Existential Workflow

Existential Workflow

Existential Workflow

Personal column

Published at Adorno.design

The process is a vital part of the work of all designers, craft artists, and artists. No one just seems to acknowledge it. Because processes are a bit airy. A bit like working for fun. And does it even qualify as real work? This column attempts to provide an insight into what drives practitioners to live on the poverty line. And why official Denmark should take more responsibility when they are still promoting themselves through “Danish Design”.

The process is a practitioner’s most important tool. The place where everything is in play, ideas are tried, and materials and possibilities are tested. As a communicator in the field for 20 years, I believe that process is the most crucial tool in a designer’s toolbox. It is in the process that you talk to and against your material. This is where, through a tactile approach to materials, a stack of calculations, visual sketches, technique, craft skills, craftsmanship, and an experimental approach, you gain deeply meaningful insights. This is where you, as a designer, talk to yourself in your creative process. Here, you try out ideas in form and material. Here, you adjust your expectations and go to and from your idea in concrete form.

Why is the process vital as a designer?
What is it that the process gives back that you cannot figure out in advance?
And why is it essential to know your materials in depth?

The above questions are not only rhetorical but deeply grounded in any designer’s practice. In my many years as a communicator, I have spoken, interviewed, and discussed with a large part of the Danish field of designers, craft artists, and artists. Common to most is a deep understanding of their material and the possibilities that come with it. It takes years to master a craft. It takes years to exhaust the possibilities of a material. And it takes years to let the link between the two create fruitful constellations, whose mission is to improve the established – be it aesthetic, functional, or metaphorical.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

In Japan, people like to say that it takes 20 years to learn a craft and 20 years to make it your own. Developing your signature and sharpening your understanding of the material sometimes becomes a practitioner’s physical and intuitive extension. It is also here that you can set yourself free from tradition. Put yourself beyond conventions and reinterpret, turn the original starting point upside down, and bring forward craft – in principle, the whole context around the subject such as expectations, norms, competitors, history, present, references, etc. – to new places.

Most practitioners have an existential approach to their profession. They create from an inner necessity that is synonymous with their personal well-being – and vice versa. To create is often an individual claim that, through the presence and realisation of experience, translate into particular objects, shaped solely because the accumulated knowledge is refined through a long and creative life.

Knowledge of the material, the resistance in it, and its possibilities are a language that the creator has studied for years and excelled in reading, understanding, clarifying, and speaking. Many practitioners have even established their alphabet, which they actively use and refer to throughout their lifelong work. A work, a form, a typology becomes their letters and signature, which they push and develop anew – some for years, others in bursts. That is precisely why creating is a matter of life and death.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

There are no quality-conscious artists, craft artists, or designers who create for fun. For the fun of it. Because it’s nice. That premise does not exist. Most craft artists I know have never opened a housing magazine. Not because it does not interest them, but because trends are volatile beings who have no errands in their dwelling. In their practice. In their hands. And they will most likely rather prioritise money for a glaze, the right nut, or heat in their workshop.

When they create, passion, personal agendas, and preferences merge with the material, craft, and history and become a unified whole that triggers meaningful satisfaction. A state of calm, energy, and perfection. When they know the curve is right. When things finally fall into place. When the result is a synthesis of precise idea, material, craft, and aesthetics. In the process of small staging points. In a connected series of large and small experiments, frustrations – and realisations. No realisations, no process. Without process, no realisations. Without process, no pieces.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

But everything takes time. And diligence. And courage. Ideas, projects, techniques, materials, or collaborations must mature. Take the time they have to take. And be allowed to be at peace in that process. This is why I get annoyed when I experience that designers’ processes and practices are read as a trend that one can adopt, and not a step in a sometimes, extremely sensitive process, where one puts oneself, one’s competencies, and one’s person in insecure fluctuations. Right out there, where it hurts, and there is far to fall.

There is a lack of understanding that a creative workflow is a grave career choice in line with the hard-working and sharp-thinking lawyer. During the Corona crisis’s initial shutdown, it was demonstrated that the vast majority of artists balance or live entirely below the poverty line. Getting paid with a bottle of wine and the joy of working with what they love??? I experience it myself when people think my writing is so good that they reuse it differently without asking for permission or crediting me for it.

Respect for professionalism and wise hands is lacking in our society, where most people buy a copy in the supermarket rather than buying original design and craftsmanship. Because they do not think about it. Because the knowledge society has become our main self-image and global currency instead of wise and competent hands. And knowledge of it. Respect for it. But one does not exclude the other.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Processes occur in all subjects. Not only in the field of design, but this is where they are not fully recognised as vital, necessary, and worthy because only the end result is focused on. Good, not good. Sells doesn’t sell. The process is the designer’s most important tool. To create. To be in the world. Denmark still lives off the “hype” of the great furniture designers of the post-war period, such as Hans Wegner, Børge Mogensen, Poul Kjærholm, Verner Panton, and all the other furniture architects who are relaunched in one go – and enjoy the constant respect that surrounds “Danish Design”.

Many of today’s designers also experience a global interest in Danish design, supported by the successful Danish-global design brands. But I miss more significant support for the field from official Denmark. Such support and prioritisation have not only real economic value but also a substantial symbolic value. Nationally and internationally. It starts with respect for the process. And for the knowledge and pride that lies in wise hands.

Say it out loud:
Wise hands. Wise pieces. Wise practitioners.
A wise country that still lives by its savvy designers…

Existential Workflow

Eksistentiel arbejdslyst

Eksistentiel arbejdslyst

Personlig klumme

Processen er en vital del af alle designere, kunsthåndværkere og kunstneres arbejde. Der er bare ingen, der rigtig anerkender det. For processer er sådan lidt flyvske. Lidt hyggelige. Og er de overhovedet rigtigt arbejde? Denne klumme gør et forsøg på at give et indblik i, hvad det er, der driver udøvere til at leve på fattigdomsgrænsen. Og hvorfor det officielle Danmark bør tage mere ansvar, når de stadig promoverer sig gennem ’Danish Design’.

Processen er en udøvers vigtigste værktøj. Det sted, hvor alt er i spil, idéer prøves af og materialer og muligheder testes. Som formidler i feltet igennem 20 år, mener jeg, at processen er det vigtigste redskab i en formgivers værktøjskasse. Det er i processen, at du taler med og imod dit materiale. Det er her, du igennem en taktil materialetilgang, en stak udregninger, visuelle skitser, teknik, håndværkskompetencer, håndelag og en eksperimenterende tilgang får dybt meningsfulde erkendelser. Det er her, du som formgiver taler med dig selv i din skabende proces. Her du afprøver idéer i form og materiale. Her du justerer dine egne forventninger og går til og fra din idé i konkret form.

Hvorfor er processen vital som formgiver?
Hvad er det, processen giver tilbage, som du ikke på forhånd kan regne ud?
Og hvorfor er det essentielt at kende sit materiale indgående?

Ovenstående spørgsmål er ikke kun retoriske, men dybt funderet i enhver formgivers praksis. I mine mange år som formidler har jeg talt, interviewet og diskuteret med en stor del af det danske felt af designere, kunsthåndværkere og kunstnere, og fælles for de fleste er en dyb forståelse af deres materiale og mulighederne i og med det. Det tager år at mestre et håndværk. Det tager år at udtømme et materiales muligheder. Og det tager år at lade koblingen imellem de to skabe frugtbare konstellationer, hvis mission det er at flytte noget i verden – det være sig æstetisk, funktionelt eller metaforisk.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

I Japan ynder man at sige, at det tager 20 år at lære et håndværk, og 20 år at gøre det til sit eget. Udvikle sin egen individuelle signatur og skærpe sin forståelse for og i materialet, der nogle gange bliver en fysisk og intuitiv forlængelse af udøveren selv. Det er også her, at du kan sætte dig fri af traditionen. Sætte dig ud over konventioner og nyfortolke, dreje eller vende det oprindelige udgangspunkt på hovedet og trække håndværket – ja, i princippet hele konteksten omkring faget som forventninger, normer, konkurrenter, historien, nutiden, referencer osv. – nye steder hen.

De fleste udøvere har en eksistentiel tilgang til deres fag. De skaber af en indre nødvendighed, der er synonym med deres personlige velbefindende – og det modsatte. At skabe er ofte en personlig fordring, der gennem erfaringens nærvær og erkendelse bliver til præcise objekter, formgivet udelukkende fordi den akkumulerede viden er raffineret igennem et langt og skabende liv.

Kendskabet til materialet, modstanden i det og mulighederne med det, er et sprog, som den skabende har nærstuderet i årevis og dygtiggjort sig i at læse, forstå, præcisere og tale. Flere udøvende har sågar etableret deres eget alfabet, som de bruger aktivt og refererer til igennem deres livslange virke, hvor et værk, en form, en typologi bliver deres bogstaver og signatur, som de skubber og udvikler på ny – nogle i årevis, andre i mellemrum. Netop derfor er det at skabe liv og død.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Der er ingen kvalitetsbevidste kunsthåndværkere, kunstnere eller designere, der skaber for sjov. For hyggens skyld. Fordi det er pænt. Den præmis er ikke eksisterende. De fleste kunsthåndværkere, jeg kender, har aldrig åbnet et boligmagasin. Ikke fordi det ikke interesserer dem, men fordi trends er flygtige væsener, som ikke har ærinde i deres bolig. I deres praksis. I deres hænder. Og de vil højst sandsynligt hellere prioritere penge til glasur, den rigtige møtrik eller varme på værkstedet.

Når de skaber, smelter passion, personlige dagsordener og præferencer sammen med materiale, håndværk og historie og bliver et samlet hele, der udløser en meningsfuld tilfredshed. En tilstand af ro, energi og fuldkommenhed. Når de ved, at kurven er rigtig. Når de mærker, at tingene falder i hak. Når resultatet er en syntese af netop idé, materiale, håndværk og æstetik. I en proces af små mellemstationer. I en perlerække af store og små eksperimenter, frustrationer – og erkendelser. Uden erkendelser, ingen proces. Uden proces, ingen erkendelser. Uden proces ingen værker.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

Men alt tager tid. Og flid. Og nerver af omstillingsparat stål. Idéer, projekter, teknikker, materialer eller samarbejder skal modnes. Tage den tid, de skal tage. Og have lov til at være i fred i den proces. Det er derfor, jeg bliver ærgerlig, når jeg oplever, at formgiveres proces og praksis bliver læst som en trend, man kan tilstræbe, og ikke et trin i et til tider, ekstremt følsomt forløb, hvor man sætter sig selv, sine kompetencer og sin person i utrygge svingninger. Helt derud, hvor det gør ondt og der er dybt at falde.

Der mangler en forståelse af og for, at det at skabe er et dybt seriøst karrierevalg på linje med den hårdtarbejdende og skarpt tænkende advokat. Under første nedlukning af Coronakrisen blev det påvist, at langt de fleste kunstnere balancerer eller helt lever under fattigdomsgrænsen. Bliver betalt med en flaske vin og glæden ved at arbejde med det, de elsker??? Jeg oplever det selv, når folk synes, at mine tekster er så gode, at de genbruger dem på forskellige måder. Uden at spørge om lov eller kreditere mig for det.

Respekten for fagligheden og de kloge hænder mangler i vores samfund, hvor de fleste køber en kopi i supermarkedet fremfor at købe ordentligt design og kunsthåndværk. Fordi de ikke tænker over det. Fordi vidensamfundet er blevet vores væsentligste selvbillede og globale valuta i stedet for kloge og kompetente hænder. Og viden om den. Respekt for den. Men det ene udelukker jo ikke det andet.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Processer forekommer i alle fag. Ikke kun indenfor designfeltet, men det er her, de ikke helt anerkendes som vitale, nødvendige og værdige, fordi der alene fokuseres på slutresultatet. Dur, dur ikke. Sælger, sælger ikke. Processen er formgiverens vigtigste værktøj. Til at skabe. Til at være i verden. Danmark lever stadig af ’hypen’ efter efterkrigstidens store møbeldesignere som Hans, Børge og Poul, Verner og alle de andre møbelarkitekter, man relancerer i ét væk – og nyder den stadige respekt, der omgærder ’Danish Design’.

Mange af nutidens formgivere oplever også en global interesse for dansk design understøttet især af de succesfulde dansk-globale designbrands. Men jeg savner en større opbakning til feltet fra det officielle Danmark. En sådan opbakning og prioritering har ikke kun reel økonomisk værdi, men også en stærk symbolsk værdi. Nationalt som internationalt. Det starter med respekt for processen. Og for den viden og stolthed, der ligger i de kloge hænder.

Sig det højt:
Kloge hænder. Kloge værker. Kloge udøvere.
Klogt land, der stadig lever af sine kloge formgivere…

Fnis, det er faktisk alvor

Fnis, det er faktisk alvor

Fnis, det er faktisk alvor

  • Karen Kjældgård-Larsen (1974) er den ene halvdel af Claydies og er desuden ophavskvinden til MusselMega fra Royal Copenhagen
  • Tine Broksø (1971) er den anden halvdel af Claydies og underviser desuden i keramik og design på diverse aften- og højskoler.
  • Claydies arbejder konceptuelt og gør op med den stilfærdige og ufarlige keramik. Deres tilgang har givet dem utallige anerkendelser og legater gennem deres karriere.
  • Claydies har udstillet og holdt foredrag i hele verden – senest i montren på den nye plads foran Designmuseum Danmark og udstillingen #ClaydiesSelfies i Officinet i Bredgade
  • Claydies.dk

Claydies aka keramikerne Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen er både håndværkere og entertainere i form og indhold. Her er leg og alvor oftest to sider af samme sag, hvilket duoens 20-års jubilæumsudstilling #ClaydiesSelfies er et velfungerende eksempel på. Mød dem her…

 

En kaffekop med to prikker i bunden, der ligner en grisetryne, når du drikker. En lysestage, der ligner en stiv … med to kugler. Et brunt stykke håndsæbe, der vasker, ja, brunt. Listen er nærmest uendelig, når det kommer til underfundige og finurligt sjove keramiske påfund med en vedkommende bagvedliggende dagsorden. For selvom de er blevet voksne og fylder 20 år i år, er Claydies stadig en af dansk keramiks store humoristiske og konceptuelle begavelser. Claydies var også personerne i min allerførste artikel om kunsthåndværk i Jyllandsposten som freelancejournalist i 2000, hvor jeg beskrev duoens allerførste projekt, der selvfølgelig hed ’KøkkenTØJ’.

Claydies’ sidste nye udstilling i Bredgade hedder ’ClaydiesSelfies’ og manifesterer deres evne til at ramme ned i vores aktuelle virkelighed, for i udstillingen tager duoen det allestedsnærværende Selfies-begreb under keramisk forvandling med Duck-lips, Dick-pic-kander sammen med nederdele, sweatre og billedrammer, som man kan fotografere sig selv med og i. Det er utvetydigt godt fundet på. Og set. Og udført. Med vanlig selvironi og sikker hånd har Claydies skabt en af hovedstadens mest ’edgy’ udstillinger i foråret, der formår at fordre til refleksion over SoMe-hysteriet og den overfladiske (og ofte falske) iscenesættelse.

Nu blev udstillingen lukket pga. Corona-virus, men mens du venter på, at den åbner igen, eller bliver udstillet et helt andet sted, måske? – kan du dykke ned i deres historie her.

#ClaydiesSelfies i Officinet Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Ukonventionelle arbejdsmetoder

Claydies alias Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen er med egne ord ikke to personer, men én keramiker. Det dynamiske samspil udsprang af missionen om at undgå og omgå det funktionelle tyranni af strømlinede fade og kopper, der herskede på Danmarks Designskole og feltet i øvrigt, da Claydies blev dannet i 2000.

Claydies varierende arbejdsmetoder er efterhånden en scenevant del af duoens konceptuelle værktøjskasse, idet dogmeregler, pølseteknik og sproglige finurligheder danner kreative afsæt for deres kunstneriske udfoldelser. Som et historiefortællende lied, der sætter dem på sporet i deres kunstneriske proces. Finurlige ord, dobbelttydige ord, sjove ord, mærkelige ord eller direkte grimme ord. Ord med mening, ord uden og ord som en underliggende strøm af kontekstualitet, der giver værkerne den ramme, der gør dem både forståelige, men også desto mere dybe.

For en skål med skudhuller eller et blødende sår bliver først rigtig læsbar, når man forstår det sproglige udgangspunkt i sprogsammenstillingen ’gyselig keramik’. ”Gyselig” som i keramiske rædsler, der trækker tunge mørkebrune spor til 70’erne og ”gyselig” som i gyserfilm. Duoens keramiske rædsler blev skabt i forbindelse med udstillingen ’Chamber of Horrors’ på Malmø Kunstmuseum i 2005 og blev selvfølgelig iscenesat med gysersoundtrack og short/hvide fotoplancher af Tine og Karen i uhyggelige positioner.

Claydies forklarer:

”Humor har en plads på langt de fleste kunstneriske platforme. Nogle steder er det en indgroet genre, som fx indenfor film og teater, og her høster den klassiske komedie også en del mere anerkendelse end indenfor kunst og design. Måske fordi det ikke er et greb, der har været ret meget tradition for at bruge indenfor vores felt. Men hvorfor egentlig ikke? Dette har nok været et spørgsmål, vi ubevidst har stillet os selv igennem alle årene.

Når det humoristiske fungerer på et højere niveau, er det vel, når der arbejdes med et underliggende budskab, og humoren bruges til at rette en kritik eller belyse noget alment-menneskeligt eller samfundsmæssigt. Når humoren kan stille spørgsmål, bliver det mere end bare ’sjovt’. Det er helt klart vores mål at være mere end bare sjove. Først og fremmest at være seriøse og lave gode og smukke værker, og så bruge humor, ironi og provokation som inspiration og greb til at gøre opmærksom på en pointe.

Det er svært at forklare, hvordan vi kom i gang med at bruge humor. I virkeligheden har det nok været vores fælles drivkraft hele vejen igennem, og en af de stærkeste grunde til at vi overhovedet begyndte at arbejde sammen. Vi havde det fra starten let og sjovt sammen, og fandt den samme meningsfuldhed i at tænke nye ting frem ved hjælp af tossede brainstorms, som kunne give inspiration til helt nye og historiefortællende objekter og brugsting.”

Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Ordets magt

Ord, begreber og velkendte produkter som ’KøkkenTØJ’, damehatte, frisurer og cykelhjelme er blevet til utraditionelle og humoristiske keramikobjekter i Claydies hænder. Frisureskålene blev duoens gennembrud i den bredere offentlighed, især efter at Claydies opførte modeshowet ’Showfrizz’ iført sorte catsuits og frisureskåle på hovedet til ferniseringen på Galleri Nørby i 2003. Alle frisureskålene var skabt ud fra bestemte typer, som duoen gengav på catwalken akkompagneret af musik. Showet cementerede flere vigtige ting: at Claydies hører til nogle af de mest nytænkende keramikere herhjemme, der med showet for altid vendte keramikken på hovedet. At duoen ikke er blege for at bruge sig selv fysisk i formidlingen af deres kunst.

At Claydies bruger humoren som løftestang for deres budskab og arbejde i øvrigt. Showet, der senere blev en selvstændig event under navnet Claydies and Gentlemen (of course), turnerede land og rige rundt og cementerede ligeledes, at en enkel stærk idé siger mere end tusinde ord.

”Nogle gange starter et Claydies-projekt med et enkelt ord. Som regel et ord, der er værdiladet, har flere betydninger eller et ord, der er helt nyopstået i sin sammenstilling. Ordet inspirerer os til et helt projekt og tvinger os til at gribe formgivningen an fra en bestemt vinkel. Andre gange starter vi med et begreb, som vi gerne vil kombinere med vores eget felt, og så opstår ordene eller titlerne efterfølgende, som vi bruger til at forklare og understrege ideen. Vi elsker ord, der er tvetydige og som kan fortolkes.

Det bedste er, når hele projektets koncept rammes ind af et enkelt ord eller en titel, som beskriver ideen klart. Nogle gange fungerer det på dansk, andre gange på engelsk, og heldigvis også ofte på begge sprog. Den sproglige dobbelt-betydning i ordet “KøkkenTØJ” var udfordrende at oversætte, men vi nærmede os den samme dobbelthed i det engelske selvopfundne ord: KitchenWEAR. For os er der en tilsvarende tilfredsstillelse i at lege med ord og sprogbrug, som der er i selve idé-udvikling og formgivnings-processen,” forklarer duoen.

Foto: Mads Hagedorn-Olsen
Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Koncept og form

Claydies konceptuelle tankegods i ler er oplagt til unikaobjekter, men tiden og industrien rakte med bl.a. Normann Copenhagen og Kähler ud efter Claydies unikaobjekter som afsæt for kommercielle produkter, der netop symboliserer det anderledes, specielle og særlige. I 2004 skabte Claydies under temaet DANSK for Dansk Design Center således vasen ’Grøftekant’ bestående af håndrullede keramikpølser sat sammen som en tot græsstrå, hvori man kunne placere blomster. Dette banale, men alligevel enkle og genkendelige billede af Danmark vandt nostalgisk genklang og kom med i Danish Crafts særligt udvalgte kollektion CC+ for MoMA i New York i 2006.

I 2007 blev Claydies ’Grøftekant’ til Normann Copenhagens ’Grass’ med debut i 52 lande og eksponering i mindst lige så mange medier verden over. Tre af de fabulerende frisureskåle udkom hos Kähler næsten 10 år efter deres undfangelse, og understreger, at Claydies var forud for deres tid. Dertil kommer, at duoens aktivistiske dogmeprojekt ’True Feelings’ skabt til Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007, hvor et kaffestel blev modelleret op i hånden med bind for øjnene og et sæt dogmeregler som rettesnor (akkompagneret af en film af hele seancen), også er udkommet som kommercielle objekter hos Nomann Copenhagen – parallelt med rundture på gallerier i ind og udland.

De fleste af Claydies’ kommercielle produkter er efterhånden forsvundet fra markedet igen, hvilket er en stor fejl, hvis du spørger mig. For nyskabende produkter med kant og historie tager længere tid om at nå ud til forbrugeren. Men når de så er der, er det min erfaring, at produkterne til gengæld holder sig længere på markedet end andre mere generiske, fordi de netop har vid og bid og ikke kun er ’pæne at se på’.

 

Eksperimenter og humor

Claydies har altid arbejdet i et eksperimenterende rum af interaktion, dialog og konceptualitet. Et rum, hvor budskabet altid går forud for produktet, men uden at gå på kompromis med håndværket. Det vidner duoens efterhånden mange kommercielle samarbejder om. Den stærke rammesættende idé, den twistede tilgang og de humoristiske lag er duoens omdrejningspunkt, og det var nok de færreste, der havde regnet med, at skåle, der lignede frisurer, og græsvaser i pølseteknik havde bestsellerpotentiale… Men det havde de, og Grass er det produkt, der overlevede længst tid på det kommercielle og benhårde designmarked. I dag hedder vaserne igen ’Grøftekant’ og skal købes hos Claydies selv, i deres webshop eller hos Keramik- og Glasbutikken, som de driver sammen med fire andre kunsthåndværkere i Nyboder i København.

De kommercielle samarbejder er lagt på hylden for en stund, mens duoen arbejder på diverse kunstneriske udstillingsprojekter og produkter, som de selv står for at producere og sælge. Og hvem ved, måske nogle af virksomhederne vågner op til dåd og genintroducerer nogle af Claydies’ mesterværker, som netop frisureskålene for Kähler, dejfadene med løbende glasur og ’True Feelings’-stellet for Normann Copenhagen. Håbet er vel lysegrønt…

Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Faktabox:

 

  • Karen Kjældgård-Larsen (1974) er den ene halvdel af Claydies og er desuden ophavskvinden til MusselMega fra Royal Copenhagen
  • Tine Broksø (1971) er den anden halvdel af Claydies og underviser desuden i keramik og design på diverse aften- og højskoler.
  • Claydies arbejder konceptuelt og gør op med den stilfærdige og ufarlige keramik. Deres tilgang har givet dem utallige anerkendelser og legater gennem deres karriere.
  • Claydies har udstillet og holdt foredrag i hele verden – senest i montren på den nye plads foran Designmuseum Danmark og udstillingen #ClaydiesSelfies i Officinet i Bredgade
  • Claydies.dk

Is this colour?

Is this colour?

Is this colour?

  • Kontempo er en frivillig forening
  • Kontempo er stiftet i 2015
  • Bestyrelsen består af Elisabeth Kiss, Kristine Mandsberg, Marie Hugsted, Rikke H. Bjerg, Signe Møller Jensen, Marlene Klok, Laura Kirk and Ellinor Ericsson
  • Deltagere 2019:
  • Kuratorer 2019: Louise Campbell, Stine Find Osther og Charlotte Jul
  • Kontempo.dk

I anledning af tekstilforeningens Kontempo’s udstilling ‘Is this Colour?’ i Rundetaarn foråret 2019 holdt jeg åbningstalen, hvor jeg reflekterer lidt over, hvad farve er og hvad den kan betyder…

 

‘Is this colour?’ er titlen på dette års Kontempo udstilling. Og det er faktisk et godt spørgsmål, for hvad definerer en farve og hvad betyder det?

Man taler ofte om farvernes psykologi, for det er videnskabelig bevist, at blågrå nuancer virker beroligende, mens rød kan virke opildnende og temperamentsfuld. At farver kan have en psykologisk effekt på sine omgivelser er efterhånden bredt accepteret, og i disse år males der farver på snart sagt hvad som helst. Men det er godt, for farver er følelser, som farveekspert Margrethe Odgaard siger i udstillingskataloget. Og hvis forskellige farver appellerer til forskellige følelser, påvirker farverne os derfor forskelligt.

Jeg elsker rød, men går for det meste i sort? Jeg elsker blå, fordi det for mig er hav og himmel. Jeg elsker grøn om foråret, fordi bøgen springer ud. Jeg elsker gul, fordi det for mig er en kornmark i fuldt flor. Farver ER følelser, stemninger, steder og farvet af konteksten.

Billedtekst. Fotograf-credit

Del og helhed

Hvornår virker en farve så efter hensigten? Hvornår overtager den fortællingen? Og hvordan formidler den sig selv bedst muligt i de omgivelser, den optræder i?

I mit arbejde som skribent og redaktør skulle man ikke umiddelbart tro, at farver har den store betydning, men det har de. Farver kan understrege meningen og forstærke en historie, hvor billede og tekst SKAL fungere som en helhed. På den anden side kan farve også overskygge og ødelægge historien, hvis den ikke er doseret rigtigt. Derfor skal man kende, værdsætte og dosere farverne rigtigt for at udnytte deres fulde potentiale.

At vælge…

Sammen med mine to medkuratorer, Stine Find Osther og Louise Campbell, har vi bestræbt os på netop det. Vi har udvalgt de nu udstillede værker blandt et felt på 115 anonyme deltagere og det har virkelig været en spændende og til tider udfordrende opgave, for der var virkelig mange gode værker imellem. Når du skal vælge blandt så mange anonyme værker, bliver du som kurator nødt til at gå i dybden med den bærende idé og hvordan den enkelte udøver har fortolket spørgsmålet Is this colour?

Vi skulle give point individuelt og har således ikke haft muligheden for at diskutere vores valg med hinanden. Men det har også et formål, for så skal man jo ikke tage hensyn. Jeg for min del, har givet flest point til de værker, der tog spørgsmålet Is this colour? alvorligt og foldede deres svar ud med undren, nysgerrighed og innovative formgreb i både idé, koncept og udførsel. De værker, der samlet set fik flest point er dem, vi ser i dag.

Billedtekst. Fotograf-credit

Billedtekst. Fotograf-credit

Is this colour?

Udstillingen Is this Colour? stiller sit spørgsmål åbent og interesseret, og 26 kunsthåndværkere, designere, kunstnere og arkitekter har svaret med 24 unikke værker, der skaber farvedelikate, eksplosive, kuriøse, alternative, sammensatte, nørdede og helt nye rum for refleksion – så hold et åbent og modtageligt hjerte og forvent at blive påvirket – på den gode måde.

  • Kontempo er en frivillig forening
  • Kontempo er stiftet i 2015
  • Bestyrelsen består af Elisabeth Kiss, Kristine Mandsberg, Marie Hugsted, Rikke H. Bjerg, Signe Møller Jensen, Marlene Klok, Laura Kirk and Ellinor Ericsson
  • Deltagere 2019:
  • Kuratorer 2019: Louise Campbell, Stine Find Osther og Charlotte Jul
  • Kontempo.dk

Pin It on Pinterest