpel spånplade til møblet Potatoe i udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Bæredygtig dannelse

Således er en styrkelse af materiel intelligens og håndværksmæssig kunnen ikke kun en sag for den elitære fortrop, der inspirerer og udvikler, men også et spørgsmål om basal bæredygtig dannelse – så vi alle kan tilegne os og mestre madlavning, reparationer, nye og gamle redskaber og materialer og deltage i samtalen om avantgardens frembringelser. Materiel intelligens er forankret i kulturhistorie og læring, for det er i en kontinuerlig bevaring af traditioner, at vi giver den ofte kropslige viden om redskaber og materialer videre.

Disse traditioner skal i fremtiden sameksistere med radikale nybrud og en ny omfavnelse af ikke menneskelige livsformer fra svampe til robotteknologi og nye paradigmer for produktion, der indbefatter nye forventninger til brug, genbrug og holdbarhed. Vores tøj skal holde længere end til en enkelt fest eller det gennemsnitlige 7-8 ganges brug af billigt tøj, før det smides ud, men vi skal måske også acceptere, at andre ting, som usprøjtede æbler og svampekonstruerede bygninger, ikke beholder sin form så længe.

Omkring Anden Verdenskrig fremskrev den tyske filosof og kulturteoretiker Walter Benjamin sit berømte billede af historiens engel, der blæses rygvendt ind i fremtiden med blikket vendt mod fortidens ophobede ruiner. Når kunst og design i denne kriseramte tid gør sine på en gang hektiske og kærlige forsøg på skabe noget absolut nyt, er det som om, de insisterer på ikke at skabe flere gamle nyheder, der kan hobe sig op i slipstrømmen af den uafvendelige fremadstormen. I stedet forsøger kunst og design at tvinge englens blik fremad for at se og forandre fremtiden. Ingen kan jo se fremtiden, men i dag tyder meget på, at den antropocæne tid også bliver den post-antropocentriske tid. Omfavnelsen af andre livsformer og højteknologi i bæredygtighedens navn er uomgængelig, og det resulterer forhåbentlig også i både nyttigt og smukt design og kunsthåndværk.

Søren Thygesen viste værket Kande fra den Antropocæne tidsalder på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

Pin It on Pinterest