Silver Lining
Silver Lining
Foto: Jan Søndergaard
SPACIOUS COPENHAGEN
Er en ny platform for kontemporær smykkekunst og korpus-objekter initieret, drevet og kurateret af smykkekunstner Annette Dam.
Platformens første udstilling SILVER LINING viser værker fra 15 danske og internationalt anerkendte kunstnere, som hver især udforsker og udfordrer normerne indenfor smykke- og korpusdisciplinen. De udvalgte værker består hovedsageligt, men ikke udelukkende, af sølv. Titlen SILVER LINING refererer til kunstnernes strålende værker, der peger mod fremtidige muligheder indenfor deres felt.
Udover deres tråde til traditionelle kunsthåndværk og design, tilbyder værkerne refleksive lag og nye perspektiver på nutidens samfund.
Hvis du ikke fik set udstillingen i galleri Specta under 3daysofdesign, har du chancen her. Spacious Copenhagen er en ny platform for nutidig smykkekunst og deres første udstilling tog nye greb om korpussølv – konkret og abstrakt – fortolket af et stjernehold af kunstnere fra ind og udland. Kurator og initiativtager Annette Dam præsenterer…
SILVER LINING blev præsenteret som en totalinstallation i Galleri SPECTA, hvor grænserne mellem klassisk design og moderne refleksioner udforskes. SPACIOUS COPENHAGEN’s `friendly takeover` af gallerilokalet skabte en dynamisk dialog mellem rum, tid og objekt.
SILVER LINING viste udvalgte værker indenfor smykkekunst og korpusobjekter, som alle repræsenterede en unik transformation eller videreudvikling af det, vi i dag forbinder med klassisk design. Udstillingen formidlede værker fra 15 danske og internationalt anerkendte kunstnere, der udfordrer normerne indenfor deres discipliner. Selvom værkerne primært er skabt i sølv, peger titlen SILVER LINING på kunstnernes evne til at skabe fremtidige mulighedsrum indenfor deres felt.
Foto: Jan Søndergaard
I totalinstallationen træder man ind i et gallerirum, der fremstår som efterladt efter en festmiddag. Et stort bord, der var centrum for preview-middagen, står tilbage, dækket med smykkekunst og korpus objekter. En dekonstrueret kande og porøse sølvglas, hvor rødvinen langsomt siver ud, bidrager til en følelse af tidens flygtighed. Smykkerne ligger spredt ud over bordet, som om gæsterne har efterladt dem i hast. Dette scenarie inviterer til refleksion over de arketyper, der kunne have båret smykkerne, og de historier, de bærer med sig.
SILVER LINING inviterer beskueren til at se forbi det æstetiske og de værdifulde materialer, og i stedet dykke ned i de lag af betydning og symbolik, som kunstværkerne repræsenterer. Denne totalinstallation udfordrer os til at reflektere over relationen mellem kunst, objekt og menneske, og hvordan smykker og korpus værker fungerer som symboler formet af deres kontekst, tid og sociale strømninger.
Foto: Jan Søndergaard
Hongxia Wang
Wang’s bærbare objekter er skabt med en poetisk tilgang til materialet. Mens traditionel guldsmedekunst danner fundamentet, bringer kunstnerens idiosynkratiske tilgang til håndværket disse konventioner ind i en ny æstetisk sfære. Hendes værker kan synes skulpturelle og rå, men samtidig delikate og skrøbelige. De materialiserer sig som fossiler født ud af skabelsesprocessen, hvor intuition spiller en central rolle. Gennem hendes kombination af traditionelt håndværk og spontanitet i hænder og øjne, opstår et smykkesprog, der både rører ved og undviger vores forventninger.
Foto: Jan Søndergaard
Anders Ljungberg
Med værker som “Peekaboo” og “Mutation”, udforsker Ljungberg hverdagens objekter og deres betydning. Hans arbejde afslører lag af daglig brug og de værdier, der udvikles gennem vores interaktion med funktionelle objekter. Ljungberg udvider funktionsbegrebet og gør os opmærksom på tingenes følelsesmæssige, metaforiske og identitetsskabende kraft, i en tid hvor forbruget af tingene får større værdi end brugen af dem.
Foto: Jan Søndergaard
Sofia Björkman
Brocherne “Bow”, “Safe” og “All Love” er skabt med inspiration fra arvede sy-værktøjer. Hendes arbejde reflekterer over fortiden, nutiden og fremtiden, hvor hver broche bliver et symbol på tidens gang og de historier, der er vævet ind i materialerne. Hendes værker bruger sølv og stål til at skabe objekter, der fortæller historier om lighed og forandring.
Foto: Jan Søndergaard
Hanna Havdell
Havdells halskæde og armbånd udforsker, hvordan minder, samlinger og fragmenter kan indlejres i smykker. Hendes støbte sølv objekter, skabt i så tynde former, at de ikke bliver helt fyldte, fremstår som skygger af, hvad de kunne have været. Havdell´s objekter minder os om de historier og minder, vi bærer med os, og hvordan de bliver en del af vores identitet. I udstillingen efterlades nogle af kunstnerens objekter på bordet, som charmer og små samlinger, ser vi en refleksion af menneskers trang til at holde fast i fortiden, mens de bevæger sig fremad.
Foto: Jan Søndergaard
Else Nicolai Hansen
Værkerne “Travel Bottle” bruger sølv til at skabe hverdagsobjekter med en kunstnerisk twist. Else Nicolai Hansens designprocesser starter med kaos og udvikler sig til genkendelige former, der kommenterer nutidens liv og ritualer.
David Clarke
“Flaming Bunnies” udforsker vores komplekse forhold til dyr, der spænder fra elskede kæledyr til ren udnyttelse af dem som ressource. Disse værker, skabt af porcelæn, voks og elektroformet kobber, blander humor og alvor i en refleksion over vores opfattelser af dyreliv og domesticering.
Foto: Jan Søndergaard
Jorge Manilla
Manillas ringe ligner fund fra et skibsvrag, vækker mindelser om en mystisk fortid eller en post-apokalyptisk fremtid. Disse værker, der udtrykker abstrakte og gådefulde fortællinger, udforsker det fysiske, mystiske og følelsesmæssige. Ved at inkludere disse ringe i installationen, bringes beskueren til at overveje de historier og betydninger, vi tilskriver de objekter, vi finder og bevarer gennem tidens gang.
Annette Dam
Smykker i serien “TAKING THE LIBERTY” udforsker køns- og magtstrukturer gennem kombinationen af traditionelle mandlige og kvindelige accessoires. Hendes værker udfordrer konventionelle kønsudtryk og søger at skabe en ny visuel æstetik, der rejser spørgsmål om identitet og kønsstereotyper.
Foto: Jan Søndergaard
María Eugenia Muñoz
Muñoz’ porøse sølvglas, hvor rødvinen langsomt siver ud, stiller spørgsmål til det dagligdags og vores virkelighed fra et sydamerikansk perspektiv konfronteres med et europæisk udsyn. Disse glas, der synes dysfunktionelle i deres form, skaber en dialog om vores daglige forbrug og den koloniale arv. Når vi ser rødvinen sive ud, mindes vi om de tab og transformationer, der har formet vores historie og nutid. Muñoz’ værker på bordet bliver dermed symboler for de udfordringer og spørgsmål, vi står overfor i nutidens samfund.
Kim Buck
Kim Bucks værker som “Double Ribbed Puffed Up” og “Puffed Up Vase” udforsker form og funktion gennem en teknik, hvor flade sølvplader pustes op til tredimensionale former. “Puffed Up” refererer både til teknikken og den dobbelttydige betydning af ‘opblæst’. Disse værker, der ligner kendte former som skeer og vaser, er skabt til at vække undren og beundring snarere end til praktisk brug, og udforsker vores forhold til hverdagsobjekter og deres æstetiske potentiale.
Foto: Jan Søndergaard
Marie-Louise Kristensen
I ringene “In Search for a Silver Lining” og “HOPE”, bruger Kristensen humor og narrativ til at skabe smykker, der kombinerer eksklusivitet med hverdagslivets materialer og design. Hendes smykker fortæller historier om menneskelig kreativitet og evnen til at finde løsninger på livets udfordringer.
Foto: Jan Søndergaard
Sarah Hurtigkarl
De væghængte værker, som “The Uncommon Life of” og “Vision of a Spoon”, udforsker forholdet mellem objekter og identitet. Disse værker hylder skønheden i de ofte oversete detaljer i livet og skaber oplevelser, der lader os flygte fra vores daglige rutine og dykke ned i dagdrømme. Ved at placere disse objekter som om de er undsluppet hverdagens trummerum, indtager de en unik og gådefuld tilstedeværelse, der inviterer beskueren til at reflektere over deres egen forbindelse til de ting, de omgiver sig med.
Foto: Jan Søndergaard
Markus Pollinger
Pollengers værker starter med industrielle former, der transformeres til nye objekter gennem manuel bearbejdning. Hans brug af materialer som rustfrit stål, kobber og sølv skaber en dialog mellem industrielt design og traditionelt håndværk, hvilket giver hans værker en ny betydning og funktion.
Foto: Jan Søndergaard
Klara Brynge
Brynges smykker, som halskæderne “Closer”, “Dream II” og “Furrow”, udforsker landskaber og naturens abstraktioner. Hun bruger sølvsmede teknikker til at skabe fragmenter, der forbinder det to- og tredimensionale, og som aktiverer mødet mellem det organiske og det arkitektoniske. Hendes værker inviterer til en dybere forståelse af, hvordan vi oplever og interagerer med vores omgivelser.
Foto: Jan Søndergaard
Janne Krogh Hansen
Smykkerne “Connect Me, Collect Me”, reflekterer over forbindelser og omsorg for nogen eller noget. Janne Krogh Hansens værker kombinerer organiske og anatomiske elementer i en fusion, der udforsker temaer som intimitet og natur. Gennem smykkerne forsøger hun at skabe øjeblikke, der forbinder os med verden og hinanden.
—
Statens Kunstfond præmierede udstillingen med følgende begrundelse:
”Udstillingen er iscenesat som en bordopdækning hvor smykkerne synes efterladt af festens deltagere som en fin reference til Rirkrit Tiravanijas måltidsinstallationer. Enkelte værker er placeret på et separat ”anretterbord” eller på væggene og opstillingen er flankeret af de fineste betydningsmættede drømmeagtige blomsterværker af Ida Havn. Stemningen er refleksiv i en melankolsk tone, mens værkerne hver især taler deres eget sprog om relationer og eftertanker. Udvalget har besluttet at præmiere udstillingen som på eksemplarisk vis eksponerer smykkekunstens diverse stemmer i en tid hvor dette felt er trængt, både på de danske uddannelsesinstitutioner og i galleri-og museumslandskabet. Initiativer som Spacious Copenhagen er vigtige for opretholdelse og udvikling af kunstnerisk mangfoldighed i kunsthåndværk og design landskabet, og den specifikke udstilling Silver Lining varsler håb for fremtiden både bogstaveligt i kraft af de stærke værker og i overført betydning for feltets fortsatte udfoldelse af kunstneriske mulighedsrum på den danske kunsthåndværks- og designscene”.
SPACIOUS COPENHAGEN
Er en ny platform for kontemporær smykkekunst og korpus-objekter initieret, drevet og kurateret af smykkekunstner Annette Dam.
Platformens første udstilling SILVER LINING viser værker fra 15 danske og internationalt anerkendte kunstnere, som hver især udforsker og udfordrer normerne indenfor smykke- og korpusdisciplinen. De udvalgte værker består hovedsageligt, men ikke udelukkende, af sølv. Titlen SILVER LINING refererer til kunstnernes strålende værker, der peger mod fremtidige muligheder indenfor deres felt.
Udover deres tråde til traditionelle kunsthåndværk og design, tilbyder værkerne refleksive lag og nye perspektiver på nutidens samfund.