Åbningstale Wegnerprisen 2025

Åbningstale Wegnerprisen 2025

Åbningstale Wegnerprisen 2025

Åbningstalen, hvor årets modtager bliver afsløret, af partner og kurator i SOLOSOLO, Anni Nørskov Mørch. Foto: Tønder Kommune

WEGNERPRISEN

Formålet med Wegner Prisen er at udbrede kendskabet til Tønder som Wegners fødeby og hans tilknytning til Tønder. Derudover skal prisen udbrede kendskabet til Kunstmuseet i Tønder som formidler af Wegners arbejde og formidler af nordisk kunst og design.

Wegner Prisen uddeles derfor til en designer, der har bidraget væsentligt til den nordiske designs udvikling og/eller til en person eller institution, der har bidraget eller bidrager til kendskabet til Wegners virke og betydning.

Prisen består af et pengebeløb på 25.000 kr. og et Wegnermøbel. Den uddeles én gang årligt og blev uddelt første gang i 2015.

Vinderen af Wegner Prisen kåres af en jury, der består af: Jørgen Popp Petersen, borgmester i Tønder Kommune, Anne Blond, direktør, Foreningen Museum Wegner,
Anne-Louise Sommer, museumsdirektør, Designmuseum Danmark, Michael Bjørn Nellemann, bestyrelsesformand Rungstedlundfonden/Karen Blixen Museum
Tine Blicher-Moritz, Kunstmuseet i Tønder

WEGNERPRISEN

Kurator og partner i SOLOSOLO Anni Nørskov Mørch afslørede årets modtager af Wegnerprisen 2025 med denne fornemme tale. Den royale ramme på Schackenborg Slot i høj solskin slog den smukkeste tone an til dette flotte arrangement. Som modtager er sådan en tale den smukkeste gave. TAK!

Tak for ordet og tusind tak for æren at få lov at afsløre og tale til årets modtager af Wegner-prisen.

Modtageren af årets Wegnerpris kender jeg ret godt.

Hun har åbnet døre for mig som yngre skrivende i kunsthåndværk- og designfeltet.

Hun har inspireret mig.

Og hun har sat røde streger i mine blødende tekster. Og plaster på.

Men jeg er bare en blandt mange, der er blevet berørt og motiveret af dagens prismodtager, som er kropsliggørelsen af engagement i dansk kunsthåndværk og design.

Det personlige glødende engagement og dygtighed er naturligvis vigtigt for en højt specialiseret og vidt forgrenet, men også fragmenteret kunstform som kunsthåndværk og design. Engagement og dygtighed er vigtigt for, at faglighederne kan udvikle sig og bidrage til andre områder af samfundet.

Men engagement og dygtighed gør det bare ikke alene.

Der skal knofedt til.

Rasende blind arbejdsiver og dumstædig virkelyst.

Vi ved det.

Os, der kerer os om dansk kunsthåndværk og design og de værdier, der ligger i at have kvalitet mellem hænderne og skønhed mellem ørerne.

Det står dagens prismodtager også for.

Det at gøre arbejdet. At blive ved. At bygge sin egen megafon. At udfordre sig selv. At udfordre feltet.

Derfor er det mig en stor glæde at annoncere, at årets modtager af Wegnerprisen er Charlotte Jul!

Anni Nørskov Mørchs åbningstale strakte smil og eftertænksomhed. Foto: Colin Seymour

Charlotte Jul er cand.mag i spansk, filosofi og design fra Københavns Universitet, selvstændig siden 2000 og dertil løbende tilknyttet forskellige væsentlige aktører i designfeltet såsom det Kongelige Akademi.

Hun virker som utrættelig skribent, lejlighedsvis kurator og årelangt medlem af designjuryen for 15. juni Fondens hæderspriser til nyuddannede designtalenter.

Og så er Charlotte Jul en vidunderlig redaktør.

For som nævnt kender jeg Charlotte, da hun flere gange har været min redaktør på tekster, som jeg spændt har sendt til hende.

Nænsomt responderer hun på det fremsendte med et: Er det sådan, du vil fremstille det? Så man straks begriber, at man har skrevet sig selv helt i hegnet – og finder vejen igen.

Dét kvitterer hun så for med overstrømmende versaler, der springer ud af skærmen som en redaktionel krammer så hård og kærlig, som dem man får, når man møder hende til alle – ja, alle – ferniseringer og begivenheder i det danske kunsthåndværk- og designlandskab.

Prisoverrækkelse af Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen. Foto: Anni Nørskov-Mørch

Et landskab som hun for nylig og meget tiltrængt har kortlagt i magasinet Formkraft.

Når man kortlægger udstillingsstederne i det danske kunsthåndværk- og designlandskab, så er der meget at glæde sig over. Som hun selv skriver:

”Der er et stigende behov og ønske for at se, opleve og mærke nutidens kunsthåndværk og design.”

Hun noterer sig tendensen, at:

”… samtidens kunsthåndværk og design i høj grad formidles via kunstnerdrevne initiativer…”

Og at:

”Kunsthåndværkere og designere er generelt gode til at skabe deres egne scener.”

Men kortlægningen afslører også huller:

”For selvom [de kunstnerdrevne initiativer] skaber synlighed og publikummet er til stede, så er scenerne håndholdte, sporadiske og bliver ofte ikke dokumenteret.”

og her rider Charlotte og jeg på samme kæphest:

”Når dokumentationen mangler, bliver udstillingerne, udøvernes værker og intention ikke en del af den faktuelle designhistorie og dermed traditionen og forskningen. Det er et problem i forhold til den løbende kulturarv og skævvrider billedet af feltet.”

TAK FOR DET, Charlotte!

Dejligt mange gæster havde fundet vej til Schackenborg Slot. Foto: Bo Jacobsen

Vi bryster os – med rette – af at være en stolt design-nation.

Det har Danmark kunnet kalde sig længe: Vi ser gerne tilbage på dengang, vi var stolte af, at de amerikanske præsidentkandidater sad på Wegners runde stol under en tv-transmitteret debat i 1960.

Og vi gør det det i dag, hvor designstuderende spænder mantraet om funktionalitet helt ud omkring bæredygtig ansvarlighed, og holder de æstetiske visioner smidige nok til at kunne række fra hverdagsliv til innovation.

Charlotte Jul kender og formidler både traditionen og den levende scene og de unge designstuderende.

En kop.
En seng.
Et symbol.
En funktion.

Den er ikke altid nem at fange med ord, den værdi, der bor i kunsthåndværk og design.

Vi ved det dog. Vi mærker det hver dag.

Men med et veludviklet vokabular kan vi stille kritiske spørgsmål og overdrage viden og udveksle den med hinanden og et større fællesskab. Det er pinedød nødvendigt at have en dannet offentlighed omkring kunsthåndværk og design, så vi ikke forholder os til indretningen af vores liv og samfund – for det er det, vi taler om her: indretningen af vores liv – som umælende forbrugere.

Design er kulturstof. Det hører til i debatten. Det vedrører samfundsøkonomien. Design er erhvervsstof. Uddannelse. Velfærd. Innovation. Skønhed. Værdighed. Bæredygtighed.

Men skal debatten være skarp og konstruktiv, så skal vi tæt på det, vi taler om. Og der er Charlotte Jul. Tæt på dansk design og kunsthåndværk. Og heldigvis bruger hun ikke kun sin følsomme stemme til at formidle fortrinlighederne, hun spidser også indimellem pennen med en kras kritik og peger på det, vi mangler.

Jurymedlem og direktør for Museum Wegner, Anne Blond, kurator og partner i SOLOSOLO Anni Nørskov Mørch og Eva Wegner. Foto: Cecilie Bak Lindhard Fabricius

Her kommer vi så til det bedste – og det værste – ved Charlotte Jul:

At hun er så enestående.

Enestående i sin dedikation til at folde ord ud omkring design og udfolde design til nære og fjerne fagfæller.

Og ene-stående i den forstand, at hun har alt for få fæller, der istemmer koret og diskuterer kunsthåndværk og design.

Så lad os her og nu love Charlotte og hinanden, at vi ikke vil lade hende stå så ene. Vi må istemme, samtale, nuancere, opponere og give flere ord til dansk kunsthåndværk og design.

Hjerteligt tillykke, Charlotte, med den anerkendelse og den opfordring til fortsat engagement og ordrigt lederskab, der ligger i tildelingen af Wegnerprisen 2025!

‘photo opp’ på gårdspladsen foran Schackenborg Slot med jurymedlem og direktør for Museum Wegner, Anne Blond, og partner og kurator i SOLOSOLO, Anni Nørskov Mørch. Foto: Kurt Bucka

Juryens motivering:

Der er ikke en, der kender den danske kunsthåndværker- og designscene bedre end Charlotte Jul.

I over 25 år har hun med en imponerende vilje og dedikation viet sit professionelle virke til at sætte ord på nutidens kunstneriske processer gennem et hav af artikler, interviews, anmeldelser og talks. Hun har både som redaktør og skribent været med til at sætte en dagsorden og dermed hjulpet sin egen tids kunsthåndværk og design til ikke at blive glemt, men tværtimod kræve en plads og en stemme som en af nutidens største danske kunstarter.

Hendes aktive pen har altid været at finde i såvel trykte som digitale medier. Her skal særligt fremhæves hendes egen vigtige og indbydende hjemmeside www.charlottejul.com og dets tilhørende nyhedsbrev, som hver måned siden 2021 er landet i et utal af mailbokse. På en lødig og inspirerende måde opfordrer hun her den enkelte til gennem samtaler, anmeldelser, essays og debatoplæg at åbne sig for de kræfter, der ligger i det gode kunsthåndværk og gøre kunsten til en aktiv del af sit eget liv.

Charlotte Jul får Wegnerprisen 2025 for hele tiden at være der, hvor fremtidens kunsthåndværk- og designhistorie skrives, for at kere sig om forståelsen af den udøvendes metier og for aldrig at slippe formidlingen og forståelsen af den danske designhistorie.

Møgeltønder og Schackenborg Slot viste sig fra sin smukkeste side på Hans J. Wegners fødselsdag d. 2  april.Foto: Bo Jacobsen

WEGNERPRISEN

Formålet med Wegner Prisen er at udbrede kendskabet til Tønder som Wegners fødeby og hans tilknytning til Tønder. Derudover skal prisen udbrede kendskabet til Kunstmuseet i Tønder som formidler af Wegners arbejde og formidler af nordisk kunst og design.

Wegner Prisen uddeles derfor til en designer, der har bidraget væsentligt til den nordiske designs udvikling og/eller til en person eller institution, der har bidraget eller bidrager til kendskabet til Wegners virke og betydning.

Prisen består af et pengebeløb på 25.000 kr. og et Wegnermøbel. Den uddeles én gang årligt og blev uddelt første gang i 2015.

Vinderen af Wegner Prisen kåres af en jury, der består af: Jørgen Popp Petersen, borgmester i Tønder Kommune, Anne Blond, direktør, Foreningen Museum Wegner,
Anne-Louise Sommer, museumsdirektør, Designmuseum Danmark, Michael Bjørn Nellemann, bestyrelsesformand Rungstedlundfonden/Karen Blixen Museum
Tine Blicher-Moritz, Kunstmuseet i Tønder

WEGNERPRISEN

Future design symbioses

Future design symbioses

Future design symbioses

The practical and aesthetic potential of fungal mycelium was illustrated by The Growing Pavilion presented by Biobased Creations and the Dutch Design Foundation at Dutch Design Week 2019. The bio-based rotunda is related to the fungal architecture that the Royal Danish Academy’s professor of bio-hybrid architecture, Phil Ayres, is experimenting with. Press photo.

ANNI NØRSKOV MØRCH

… is a historian of art and ideas with an independent practice as a curator and writer. She has been responsible for exhibitions and research and communication projects at the intersection of art, craft and design. In recent years, she has taken a particular interest in jewellery and its ability to couple intimate and collective aspects. Since January 2022, she has also been the head of the Danish Arts Foundation’s Committee for Crafts and Design Project Funding.

www.anninomo.com

The text is translated by Dorte Herholdt Silver

We have an all-important problem to solve: the sustainability crisis, which is turning the design of additional objects to weigh down the planet into a dubious activity. Do fungi or robots have a lead role to play in future design scenarios?

The sustainability crisis comes with a philosophical quandary: not where to find room for all the design objects but to find the right place for human beings in this dawning world order, where humankind can no longer be seen as the centre of everything – in fact can no longer be preserved as a delimited existential or physical whole. There are worlds within us and around us. We are intimately connected with other entities, from bacteria to plants and planets. Today, design is already manifested in symbiotic partnerships between human being, machine and nature, so how do we envision future design?

The concept of design is historically associated with the Arts and Crafts movement, which a century ago insisted on craft and the human imprint in a new world of industrial mass production. Over time, design became a general term for the intentional process of drawing and developing products, eventually extending into materials and processes, with or without a direct human imprint.

In the Arts and Crafts tradition, the gesamtkunstwerk, the total work of art, represented an ideal of the decorative and functional coordination of craft and art disciplines in a single manifestation in which individual components and disciplines formed a coherent whole. As Anders V. Munch writes in a presentation of his dissertation on the gesamtkunstwerk, From Bayreuth to Bauhaus, in the Carlsberg Foundation’s 2013 yearbook, modern design developed as part of society’s ‘total architecture’, shaped by a holistic perspective with goals that go far beyond the form of the individual product.

Pinar Yoldas: Copulation-Free Reproductive Organ for Pollution Affected Humans, 2021. Installation view, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Photo: David Stjernholm. Courtesy of the artist.

Gesamtkunstwerk and news value

However, if I were asked right now – on the threshold to 2022, which, even before the first announcements of Covid cancellations of New Year’s concerts, smells as fresh and promising as a day-old dishrag – to point to a contemporary gesamtkunstwerk, I would not turn to the pleasure of works of convincing sensuous harmony or seek satisfaction in sublimely functional design products. What seems to be sprouting and breaking through everywhere, in defiance of the current crisis fatigue, as today’s gesamtkunstwerks are projects that span across science, art and nature with unprecedented radicalism. The boundaries being crossed today are not those separating classic craft disciplines but the boundaries between weaving, architecture and fungal growth; between AI, indoor climate and monolithic mycelia; between flowers and computer science. Human processing – the X-factor that the Arts and Crafts Movement insisted industrial production needed in order to render our industrialized future human, beautiful and meaningful – is no longer regarded as essential.

One of the more exquisite craft and design experiences in 2021 was the exhibition series at the new exhibition venue for ceramic art in Copenhagen Peach Corner. On 30 September, Peach Corner presented News Value, curated by Danish ceramicist and designer Ole Jensen. Throughout his career, Ole Jensen has consistently pursued innovation, always seeking new paths and choosing his own turn when the mainstream path points straight ahead – or pausing and reflecting when others rush forward. As curator, he collected a varied and competent selection of artists for News Value, all focused on a brief that was no small declaration of trust: creating something entirely new. What might a new utilitarian object be? A charged and weighty question today – at once sparking existentialist reflections, requiring innovative thinking and representing Stone Age tangibility. Underneath lurks the question of how we can maintain human existence while safeguarding nature’s, to a reasonable degree, while creating new stuff.

Material experimentalist Jonas Edvard framed and displayed his fungal co-designers in the exhibition News Value at Peach Corner. Photo: Ole Akhøj.

One of the exhibitors was designer and material experimentalist Jonas Edvard, whose work is guided by the motto ‘form follows materials’. He grows fungi and hemp for furniture and boils seaweed and mixes it with chalk to create a material for lampshades. At Peach Corner, he presented his fungal fabric Myx-skin, based on the fungal mycelium, a network of fine white filaments that is usually invisible to the naked eye. In previous projects, Jonas Edvard has used it to make a chair.

In Myx-skin the mycelium is framed and put on display, a presentation that highlighted the beauty of this unusual material, its unwillingness to yield fully and smoothly to the two-dimensional format simultaneously a reminder of its living, self-organizing origin. The most interesting quality of Jonas Edvard’s design practice is his willingness to surrender part of the process to another life form. Rather than simply harvesting and shaping a raw material, he works with fungi, collaborates with it. It is a humbling thought to ponder that your body and mine contain more bacteria and fungi than human cells. In Jonas Edvard’s work, the symbiosis between human being and fungus is not an abstract idea or invisible scientific curiosity but an explicit approach and a sustainable design construction principle.

Luke Jerram: Gaia, 2018. Detail, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Photo: David Stjernholm. Courtesy of the artist.

Everything is connected

Fungi are also thriving in academic halls. When 2021 turns 2022, the Royal Danish Academy in Copenhagen will have a new professorship in bio-hybrid architecture, which couples living organisms with digital and technical components. Architect and Associate Professior Phil Ayres comes into the position from a background in research, including projects such as Flora Robotica, which experiments with cooperation between robots and plants in the creation of spatial structures, and Fungal Architecture, a project aimed at building with and learning from living fungi on monolithic architectural scales.

Human cooperation with fungi and other life forms was also a topic in Medical Museion’s large interdisciplinary exhibition The World is in You at the Copenhagen art centre Kunsthal Charlottenborg in autumn 2021. Based on recent biomedical research, it illustrates how human beings exist in networks of connections from the microscopic to the planetary level. To accomplish the dizzying ambition of showing how our bodies are connected with the world, the curators incorporated art, history, philosophy, politics and heath sciences.

Familiar hierarchies crumble, and enlightened, culture-building human beings are revealed, as semipermeable membranes inhabited by previously disregarded life forms. And once you have caught the scent of this displacement, you can smell the fermented fragrance of the invasion everywhere. Although most of us, including yours truly, have yet to appreciate the full extent of the displacement, I am beginning to notice the growing interest in nature’s couplings around and inside us everywhere: my kefir bottle proclaims that ‘the garden in your tummy should flourish’, the container boldly decorated with an explosion of colourful flowers in the outline of an intestinal system. Our gut deserves attention, as stated in the title of the young German gastroenterologist Giulia Enders’s fascinating popular science book Gut: The Inside Story of Our Body’s Most Underrated Organ about our digestive system and our best friends forever: the bacteria that dwell inside us.

Before her, another German bestseller author, Peter Wohlleben, demonstrated his unique ability to communicate natural science through relatable narratives. While Enders tells the riveting tale of the unseen life inside our gut, Wohlleben writes with equal impact about invisible cooperation and biosemiotics in the beech wood in The Hidden Life of Trees and The Secret Network of Nature. Recently, another important voice has been translated into both Danish and English: In The Life of Plants: A Metaphysics of Mixture, Emanuele Coccia proposes nothing less than a rethinking of cosmology and the philosophy of nature. Coccia, who studied agriculture and philosophy and is an associate professor at École des Hautes Études en Sciences Sociales (School of Advanced Studies in the Social Sciences) in Paris, announces a radical metaphysical shift in which human beings are no longer the existential centre of philosophy, plants are seen as the central life form, and time has come for a new receptiveness towards other creatures in and around human beings.

Anne Tophøj’s experiments with imparting properties of permeability to a traditional handmade ceramic bowl in industrial ceramic filters resulted in her Permeability Test no. 1 in the News Value exhibition at Peach Corner. Photo: Ole Akhøj.

Arts and Crafts version 2.0

From kefir to philosophy, the message is that humanity can no longer simply gaze at our own navel and maintain an ontological distinction between the products of culture and nature. We need to dig deeper – even into the depths of our own gut – in order to understand that being human simultaneously implies being an insignificant grain of sand in the universe, host to a colony of trillions of microbes and the instigator of the Anthropocene – a geological age profoundly shaped by humankind.

At this point, the main focus of our newfound attention of the emotional life of plants, the architectural potential of the mycelium and the gastronomic rediscovery of fermentation is on the search for solutions to current problems, since we are, metaphorically speaking, standing on arable soil, looking for new crops to reap and feed to the coming generations. However, on the horizon we can glimpse the outline of a transformation that is more profound than simply finding new materials to fuel consumption. There is the potential for a new Copernican turn that turns our gaze away from the enlightened, culture-building human centre and towards boundary-transcending connections and networks and an entirely new understanding of design processes in symbiosis with other forms of intelligence.

It is going to be interesting to see the impact of this dissolution or expansion of human boundaries in conjunction with the other sustainability trend, represented by the growing interest in crafts – perhaps we can even speak of Arts and Crafts 2.0, as our buying behaviour is guided by the mantra of fewer but better things with an emphasis on the local and handmade.

One of the great thinkers and practitioners of the Arts and Crafts movement William Morris, famously said, ‘Have nothing in your house that you do not know to be useful, or believe to be beautiful’. Today, this golden rule is echoed by Glenn Adamson, American curator, writer and former director of the Museum of Arts and Design in New York, who in his 2018 book Fewer, Better Things: The Hidden Wisdom of Objects declares himself ‘pro-object’. In a collection of essays that get deep into the weeds on issues of materials and crafts, he explains how the love of objects is not the same as advocating just any object. Adamson convincingly argues that physical know-how ties our society together, as a well-made object is the result of thousands of years of accumulated human experience and that this embedded material intelligence is what enables us to make better decisions about how to inhabit this planet.

Using traditional cabinetmaking techniques, Rasmus Bækkel Fex elevated a simple chipboard to Potato in the News Value exhibition at Peach Corner. Photo: Ole Akhøj.

Sustainable culture and education

Thus, enhancing material intelligence and craftsmanship is not just of interest to the avant-garde elite who drive inspiration and development; it is also an issue of basic sustainable culture and education, enabling all of us to master cooking, repairs and new and old tools and materials and to participate in the conversation about the products of the avant-garde. Material intelligence is rooted in cultural history and learning, as it is in the continuous preservation of traditions that we pass on the often embodied knowledge of tools and materials.

In the future, these traditions need to coexist with radical innovations and a new embrace of non-human life forms, from fungi to robot technology and new paradigms of production that incorporate new expectations of use, reuse and durability. Our clothes need to last longer than a single party or the average seven or eight uses cheap clothes typically see before they are discarded, and perhaps we may also need to accept that other things, like organic apples or fungal architectural constructions, cannot maintain their form for quite as long.

Around the time of the Second World War, the German philosopher and cultural theorist Walter Benjamin evoked his famous image of the angle of history who is being blown backwards into the future, his gaze on the piled-up rubble of the past. In this time of crisis, as art and design make their both hectic and loving attempts at creating something entirely new, they seem to be driven by a refusal to create more old news to be piled up in the slipstream of inevitable forward progression.

Instead, art and design seek to compel the angel to turn his gaze forward in order to see and change the future. Of course, no one can truly see the future, but today, there are many indications that the Anthropocene will also be the post-Anthropocentric era. The need to embrace other life forms and high tech in the name of sustainability is inescapable, and this will hopefully also result in design and craft objects that are both useful and beautiful.

Søren Thygesen presented Kande fra den Antropocæne tidsalder (Jug from the Anthropocene) in the News Value exhibition at Peach Corner. Photo: Ole Akhøj.

ANNI NØRSKOV MØRCH

… is a historian of art and ideas with an independent practice as a curator and writer. She has been responsible for exhibitions and research and communication projects at the intersection of art, craft and design. In recent years, she has taken a particular interest in jewellery and its ability to couple intimate and collective aspects. Since January 2022, she has also been the head of the Danish Arts Foundation’s Committee for Crafts and Design Project Funding.

www.anninomo.com

The text is translated by Dorte Herholdt Silver

Future design symbioses

Fremtidens Designsymbioser

Fremtidens Designsymbioser

Svampemyceliets praktiske og æstetiske muligheder blev illustreret af The Growing Pavillion af Biobased Creations og the Dutch Design Foundation under Dutch Design Week 2019. Den biobaserede rotunde er beslægtet med den svampearkitektur, som Det Kongelige Akademis professor i bio-hybrid arkitektur, Phil Ayres, eksperimenter med. Pressefoto

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

www.anninomo.com

Vi har et altoverskyggende, praktisk problem at løse: Bæredygtighedskrisen, der gør design af flere genstande til at tynge kloden til en suspekt affære. Tegner svampe eller robotter fremtidens designscenarier?

Med bæredygtighedskrisen følger også et filosofisk spørgsmål. Ikke om, hvor vi skal gøre af alle designobjekterne, men hvor vi skal gøre af mennesket selv i den gryende nye verdensorden, hvor mennesket ikke længere kan forstås som altings centrum, og ikke engang kan fastholdes som en afgrænset eksistentiel eller fysisk enhed. Der er verdner inden i os og uden om os, vi er grænseløst forbundet med andre eksistenser fra bakterier til planter og planeter. Design realiseres allerede i dag som symbiotiske samarbejder mellem menneske, maskine og natur, så hvordan skal vi forstå formgivning i fremtiden?

Design-begrebet knytter sig historisk til Skønvirke-bevægelsen, der for hundrede år siden insisterede på kunsthåndværket og det menneskelige aftryk i en ny verden af industriel masseproduktion. Med tiden blev design en samlebetegnelse for den gennemtænkte tegning og udvikling af produkter og siden også materialer og processer med og uden direkte menneskelige aftryk.

I Skønvirke-traditionen var Gesamtkunstwerket et ideal om dekorativ og velfungerende samvirken af håndværksmæssige og kunstneriske discipliner om et værk, hvor enkeltdelene og enkeltdisciplinerne samlede sig til et større hele. Som Anders V. Munch skriver i en præsentation af sin afhandling om Gesamtkunstwerket, Fra Bayreuth til Bauhaus, i Carlsbergsfondets Festskrift i 2013, så er moderne design netop udviklet som del af samfundets ’totalarkitektur’ og er præget af en helhedstænkning, der sætter målene langt højere end det enkelte produkts form.

Pinar Yoldas, Copulation-Free Reproductive Organ for Pollution Affected Humans, 2021. Installation view, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of the artist

Gesamtkunstwerk og nyhedsværdi

Men skulle jeg i dag på tærsklen til et 2022, der allerede inden de første corona-aflyste nytårskoncerter lugter lige så friskt og løfterigt som en daggammel engangskarklud, pege på et tidssvarende Gesamtkunstwerk, ville jeg ikke flygte ind i nydelsen af værker af overbevisende sanselig harmoni eller finde tilfredsstillelse i designprodukter af stor funktionel værdi. Det, der trods den aktuelle krisefatigue, kribler og krabler, og synes at dukke op alle vegne som de nye Gesamtkunstwerker, er projekter, der går på tværs af videnskab, kunst og natur i en hidtil uset radikal forstand. De grænser, der overskrides i dag, er ikke mellem forskellige klassiske kunsthåndværksdiscipliner, men mellem vævning, arkitektur og svampevækst; mellem AI, indeklima og monolitiske mycelier; mellem blomster og computervidenskab. Menneskelig bearbejdning, som var den x-faktor Skønvirken fastholdt, at den industrielle produktion behøvede for at kunne gøre den industrialiserede fremtid menneskelig, skøn og meningsfuld, er ikke længere i centrum.

En af de finere oplevelser med kunsthåndværk og design, som 2021 bød på, var udstillingsrækken på det nye udstillingssted for keramik i København, Peach Corner. 30. september åbnede keramiker og designer Ole Jensen udstillingen Nyhedsværdi som kurator. Gennem tiden har Ole Jensen selv været garant for nytænkning med en vilje til at afsøge nye veje og dreje, når den slagne vej er lige frem, eller blive tænksomt stående, når andre halser afsted. Som kurator havde han samlet et varieret og kompetent udstillerfelt til Nyhedsværdi, hvor alle udstillere kredsede om opdraget, som var en ikke så lille tillidserklæring: at skabe noget ‘absolut nyt’. Hvad kan en ny brugsting være? Et ladet og tungt spørgsmål i dag – på en gang eksistensfilosofisk, innovationskrævende og stenalderkonkret. For underneden truer spørgsmålet om, hvordan vi opretholder menneskehedens og samtidig et rimeligt niveau af naturens eksistens, mens vi skaber nye ting?

Materialeeksperimentalist Jonas Edvard satte sine meddesignere, svampene, i glas og ramme til udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Blandt udstillerne fandt man designer og materialeeksperimentalist Jonas Edvard, der arbejder ud fra devisen ‘form follows materials’. Han gror svampe og hamp til møbler og koger tang og blander det med kalk for at omdanne materialet til lamper. I udstillingen på galleriet på det ferskenfarvede hjørne viste han sit svampetekstil Myx-skin. Det svampemycelium, som er svampenes for os oftest usynlige hvide rodnet, har Jonas Edvard i tidligere projekter brugt til at skabe en stol af.

I Myx-skin sættes svampemyceliet i glas og ramme og det greb sporede blikket ind på skønheden i det uvante materiale, og samtidig mindede materialets uvillighed til helt glat at føje det todimensionelle format om dets levende og selvorganiserende ophav. For det allermest interessante ved Jonas Edvards designpraksis er hans villighed til at overgive en del af processen til en anden livsform; han arbejder med svampe, han høster ikke blot for at forme råstoffet, han samarbejder med svampe. Det er lige til at blive helt lille og ydmyg af at vide, at både din og min krop indeholder flere bakterier og svampe end egne menneskeceller målt i antal. Hos Jonas Edvard bliver symbiose mellem menneske og svamp ikke en tænkt idé eller et usynligt naturvidenskabeligt kuriosum, men en udvortes arbejdsform og et bæredygtigt konstruktionsprincip i hans designprojekter.

Luke Jerram, Gaia, 2018. Detail, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of Luke Jerram

Alt er forbundet

Svampene gror også i de akademiske sale. Når 2021 bliver til 2022 huser Det Kongelige Akademi et nyt professorat inden for feltet bio-hybrid arkitektur, som kobler levende organismer og digitale og tekniske komponenter. Arkitekt og lektor, Phil Ayres tiltræder professoratet med en baggrund i blandt andet forskningsprojekter som Flora Robotica, der eksperimenterer med samarbejde mellem robotter og planter om rumlige konstruktioner og Fungal Architecture, der har som ambition at bygge med og lære af levende svampe i monolitiske arkitektoniske størrelsesforhold.

Menneskets samarbejde med svampe og andre livsformer blev også i efteråret 2021 udfoldet af Medicinsk Museion i den stort anlagte, tværfaglige udstilling Verden er i dig på Kunsthal Charlottenborg, der med afsæt i ny biomedicinsk forskning viste, hvordan vi mennesker eksisterer i netværk af forbindelser fra det mikroskopiske til det planetariske niveau. Denne svimlende ambition om at vise, hvordan vore kroppe er forbundet med verden, mente kuratorgruppen kun kunne vises ved at inddrage både kunst, historie, filosofi, politik og sundhedsforskning.

Kendte hierarkier falder, det oplyste, kulturskabende menneske afslører sig som semipermeable membraner befolket af hidtil upåagtede livsformer. Og når man først har fået færten af denne forskydning, lugter man invasionens fermenterede duft overalt – uden omfanget af forskydningen vel står helt klar for nogen endnu, i al fald for undertegnede, registrerer jeg interessen for naturens forbindelser uden om og inden i mennesket overalt: Min drikkeyoghurt proklamerer, at ‘haven i maven skal blomstre’ og pynter sig med en farverig blomstereksplosion i silhuetten af et tarmsystem tegnet ublu på flasken. For tarme har charme, som det fastslås af titlen på den unge tyske gastroenterolog Giulia Enders’ fascinerende populærvidenskabelige bog, Tarme med charme, om vores fordøjelsessystem og vores venner bakterierne, som befolker os.

Hun har efterfulgt en anden tysker, Peter Wohlleben, som bestsellerforfatter med en særegen evne til at formidle naturvidenskab i relaterbare narrativer. Som hun skriver medrivende om det usynlige liv i tarmene, skriver han lige så gribende om usynlige samarbejder og biosemiotik i bøgeskoven i Træernes hemmelige liv og Naturens hemmelige netværk. For nylig er en endnu mere markant stemme udkommet på dansk; Emanuele Coccia foreslår i Planternes liv – blandingens metafysik intet mindre end en gentænkt kosmologi og naturfilosofi. Emanuele Coccia, som er landbrugsuddannet, filosof og lektor på École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris, indvarsler en radikal metafysisk forskydning, hvor mennesket ikke længere er filosofiens eksistentielle centrum, men hvor planterne forstås som den mest centrale livsform, og hvor tiden er kommet til en ny lydhørhed over for andre eksistenser i og omkring mennesket.

Anne Tophøjs eksperimenterer med at give en klassisk håndlavet keramikskål de utætte egenskaber i industrielle keramiske filtre resulterede i Permeabilitets-test nr. 1 på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Skønvirke version 2.0

Fra drikkeyoghurt til filosofi lyder det, at vi mennesker ikke længere kan opholde os ved vores egen navle og fastholde en ontologisk grænse mellem kultur- og naturskabt. Vi må længere ind – helt ind i maveregionen på os selv for at forstå, at det at være et menneske både er at være et ubetydeligt sandkorn i universet, vært for en koloni af trillioner af mikrober og grunden til, at vi lever i det antropocæne – en af mennesket forandret tidsalder på geologisk niveau.

Opmærksomheden på planters følelser, svampemyceliets arkitektoniske muligheder og fermenteringens gastronomiske genopdagelse præsenterer sig stadig mest som løsninger på aktuelle problemer, for vi står metaforisk på landbrugsjord og leder efter nye afgrøder at høste og føde de næste generationer med. Men det, der anes i horisonten, er mere gennemgribende end nye råstoffer at udvinde til forbrug. Det er potentielt en ny kopernikansk vending, der vender blikket væk fra sit oplyste og kulturskabende menneskelige centrum til grænseoverskridende forbindelser og netværk og en helt ny måde at tænke designprocesser som symbiose med andre intelligensformer.

Det bliver interessant at følge, hvordan denne opløsning eller udvidelse af menneskets grænser kommer til at virke sammen med den anden bæredygtighedstendens, der samtidig tegner sig i kunsthåndværkstænkningen – måske kan man gå så vidt at tale om en Skønvirke version 2.0, hvor mantraet om få, bedre ting styrer indkøbene, og lokalt og håndlavet er godt.

En af Skønvirkens store ånder og udøvere, William Morris, sagde berømt, at man kun skal have ting i sit hus, som man ved er nyttige eller mener er smukke. Den læresætning giver genklang i dag, hvor den amerikanske kurator, forfatter og tidligere direktør for Museum of Art and Design, Glenn Adamson i sin bog Fewer, Better Things – The Hidden Wisdom of Objects fra 2018 erklærer sig ‘pro-object’. Gennem en række dybt materiale- og håndværksnørdede essays forklarer han, hvordan kærligheden til ting ikke er det samme som at være fortaler for hvilket som helst objekt. Adamsons overbevisende pointe er, at fysisk know-how binder vores samfund sammen, da en vellavet ting er resultatet af tusind års akkumuleret menneskelig erfaring, og at denne indlejrede materielle intelligens er udgangspunktet for, at vi kan træffe bedre beslutninger om, hvordan vi bebor denne planet.

Med snedkergreb ophøjede Rasmus Bækkel Fex simpel spånplade til møblet Potatoe i udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Bæredygtig dannelse

Således er en styrkelse af materiel intelligens og håndværksmæssig kunnen ikke kun en sag for den elitære fortrop, der inspirerer og udvikler, men også et spørgsmål om basal bæredygtig dannelse – så vi alle kan tilegne os og mestre madlavning, reparationer, nye og gamle redskaber og materialer og deltage i samtalen om avantgardens frembringelser. Materiel intelligens er forankret i kulturhistorie og læring, for det er i en kontinuerlig bevaring af traditioner, at vi giver den ofte kropslige viden om redskaber og materialer videre.

Disse traditioner skal i fremtiden sameksistere med radikale nybrud og en ny omfavnelse af ikke menneskelige livsformer fra svampe til robotteknologi og nye paradigmer for produktion, der indbefatter nye forventninger til brug, genbrug og holdbarhed. Vores tøj skal holde længere end til en enkelt fest eller det gennemsnitlige 7-8 ganges brug af billigt tøj, før det smides ud, men vi skal måske også acceptere, at andre ting, som usprøjtede æbler og svampekonstruerede bygninger, ikke beholder sin form så længe.

Omkring Anden Verdenskrig fremskrev den tyske filosof og kulturteoretiker Walter Benjamin sit berømte billede af historiens engel, der blæses rygvendt ind i fremtiden med blikket vendt mod fortidens ophobede ruiner. Når kunst og design i denne kriseramte tid gør sine på en gang hektiske og kærlige forsøg på skabe noget absolut nyt, er det som om, de insisterer på ikke at skabe flere gamle nyheder, der kan hobe sig op i slipstrømmen af den uafvendelige fremadstormen. I stedet forsøger kunst og design at tvinge englens blik fremad for at se og forandre fremtiden. Ingen kan jo se fremtiden, men i dag tyder meget på, at den antropocæne tid også bliver den post-antropocentriske tid. Omfavnelsen af andre livsformer og højteknologi i bæredygtighedens navn er uomgængelig, og det resulterer forhåbentlig også i både nyttigt og smukt design og kunsthåndværk.

Søren Thygesen viste værket Kande fra den Antropocæne tidsalder på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

www.anninomo.com